Hvad mere drømmer man om? Nyt satirisk portræt af Italiens mediemogul og tidligere premierminister Silvio Berlusconi er fuld af nøgne kvinder og fræsende rock i æstetiske rammer
Titel: Silvio og de andre. Instruktør: Paolo Sorrentino. Medvirkende: Toni Servillo, Elena Sofia Ricci, Riccardo Scamarcio, Kasia Smutniak. Varighed: 150 minutter. Premiere: 14. marts• “Vi skulle alle have det sådan. Altid.”
Sådan siger Sergio, en ung forretningsmand med politikerdrømme, en mand som har lejet en villa med swimmingpool. Fuld af stoffer og nøgne kvinder, der danser natten ud. Efter det lange danse- og sexorgie står alle mænd og kvinder og kigger ud på det smukke italienske landskab i middelhavsøen Sardinien.
Sergio holder ikke kun fest for zen, for stoffer og for sjov. Kvinderne er bestilt, og naboen til festen skulle gerne kigge med. Naboen Silvio Berlusconi er så værdsat af Sergio og hans kæreste, at en doggy style-scene afslører politikerens portræt lige over hendes baller. En scene til tonerne af Iggy Pops garagerock-hit Down on the Street.
Og selvfølgelig kigger han med, den over 70-årige politiker, der har tabt flertallet i senatet. Hans mediterende kone er smuttet på ferie til Cambodja, og uden politisk indflydelse keder han sig enormt.
Så jojo, den overambitiøse Sergio får muligvis politisk indflydelse, hvis han kan skaffe damer til Silvios sommerresidens. Efter en times tid og endnu en vulgær fest i Silvios sommerpalæ – med fjernstyret vulkan – ryger Sergio ud af fortællingen, og Silvio Berlusconi tager over.
Sergio må indse, at Berlusconi kun tager og intet giver.
‘Silvio og de andre’ er politisk satire. Italien er forvandlet til et land fuld af åndelig fattigdom og tomme bikinidåser i snart sagt alle tv-udsendelser på Silvios mange kanaler. Til et land med alfonser som Sergio, der hustler sig gennem tilværelsen. Som et resultat af af en mands forfængelige stræben efter succes.
Og selv om det føles noget mærkværdigt og til tider rodet, at Sergio er hovedperson i nærmest hele første halvdel, vinder filmen på sine billedskønne og ofte vulgære scener, der får plads. Men ikke bare sex- fest- og dansescener fascinerer.
Bedst og velspillet er scenen, hvor Silvio alene for at genvinde selvtillid ringer til en intetanende, ældre dame for at sælge en drøm. Et millionbolig længere nede ad gaden med bjergudsigt. Selvom der ingen bjerge er. Underholdende holder Silvio en lang telefonmonolog med bedste Berlusconi-charme og overbeviser kvinden. For det er, hvad han sælger: Drømme.
Særligt til vælgerne. Instruktør Paolo Sorrentino er bedst kendt for Oscar-vinderen ‘Den Store Skønhed’ om en journalist, der gør sig i fester og kvinder. Med sit langsomme fortælletempo, med stillestående billeder og med øje for detaljen er han blevet sammenlignet med Italiens store mester, Federico Fellini, der i nærværende film også får en hilsen med på vejen i form af en flyvende Jesus som set i ‘Det søde liv’.
Efter sin manipulerende telefonsamtale vil Italiens enfant terrible have magten tilbage. Han tabte valget med sølle 25.000 stemmer, men hvis seks senatorer kan overtales med pengebeløb og store tv-roller til familiemedlemmer, kan han få landets mest magtfulde embede tilbage …
Tre italienske klassikere
Cykeltyven
(Vittorio De Sica, 1948)
Italiensk neorealisme blev en forløber for dogmebevægelsen. I kølvandet på 2. Verdenskrig og mangel på penge tog unge filmskabere kameraet i hånden og ned på gaderne for at lave autentiske fortællinger fra virkeligheden. Omend fiktive fortællinger brugte instruktørerne primært amatørspillere, og følelsesladede virkemidler som musik blev kraftigt nedtonet. ‘Cykeltyven’ står som et opus inden for bevægelsen. Den handler om den fattige familiefar Antonio, der får stjålet sin cykel, og med sin søn kigger han Rom gennem for at finde den. Et Rom fuld af fattigdom.
La Dolce Vita
(Federico Fellini, 1960)
Mesterinstruktøren Fellini blev udklækket under neorealismens triumf i 40’erne og 50’erne med blandt andet filmen ‘La Strada’. ‘La Dolce Vita’ handler om en sladderbladsjournalist, der primært jagter kvinder og særligt den underskønne Sylvia, en svensk-amerikansk skuespillerinde, der ankommer med flyet til Rom. Over syv dage følger vi hans udadvendte rejse med fester, digtoplæsninger og orgier.
Rom, åben by
(Roberto Rossellini, 1945)
I 1944 har nazisterne besat Rom. SS jagter kommunisten Manfredi, der bekæmper fascismens overmagt. Vi følger en gruppe italieneres tragiske og skæbnesvangre kamp for en fri by og dvæler ved de ulykkelige øjeblikke uden at ty til store følelser ala Hollywood. Allerede to måneder efter Roms befrielse begyndte Roberto Rossellini, der debuterede som dokumentarinstruktør i 30’erne, på filmen med amatørskuespillere og manuskript-assistance fra ingen ringere end Fellini.
MERE OM DETTE EMNE:
