Nu starter udforskningen af to opsigtsvækkende skibsvrag, der blev fundet på 12 meter vand i forbindelse med anlægget af Lynetteholm.
De to skibe skal undersøges i det marinarkæologiske dokumentationsværksted på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Det sker kun 1 til 2 gange hvert 20. år, at arkæologiske skibsvrag bliver udgravet og taget op. Men efter at have ligget gemt og glemt på havbunden i århundreder, så de to skibe igen dagens lys, da de blev fundet i sejlløbet Svælget, som By og Havn skal uddybe og omlægge i forbindelse med etableringen af den kunstige halvø Lynetteholm.
Ingen af skibene var kendte før arkæologerne tog fat. Der findes heller ingen skriftlige beretninger, der kan fortælle, hvilke skibe, der er tale om, eller som kan forklare, hvorfor de forliste.
Arkæologerne har derfor navngivet skibene efter sejlløbet, hvor de fandt skibene; ’Svælget 1’ og ’Svælget 2’.
Allerede i løbet af udgravningerne kunne arkæologernes afgøre, at Svælget 1 er et mindre lastskib fra 1800-tallet, der gik ned i et voldsomt forlis med en stor last af gule mursten ombord. Svælget 2 er et større og meget ældre skib. Dateringer af skibstømmeret har vist, at skibet er bygget omkring 1329 og dermed er fra Middelalderen.
I løbet af foråret og sommeren 2023 gennemførte marinarkæologer fra Vikingeskibsmuseet de komplekse og omfattende undervandudgravninger af skibsvragene. Del for del blev skibene efterfølgende bjærget fra havets bund og overflyttet til Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Nu venter det omfattende dokumentationsarbejde, der for alvor skal afdække skibenes historier. Hver eneste del af skibstømmeret kommer under arkæologernes lup for at sikre alle spor, der kan være med til at fortælle historien om skibene og de mennesker, der sejlede med dem.
Besøgende på Vikingeskibsmuseet er inviteret med indenfor i dokumentationsværkstedet. Arkæologerne arbejder alle hverdage kl. 10 – 15.30. Vær opmærksom på, at der kan være kortvarig lukning på grund af håndtering af store skibsdele. I weekender og ferier er der også spændende børneaktiviteter særlige aktiviteter tilknyttet arbejdet med de to skibsvrag. Fotos: Jacob Nyborg Andreassen
Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve