Små hændelser bliver til store udfordringer, når den ansvarlige ikke er sin opgave voksen
• Wauw, der har været tryk på de sidste par uger.
Dels skulle ældste pode til optagelsessamtale på efterskolen – det skulle man dermed også, så søn var ikke den eneste, der skulle stramme sig an. Derudover besluttede undulaterne sig for at begynde at yngle for første gang, hvilket blev fejret med drastiske personlighedsændringer samt et nyt æg hver anden dag. (Foreløbig er der afleveret syv, og det ser ikke ud til, at de har tænkt sig at stoppe.)
Og så viste det sig, at traditionen med at julepynte med udendørs lyskæder starter utrolig tidligt i nye nabolag, og man vil jo så nødig være hende den tilflyttede med den røvsyge, mørke forhave. Så der har skam været nok at se til. Muligvis i småtingsafdelingen i andre husstande, men her på matriklen, hvor det indimellem halter med et modent lederskab, har det været en anelse hektisk.
For eksempel har fjerboldenes kommende forældrestatus føjet et helt nyt lag til deres i forvejen så stærke karisma. Hvor man før kunne nyde godt af fugleskræp i hele huset, kan man nu også snildt høre det, når man står udenfor. Den stolte fader har nemlig udviklet et ganske særligt, særdeles højt hyl, som han jævnligt og i meget lang tid ad gangen, forkæler os med. Derudover er han begyndt at bide, og endelig der jo æggene. Som til stadighed bliver produceret i et bekymrende antal.
’Det kunne være så hyggeligt,’ tænkte jeg, da jeg i sin tid smækkede en ynglekasse op i buret og forestillede mig en enkelt, måske to, små kære, dunede fugleunger. At bestanden – foreløbig – ser ud til at stige med over trehundrede procent er derfor kommet som lidt af en overraskelse. Det er helt normalt, har jeg nu læst på Fugle Finns hjemmeside, som også oplyste mig om, at ynglende undulater åbenbart slet ikke er til at styre, når de først er gået i gang. Før det første kuld har forladt reden, er det andet allerede på vej, og det er jo bare alletiders, altså.
Så ja, en voksen burde nok have konsulteret Finn noget tidligere. Men hvem har tid til at dvæle ved fortiden, når man også skal til Slagelse og gøre et godt indtryk?
Især det med indtrykket lå teenager meget på sinde, da vi for nogle dage siden mødtes på efterskolen, hvor jeg stødte til søn, der kom med sin far. Og ældste pode var ikke stolt.
”Ej, mor! First impression, ikk’? Helt ærligt!” var hans hilsen til mig, da han så mig komme halsende med jakken halvt på og en kop kaffe, som skvulpede over, og da jeg jo kender min dreng, ved jeg også, hvad han tænkte: At skolens ansvarlige ville tage ét kig på mig og simpelthen nægte ham optagelse. Der var nu en aldeles gyldig grund til min stakåndede ankomst: Jeg skulle nemlig lige tørre min første kaffe op fra vindueskarm og gulv (og væg) i fællesstuen, hvor jeg havde opholdt mig i halvandet minut, da jeg væltede kruset. Ikke på den stille krus-tipper-lige-over facon, men med et kæmpe albuestød, så porcelæn højlydt kurede hen ad vindueskarmen, før det landede med bunden opad.
”… men heldigvis var det kun mit eget, ikke et af alle de andre forældres,” beroligede jeg ældste, som ikke delte min positive vinkel, men kun var forfærdet. Og som resten af tiden forsøgte at udstråle, at vores indbyrdes tilknytning var i nevø/grandfaster-genren og derfor meget vag.
Her vil jeg gerne indskyde, at en af de elever, der viste os rundt, gjorde det i shorts og bare tæer – udendørs i november, i stiv kuling og småregn – mens en anden havde glemt at lyne sine bukser og heller ikke kom i tanke om det, al den tid vi var der. Altså, tilsyneladende en skole med højt til loftet, så jeg er næsten sikker på, at jeg ikke har fået ældste afvist.
Han er ikke helt så sikker, fornemmer jeg. Og måske burde jeg også have handlet mere pro-aktivt og iværksat lidt damage-control på det personlige plan. For eksempel ved helt at afstå fra kaffe. I det øjeblik jeg vælger at fylde væske i en beholder, kender jeg jo udmærket risikoen.
Men hvem har tid til at dvæle ved fortiden, når man også akut skal karte rundt og lede efter sidste års lyskæder, fordi man pludselig er den eneste i kvarteret uden muntert oplyst have? Heldigvis lykkedes det mig, en regnvåd aften, både at finde og få viklet diverse lyskæder, kunstige trægrene (med lys) samt ledninger fri af hinanden i løbet af ganske få timer. Ligeså heldigt var det, at hele husets el-system ikke kortsluttede, da jeg satte regnvåde stik i ligeså regnvåde stikkontakter og tændte for strømmen. Der lød kun en fzzzzzt! lyd fra stiksamlingerne, hvorefter samtlige julelys øjeblikkeligt gik ud. (Stikkene virker i øvrigt heller ikke mere.)
Men det skal saftsuseme ikke hedde sig, at jeg hverken kan finde ud af undulater, førstehåndsindtryk eller udendørs julepynt, så jeg har besluttet mig for at styre for vildt indenfor ét af områderne. Derfor har jeg nu skaffet en ekstra kraftig julelys-laserprojekter. Med denne her baby kan jeg dække 300 kvadratmeter med røde og grønne lys, som oven i købet også kan blinke. Døgnet rundt. Så skal nabolaget få at se, at jeg sagtens kan blende ind.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 46 år gammel, har to sønner på 14 og 9 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
