Lær at sætte en stikkontakt op, 3D-print din arkitekttegning og planlæg byrummet ved den kommende metrostation. Det er blot nogle af de opgaver, som flere hundrede 6. og 7. klasses elever i København skal løse nå de i efteråret skal gå ‘i lære’ i en uge på Tunnelfabrikken i Nordhavn.
I hele ugen bliver skolebøgerne byttet ud med opgaver som elektriker, VVS’er, byplanlægger, tømrer, anlægsgartner og andre fagligheder fra bygge- og anlægssektoren.
Projektet hedder BUFX Byg og er et skole-virksomhedssamarbejde mellem Københavns Kommunes Børne- og ungdomsforvaltning og parterne bag Tunnelfabrikken, som er By & Havn og UNIONKUL.
BUFX skal sætte en helt ny standard for elevinddragelse og praktisk undervisning i folkeskolen, og give eleverne et indblik i byggebranchen og fremtidens faglærte uddannelser.
I starten af skoleugen med BUFX Byg møder eleverne en repræsentant for Tunnelfabrikken og UNIONKUL, der stiller dem ugens opgave, og som vender retur fem dage senere for at give feedback på de løsninger, eleverne har arbejdet med i løbet af ugen.
Eleverne lærer ikke blot om traditionelle byggeprocesser, men også om de nyeste teknologier og metoder, der anvendes i branchen. Det giver en forståelse for, hvordan fremtidens byer bygges, og en indsigt i de mange uddannelsesmuligheder i bygge- og anlægsfagene.
“Vi har brug for indsatser som BUFX Byg, hvis København skal forstås og elskes af den gængse københavner. Byggebranchen må åbne sig og stille sig til rådighed, hvis kommende generationer skal interessere sig for branchens mange fagligheder, så vi kan bidrage til at bygge fremtidens faglærte og teknologiske innovatører. Det bliver en fornøjelse at se skoleelever bryde deres hoved og hænder med at skabe bæredygtige løsninger for vores by,” siger Klaus Kastbjerg, ejer af UNIONKUL.
I år skal otte skoleklasser deltage i BUFX Byg i Tunnelfabrikken. Den første skoleklasse starter i uge 37 og den sidste i uge 47. Eleverne skal arbejde med:
o Byudvikling og Nordhavns historie
o Arkitektur og bæredygtighed
o Bygge- og Anlægsfagene
o Bæredygtigheder og Byggeri