Lige ud for Nordhavn ligger Ungdomsøen – også kendt som Middelgrundsfortet. Den skulle perle med adgang for alle skal nu have sat sin havn i stand, så der kan komme endnu flere på besøg. Men sig det ikke til nogen.
Der er kun en kort sejltur med egen båd eller kutter fra Nyhavn til Ungdomsøen, hvor man kan finde den mest fantastiske udsigt over Øresund, gå en tur, overnatte i shelter eller hygge sig i havnemiljøet.
Ungdomsøen modtager besøg fra lystsejlere, turister, ungdomsforeninger og mange andre, og nu har fonden bag Ungdomsøen modtaget en bevilling på 70 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Pengene skal gå til at renovere og udvikle havnen på Ungdomsøen.

Det er fra havnen at de unge og alle øens gæster går i land fra færgen, det er her lystsejlere lægger til, og her at bålhygge og fællesmiddage samler folk. Men havnen har behov for en gennemgribende renovering og udvikling. Renoveringen skal foregå i perioden 2023 til 2027 og indebærer blandt andet istandsættelse af kaj- og molekonstruktionerne, at klimasikre Ungdomsøen og at udvikle nye områder og faciliteter. Det er planen at inddele havnen i fire zoner:
Aktivitetsstrøget vil blive samlingspunktet for de fysiske aktiviteter som for eksempel kajak, udspring fra trampolinen og havsankning. Det er her unge og andre gæster kan få adrenalinen helt op og prøve sig selv af på og i havet. For at skabe sikkerhed omkring aktiviteterne anlægges også en flydespærre, der opdeler skibsområdet med de rekreative aktiviteter.
På Stranden vil der være mulighed for afslapning i sandet, mens man har udsyn til aktiviteterne i havnen. Her kan man også tage sig en tur i vildmarksbadet, nyde en tur i saunaen eller spille beachvolley. Derfor etableres en beachvolleybane, en vandtrampolin og forholdene til ophold på stranden opgraderes, ligesom der etableres en træbrygge for at forbedre mulighederne for ophold på molerne.
Landgangen vil være i midten af havnen. Her kan større skibe lægge til ved kajen, mens lystbåde kan fortøjes langs en ny træbrygge ved den overforliggende mole. Langs træbryggen etableres el og vand, hvilket muliggør endnu flere besøgende.
Ved Servicekajen vil Ungdomsøens egne både kunne lægge til. Det vil også være her, hvor bådene kan vedligeholdes og slæbes på land, hvis vejret er dårligt, eller hvis bunden af båden skal males eller vokses.
”Vi er enormt taknemmelige for at have modtaget bevillingen til havneprojektet fra A.P. Møller Fonden. Med bevillingen kan vi ikke blot fremtidssikre havnen og det historiske fort, vi kan udvikle nye spændende områder ved havnen, der kan skabe nye rum for kreative og visionære maritime projekter og aktiviteter for unge,” siger Dea Forchhammer, direktør ved Ungdomsøen.

Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve