Selvbetjening for abonnenter

[maxbutton id="1"] I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Slipper jeg fri, hvis jeg gnaver min arm af?

Et tandlægebesøg indeholder ufattelige mængder af smerte, angst og rædsel – hvis man er den heldige bærer af den fornødne fobi

• Åh! Nej! Av! Jeg vil ikke! Kan vi ikke rykke det, bare et års tid? Eller aflyse? Ja! Bare den blev aflyst, min tandlægeaftale. Om ganske få dage skal jeg ikke bare til et rutinetjek – som om det skulle være nemt – næh, jeg skal gennemgå en af de helt store behandlinger indenfor SUIMKUF (Seriøst Ufede Indgreb Munden Kan Udsættes For): Jeg skal have fjernet en visdomstand! Da datoen blev sat, prøvede tandlægen at berolige mig med, at det forhåbentlig kan klares med en ’simpel udtrækning’, (jeg får kvalme.) Men han måtte dog gøre mig opmærksom på, at det måske kan blive nødvendigt med en operation, (kvalme, koldsved, susen for ørerne, har brug for at tude). Sagen er, at jeg er så sindssygt bange for at gå til tandlæge, at jeg får en fysisk reaktion bare ved tanken. Dermed befinder jeg mig muligvis blandt de ti procent af den danske befolkning, som lider af decideret tandlægeskræk; eller odontofobi, som det også hedder.
   
Og det er jo bare super, altså. Virkelig alletiders, at jeg fik jeg tildelt lige dén: Ikke alene en af de mest røvsyge fobier, men også en af dem, der uundgåeligt bliver aktiveret regelmæssigt. Kunne man ikke – når det nu absolut skal være – være blevet begavet med en fobi så eksklusiv, at den yderst sjældent rent faktisk viser sig? Som en af mine veninder, der bliver lammet af skræk, udelukkende når hun bliver konfronteret med stearinlys med mere end én væge. Eller en anden bekendt, der får åndenød og hjertebanken, når hun skal ind i en pyramide. Den slags former for angst må være til at have med at gøre i hverdagen, tænker jeg, for man skal vel blot holde sig fra IKEAS stearinlysafdeling, samt visse steder i Egypten.
    
Jeg skulle heller ikke klage, hvis jeg led af arachibutyrofobi. I så fald ville min angst blive aktiveret af peanutbutter, der sætter sig fast i ganen, og jeg tror, at fænomenet relativt let kan omgås. Eventuelt kunne man lade være med at spise peanutbutter. Man må også kunne leve et noget nær normalt liv med aurorafobi, i hvert fald herhjemme hvor nordlys trods alt ikke ses så tit. Skulle det endelig opstå, er det oftest i mørkere egne af riget, og da nordlys desuden varsles hos DMI dage i forvejen, kan aurorafobiske personer, bosat i Nord- og/eller Midtjylland vel tage deres forholdsregler og blive indendørs med lukkede øjne. Og hvor voldsomt kan livskvaliteten mon lige blive nedsat af myrmecofobi? Bevares, dén specifikke lidelse skaber sandsynligvis spændinger i en familie, hvor alle nok ikke kan forventes at rumme en angst for tanter – slet ikke tanterne – men et decideret angstanfald til familiens sammenkomster kan dog forebygges med bordplan og lidt snilde.
   
Desværre er der ingen smutveje, når man er bange for at gå til tandlæge. Bortset fra slet ikke at gå til tandlæge selvfølgelig, hvilket jeg tidligere har praktiseret. Det går bare ikke i længden, for de finder dig. Uanset om du flytter eller skifter mobilnummer, så finder de dig. Altid. Så jeg har opgivet at gå under jorden og skal altså til tandlægen. Ganske vist et sted, hvor de er særligt kompetente til at tage sig af klienter som mig, og jeg har da også oplevet, hvordan de prøver deres bedste: De taler meget langsomt og roligt til mig. De smiler og klapper mig nænsomt på armen. De fortæller mig på forhånd om alt det, de vil gøre, hvilket instrument, de vil gøre det med og hvorfor.
   
Det hjælper bare ikke en hylende fis. For i det øjeblik jeg træder ind ad døren, slår angsten ud i lys lue; også selv om jeg egentlig godt kan lide venteværelset, da der både er kaffe og andet at læse i end månedsmagasinet NOT (Nyt fra Os med Tandsten). Men der er også lugten. Og lydene! Lydene er næsten de værste: Den der slubren som fra en tilstoppet kaffemaskine, som man bare ved kommer fra et sted, hvor der ligger en eller anden stakkel i stolen, blændet af skarpt projektørlys og med mindst tre aggregater, (et, der borer, et der suger og et, hvis eneste funktion er smerte), samt fire ruller vat i munden samtidig. Og det allerværste: At det er mig næste gang!
    
Alverdens smil og dæmpede tonefald kan ikke løsne den knude, jeg får i maven, og både jeg og tandlægen ved, at der bliver brug for meget lidt vat og sugning, da al væde i min mund øjeblikkeligt forsvinder. Til gengæld skal der tre gange så meget bedøvelse til, for jeg har en meget lav smertetærskel og kan ikke nøjes med den sædvanlige lille, småfesne dosis. Og dét er bare, når mine tænder skal renses. Jeg håber og beder til, at jeg får noget andet og mere, når jeg nu, om alt for få dage, skal gennem den odontofobiske version af Helvede. Noget Valium, måske. En beskeden håndfuld vil sikkert være passende, og måske behøver jeg ikke engang lave en scene for også at blive behørigt bedøvet mentalt. Måske vil det være tilstrækkeligt, at jeg græder og kaster lidt op samtidig. Det vil faktisk ikke være så anderledes end ved andre tandlægebesøg. Jeg skal nok bare sørge for at gøre det i selve venteværelset og ikke ude på toilettet. Som jeg ellers plejer.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 45 år gammel, har to sønner på 14 og 9 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel



Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve

Close

Translate »