Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) skal torsdag aften redegøre for, hvornår københavnerne kan regne med at der er etableret landstrøm til krydstogtskibene i Københavns Havn. Forløbet har været kaotisk, mener SF i Borgerrepræsentationen.
Torsdag aften retter SF en forespørgsel til overborgmesteren på Borgerrepræsentationens sidste møde før sommerferien.
Partiet vil vide, hvornår københavnerne kan regne med, at der er etableret og ibrugtaget landstrøm til krydstogtskibene i Københavns Havn, Og hvorfor etableringen er forsinket.
“Formålet med denne forespørgsel er, at overborgmesteren skaber klarhed over situationen, så både Borgerrepræsentationen og københavnerne ved, hvad vi kan regne med,” skriver SF i forespørgslen.
Desuden vil man vide, om projektet bliver endnu dyrere for kommunen, end hidtil antaget.
Diskuteret i snart 10 år
Skibsfartens forbrænding af tung dieselolie er en af de alvorligste kilder til helbredsskadelig luftforurening i København. Det er dokumenteret ved luftmålinger både i Nordhavn og på Langelinie.
Synderne er de krydtogtskibe, som lægger til ved Oceankaj og Langelinie, og som bruger deres dieselgeneratorer til at lave strøm til de store skibe, når de ligger i havn.
Allerede i 2014 stillede SF forslag i Borgerrepræsentationen om landstrøm i de københavnske havne.
Først i 2018 blev der første gang bevilget penge til etablering af landstrøm. Dengang var det planen, at landstrømmen ville være klar i 2023.
Udbud annulleret
I 2021 etagbelerede DFDS selv et landstrømsanlægget til Oslo-færgen.
Samme år overtog By & Havn opgaven med etablering landstrøm på Langelinie og Oceankaj i Nordhavn.
På grund af tekniske udfordringer blev igangsætningen udsat til juni 2024. Men tidligere i år måtte By & Havn annullere et udbud på landsstrøm, da de indkomne tilbud oversteg budgettet væsentligt.
Første stik klar i 2025
By & Havn fastholder nu, at det første landstrømsanlæg med to tilslutninger kan tændes i sæsonen 2025.
Landstrømsanlæggene bliver etableret i etaper. Første etape vil stå færdig i slutningen af 2024. I foråret 2025 vil man således kunne tilslutte sig ét landstrømsanlæg ved Langelinie og ét ved Oceankaj. I første omgang vil man kunne forsyne ét skib på Langelinie og ét skib ved Oceankaj. Anlægget udbygges til fem tilslutningspunkter i 2028.
Kun Langelinie?
Ifølge oplysninger til SF fra lokale på Østerbro, er der tvivl, om Langelnie får et af de to stik. Og det er uheldigt, fordi Langelinie ligger meget tættere på boligområder og arbejdspladser end Oceankaj gør. Så SF vil spørge, om det er muligt at placere begge stik på Langeliniekaj i stedet.
Marouf: ‘Skandale’
Formand for Østerbro Lokaludvalg, Allan Marouf, mener at sagen har udviklet sig til en skandale for kommune, forvaltninger, By & Havn og havneoperatøren CMP.
“Når vi nu rammes af en bombe om, at planen er kuldsejlet, fordi udbudsprisen er overskredet med mere end 100%, så kan det bedst tolkes som en skandale med mangel på styring og overblik. Hvor ansvaret skal placeres, bliver spændende at følge, fordi der sikkert henvises til at flere har haft del heri. Kommunens politikere og forvaltning, CMP og By&Havn har alle haft del i det forsinkede projekt”, skriver Allan Marouf i et debatindlæg på nordhavn-avis.dk.
Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve