“Jeg er bidt af det.”
Sådan sagde Søren Stender fra Frederiksberg, efter at han i et par timer havde prøvet at sejle i kajak for første gang nogensinde. Endda i en af de åleslanke og hurtige ‘Surfski’ kajakker.
“Min kone har sejlet kajak i nogle år, og hun lokkede mig herned for at prøve. Det er dejligt at være ude og bruge sin krop på vandet. For mig skal der være et formål, hvis jeg skal ud at røre mig. Og det er sjovt at sejle i kajak, så nu har jeg virkelig lyst til at komme afsted,” siger Søren Stender.
Han har nu tilmeldt sig et af forårets første begynderkurser i kajakklubben, hvor man får det såkaldte IPP bevis (International Paddle Pas) så man kan sejle på egen hånd i Københavns Havn, og låne kajak og udstyr fra klubbens bådhal i P-hus Lüders.
Der er også adgang for medlemmerne til omklædning, bad og sauna i Det Flydende Aktivitetshus. Når aktivitetshuset vel at mærke er blevet renoveret og genåbner om nogle måneder.
Ikke så svært, som man tror
En af kajakinstruktørerne er Tine Strand Thomsen, som denne søndag har været ude at sejle med nybegynderne i Nordbassinnet. Man kunne både prøve SUP, havkajakker og de nye såkaldte Surfski kajakker, som er åleslanke fartøjer med en åben siddeplads til roeren. Kajakken kan ikke blive fyldt med vand, som havkajakken. Hvis man kæntrer, skal man bare kravle op igen og sejle videre. Så snart kajakken er i fart, tømmer den sig selv for vand.
“En surfski kajak ser meget hurtigt og lidt farlig ud. Men det er faktisk meget nemmere end man tror at sejle den. Vi starter på fladt vand inde i bassinnet, hvor de nye roere kan blive fortrolige med kajakkens bevægelser,” fortæller Tine.
Som erfaren roer og medlem af kajakklubben nyder hun at tage en mogentur ud til Trekroner , hvor hun drikker sin morgenkaffe. Andre gange tager hun sammen med andre surfskirorere ud påi Øresund for at finde nogle gode bølger at surfe på. Deraf navnet på bådtypen.
“Ude ved Flakfortet er der ofte gode forhold for surfski kajakken. Men så skal du også have bestået din IPP prøve, og have en instruktør med dig de første gange,” siger Tine.
Sidste chance i år
Flere nybegyndere crusier rundt ude i Redmolekanalen, under broerne og ud i Kronløbsbassinet. Sporten tiltrækker også udenlandske beboere i Nordhavn. Klubbens medlemmer taler og forklarer om klubben til australiere og japanere. Foran P-hus Lüders har et lokalt supermarked sponseret grillpølser og sodavand.
“Det er vores sidste arrangement i år, og mange har været forbi for at snakke med os og prøve kajakkerne. Men nu bliver vandet koldere, og så er det kun de erfarne rorere, som fortsætter med at sejle,” formand for Kajakklubben Nordhavn, Thomas Bonde.
400 medlemmer
Kajakklubben har som den p.t. eneste kajakklub i København åbent for nye medlemmer . De øvrige foreninger har ikke plads til flere medlemmer. Klubben i Nordhavn har lige nu omkring 400 medlemmer, og Thomas Bonde håber, at klubben fortsat kan byde nye medlemmer velkommen. Det afhænger meget af, om klubben kan få løst sine problemer med at få adgang til omklædning, opbevaring og klubhus.
Uafklaret fremtid
Klubben har nemlig pladsproblemer. De grønne containere på spidsen af Sandkaj tilhører ikke klubben i Nordhavn, men tre roklubber i Svanemøllehavnen, som her har fået en såkaldt ‘forpost’ til sine både, så de kan sejle i Københavns Havn. Sidste år var der konkrete planer om at at lave et flydende kajakanlæg i forlængelse af Det Flydende Aktivitetshus.
Den plan var også en del af det oprindelige projekt for Det Flydende Aktivitetshus, men blev senere skåret fra, angiveligt på grund af besparelser.
Kajakklubben Nordhavn fik senere tilbudt en flydene kajakopbevaring ved den nye jollebro ved Gittervej. Men indtil videre er fremtiden uafklaret.
“Vi synes ikke at klubben kan være tjent med at have kajakkerne liggende ved Gittervej, langt fra optagningsstedet ved Sandkaj – og dertil yderligere opbevaring i P-hus Lüders. Vi synes at en stor idrætsklub i Nordhavn med 400 medlemmer burde have bedre vilkår end det,” siger Thomas Bonde, som nu afventer et nyt udspil fra Københavns Kommune og By & Havn.