Selvbetjening for abonnenter

[maxbutton id="1"] I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Skjulte øjne

mortenI fortsættelse af Else Togo Trusts velskrevne artikel i sidste nummer af Nordhavn Avis lod jeg mig inspirere til at anstille nogle betragtninger over det at være nabo på Sandkaj. Vejen går over Hollywood. 

Filmen ” Rear Window” er nok mest kendt i Danmark under titlen ”Skjulte øjne”. For feinschmeckere er filmen én af Hitchcocks bedste – Hvad har det dog så med Sandkaj og Nordhavn at gøre? 
Jo, lejlighederne ligger for manges, måske alles, vedkommende med vinduer mod gården. Det er så her Hitchcocks geniale film kommer ind i billedet. James Stewart som hovedperson er på grund af brækket ben bundet til en kørestol, og hvad er mere spændende end at udforske naboerne i lejlighederne overfor ham med en profession som fotograf i bagagen. I filmen begås et makabert mord, hvis efterspil følges tæt op af vor hovedperson. Med kikkert og fotografiapparat blotlægger han genboens adfærd. Læseren spørger nu så utålmodigt, hvad kommer det dog Sandkaj ved? 

Jo, Flere nætter hører man forfærdende høje skrig og hyl.  Vi ved nu, at det er 2 katte, som har et særligt – undskyld udtrykket – misforhold for, det går ikke stille af. I starten var vi overbevist om, at morderen, Lars Thorwald (spillet af en meget ung Raymond Burr), var på spil i lejligheden overfor. Han og fru Thorwald skændtes bravt. Det gør folk ikke på Sandkaj – det vil sige i hvert fald ikke for åbne vinduer. 

I ”Rear Window” i 1950’erne var det tilsyneladende ikke TV, der opslugte James Stewarts genboer. Mærkeligt nok, for det var trods alt relativt nyt og spændende eller også, og det er vist tættere sandheden, var Hitchcock på ingen måde ude i et ærinde om at vise TV’seere for sit biografpublikum. I Sandkaj ses der unægtelig meget TV. Så meget at man ofte ud på aftenen ser en række blågrønne firkanter i mosaik, der flimrer over hele gården og ellers mørke. 

Endelig er der på Sandkaj den glade genbo, der gerne ler på altanen faktisk hvert 3. minut, men hun har det måske også sjovere end dem, der ser TV. Eller rettere: Hun har det væsentligt sjovere.

Tilbage til filmen. I ”Rear Window” hører man en pianist og komponist komponere sig frem til et fint lille værk. Vi har ikke bemærket levende musik af nogen art her på Sandkaj, men højttalermusik. Desværre indimellem frem til over midnat. Bare der dog var en person af George Gershwins tilsnit. Vi har ganske vist en kunstner i bebyggelsen, men hun er stille, når hun skaber sine skulpturer. 

Og så er der jo lige det med gardiner. Visse lejligheder bruger det ikke. James Stewart har i ”Rear Window” glæde af, at der ikke er gardiner, da han jo kan følge genboernes udfoldelser. Er det ikke et tegn på sund og normal nysgerrighed, åbenhed og tillid og slet ikke ekshibitionisme, at man vil følge med, og måske ikke har noget at skjule, som morderen i ”Rear Window”? 

Når man først har set filmen, vil man, når man har sat sig til rette og kigger ud i gården aldrig glemme de indtryk, som udsprang af dette vidunderlige filmmesterværk, og det kan være, at de, der nu læser artiklen, har det på nøjagtig samme måde. Så ville Hitchcock jo være glad!

Husk, at se filmen. Det kan jo være den kommer i den nye biograf i restaureret version? Hermed en opfordring til biografejeren.

LÆS:
De andres liv, af Else Togo.

Close

Translate »