En slankekur giver talje, men desværre også dårligt humør
• ”Tab 8 kilo på 4 uger!”
Stod der på forsiden af et dameblad forleden, og skønt fire uger er lige i overkanten af min evne for langtidsplanlægning, røg blad med slankehæfte alligevel i kurven. For man kan vel nappe en enkelt uge og smide to kilo, tænkte jeg. Syv dage er til at overskue, og meget længere kan jeg heller ikke forestille mig at befinde mig i den tilstand.
Jeg er ligeglad med, hvor meget diverse kure praler med, at man – foruden en talje – vil få mere energi og dermed også et lykkeligere liv. Og til udtalelsen om, at ”intet smager så godt, som at være slank,” som en eller anden topmodel engang leverede, har jeg kun ét at sige: Min bare! Jeg synes, vi skal være ærlige overfor hinanden, så let’s face it: En slankekur er noget af det mest triste og livsfornægtende, man kan byde sig selv. Der findes ganske enkelt næsten intet her i livet lige så røvsygt som at gnave selleristænger og gulerodsstave, når hele ens krop og psyke skriger på en flæskestegssandwich.
Men. Ak. Det er desværre ved at være lidt af en nødvendighed, det med kuren, for faktum er, at jeg pludselig ikke kan være i adskillige par af mine bukser. Eller, det kan jeg, men det ligner et overgreb (mod min mave) at få dem lukket, og resten af dagen går jeg mærkeligt stakåndet rundt, fordi jeg prøver at trække maven ind og få vejret samtidig.
Jeg er ellers ikke typen, der voldspiser. Faktisk glemmer jeg ofte et måltid eller to, og derfor har jeg tænkt, at det så var ok med lidt chokolade i ny og næ. I princippet er det vel lige meget, hvor kalorierne kommer fra, har jeg altid ment. Men når man egenhændigt ondulerer hele det øverste lag af en magnum Quality Street dåse den ene aften, kører tre Ragusa ned den anden og lige napper en medium size Toblerone på tredjedagen, så er det åbenbart ikke ligegyldigt. Og det er altså årsagen til, at jeg nu har hæftet med slankemad liggende.
Foreløbig er jeg dog kun nået til at bladre lidt i det, og hver gang må jeg lægge det fra mig igen, fordi jeg kan mærke, at jeg ellers bliver alt for overvældet. De mange fotos af ’lækre wraps’ og af friske, rødkindede, slanke kvinder, der går morgentur, (kl. 05, inden de skal på job), fordi de har fået så meget ny energi, skal vist virke inspirerende. Og ansporende. Og give lyst til at lave de lækre wraps og leve det gode liv, som automatisk følger.
Jeg får bare lyst til at tude. Dels fordi ’quinoasalat med fersken, parmaskinke og ærtecreme’ overhovedet ikke lyder lækkert i forhold til, for eksempel, stegt flæsk med persillesovs.
Eller i det hele taget, faktisk. Dels fordi jeg bliver helt vildt stresset ved tanken om at skulle tilberede denne ret: Sukkerærter skal strimles, asparges skal bændles (??), mynte skal plukkes, skylles, tørres og hakkes, skinke skal sprødsteges i ovn, balsamico skal dryppes. Snedigt: Efter at have brugt tre timer på at tilberede, hvad der egentlig blot er en lidt avanceret salat, er man vel også så hamrende sulten, at selv quinoa smager himmelsk.
Men måske er jeg ikke målgruppen, måske er lige præcis denne kur udelukkende møntet på kvinder, der bor alene. Hvordan skal de ellers få tid til al hakken og strimlen og sprødstegning? Og de lange gåture om morgenen?
Det kan selvfølgelig også være, at de bare har nogle helt særlige børn. Som bliver ellevilde af glæde, når aftensmaden står på ’sildesteaks med bønnesalat’, og som derudover også næste morgen springer med på morgenturen, forfriskede som de er af menuen aftenen inden. Det ville så meget ikke sprede god stemning her på matriklen, det kan jeg godt fortælle jer.
Heller ikke hos mig. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi se mig selv stå op to timer før nødvendigt om morgenen og forlade min varme seng for at gå udenfor. Og da slet ikke, hvis jeg i flere uger har styrtet rundt som en flue i en flaske for at kreere tidskrævende retter. For mens det muligvis ville afhjælpe bukselukningsproblemet, er jeg også fuldstændig overbevist om, at den slags kost samtidig ville suge al livsglæde ud af mig.
Jeg behøver bare at kigge på et andet medlem af husstanden for at se, hvad en slankekur gør ved humøret: De sidste par uger har overvægtige chihuahua nemlig været på skrap, dyrlæge-ordineret diæt. Hund skal tabe sig mindst et kilo, (hvilket ikke lyder af så meget, men dog er ret voldsomt, idet det udgør tyve procent af kræets samlede vægt), og får derfor nu noget særligt, virkelig tørt og kedeligt, slankefoder. Snacks består af gulerodsstykker – som det eneste udover virkelig tørt og kedeligt slankefoder.
Men jeg ser altså ikke en hund, der sprængfyldt af glæde og energi hopper rundt og pludselig vil gå lange ture. Derimod får jeg lange, lange, sørgmodige blikke, når dyr står ved sin madskål, og det meste af tiden er overvægtige chihuahua faktisk bare sur. Så jeg bliver naturligvis i tvivl, om en kur er vejen frem.
Nu er der heller ikke så mange aftener tilbage i chokoladelageret, så måske jeg bare skulle tømme det, det tror jeg faktisk, jeg vil blive mere glad af. Det er også meget nemmere end ærtecreme
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.