Emilia van Hauen er sociolog, men i sin fritid er hun optaget af shamanisme og tidlige trosretninger. Hun mærker energien i alt – også i Nordhavn – og beskriver her bydelens udvikling det seneste årti.
Da Emilia van Hauen første gang tog turen til Nordhavn for at se på en lejlighed i 2013, var synet, der mødte hende, alt andet end idyllisk: Store, øde byggepladser med skeletter af huse, som endnu ikke var bygget færdige. Høje kraner og smalle veje, hvor støvet blev hvirvlet op i den kraftige vind. Det stod i skarp kontrast til det hjem, hun kom fra i Gentofte.
Hun havde dog for nyligt været gennem en skilsmisse, og hun ville gerne vise sine børn noget andet end Gentofte Kommune, hvor de havde boet hele deres liv. Selvom Nordhavn dengang var råt og klondikeagtigt, som hun siger, og hun nærmest følte sig som en pioner i en westernfilm, forelskede hun sig alligevel i området og dets potentiale.
Emilia van Hauen købte en lejlighed, som dengang kun bestod af fire pinde i jorden, der viste, hvor den ville blive opført. Den 26. november 2016 flyttede hun og sønnerne ind i den færdigbyggede lejlighed blandt kun 236 andre beboere i den spirende bydel.
“Jeg tænkte, her er vand, det er tæt på København og Hellerup. Hvad kan gå galt? Det er godt, at mine børn vokser op i et miljø, hvor de også møder mennesker, der lever helt andre liv,” siger 59-årige Emilia van Hauen, der til daglig arbejder som sociolog, foredragsholder og forfatter, og hun er lige nu aktuel med fjerde oplag af bogen “Generationen, der skal redde verden”.
Hun griner, når hun fortæller, at hun hurtigt opdagede, at mange af hendes nye naboer også var tilflyttere fra Gentofte Kommune.
“Jeg havde tænkt, at det var et markant miljøskifte, men det viste sig, at vi alligevel var ret ens, mange af os, der var flyttet herud,” siger hun.
Eksklusiv energi
Hendes begejstring for Nordhavn er dog ikke falmet sidenhen. Hendes sønner er nu flyttet hjemmefra, men hun bliver. Det har været fascinerende for hende at følge med i, hvordan kvarteret har taget form omkring hende.
I 2016 var hun omgivet af kraner og tomme byggegrunde – i dag af caféer, hundeluftere, skolebørn og turister, som langsomt har givet området en tydelig identitet.
“Nordhavn har fået en helt speciel energi, selvom det stadig er et relativt nyt byområde. Det er et eksempel på, at man godt kan etablere en vellykket ny bydel i København,” siger hun.
Da Nordhavn Avis spørger hende til, hvordan hun vil karakterisere energien i området, svarer hun:
”For mig er Nordhavn forbundet med lys, vand, luft, et roligt tempo og en eksklusivitet, som jeg synes er svær at sætte ord på, for det har ikke noget med penge at gøre. Eksklusiviteten opleves mere som et stærkt ønske om kvalitet og en form for jordforbundethed,” siger Emilia van Hauen.
Vil ikke kaldes shaman
Energi er et begreb, som fylder meget ved siden af Emilia van Hauens professionelle liv som sociolog. Hun har undersøgt et væld af tidlige folkeslags trosretninger, og hun har taget kurser inden for blandt andet shamanisme.
Det til trods, ville hun aldrig give sig selv en spirituel titel.
“Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at kalde mig selv shaman, selvom jeg har taget uddannelser inden for det. Jeg er jo sociolog, og det vil altid stå først. Det andet er opstået i erkendelsen af, at det teoretiske ikke kan give svar på alt,” siger hun.
Hun fortæller, at mange kulturer arbejder naturligt med begreber, som beskriver livsenergi og energien mellem mennesker, selvom det i en dansk sammenhæng kan lyde flyvsk.
“I Kina taler man om Qi, som er livsenergi. Det er et helt almindeligt begreb, som også kinesiske læger bruger, når de tilser en patient. Det er altså ikke så abstrakt, som det kan virke herhjemme. Vi er bare blevet fremmedgjort overfor det, fordi vi ikke har sprog for det,” siger hun.
Fra outsider til sociolog
Hun oplever dog, at energi-begrebet sniger sig langsomt ind i den vestlige kultur også. Hendes store professionelle forbillede, sociologen Hartmut Rosa, som hun også har talt med, er begyndt at tale om “social energi” i sit arbejde.
For Emilia van Hauen giver det god mening at tale om energi i en sociologisk sammenhæng. Hun bruger det selv i foredrag og i mødet med andre.
“Man kan spare mange kræfter, hvis man har styr på sin energi. Det handler mest af alt om at skabe et fælles rum, hvor der er plads til at alle kan være og hvor kommunikationen og relationerne flyder positivt, og det kan man arbejde med,” siger hun.
Emilia van Hauen er vokset op med en spansk katolsk mor og en dansk far, og hver søndag gik familien i kirke i Hillerød. I 1970’erne var tro ikke noget, der fyldte i de fleste danske hjem, og hun og hendes søskende følte ofte, at de skilte sig ud. Det med at føle sig som en outsider har fulgt hende hele hendes liv, men det var til gengæld også det, der i en sen alder fik hende til at læse sociologi.
”De fleste sociologer har kendt til følelsen af at stå udenfor og kigge ind på et fællesskab, de ikke har knækket koden til. Når man så begynder at læse sociologi, så opdager man, at nærmest alle mennesker føler sig som outsidere i forskellige sammenhænge, og at det er en form for menneskeligt vilkår,” siger hun.
Gud som barndomsven
I sit voksenliv bevægede Emilia van Hauen sig væk fra den katolske kirke, særligt på grund af kristendommens hierarkier og kvindesyn, som hun ikke identificerede sig med. Troen i sig selv, er hun dog stadig optaget af.
“Som barn tænkte jeg på Gud som en af mine nærmeste venner. Ikke som en autoritet, men som en, der altid var med mig. Som voksen blev jeg i stedet optaget af, hvad religioner på tværs har til fælles, hvis man skærer strukturer og hierarki fra,” fortæller hun.
I Emilia van Hauen undersøgelse af religioner på tværs af kulturer, gik det op for hende, at de har en grundidé til fælles.
“Jeg opdagede, at de fleste traditioner, uanset hvor i verden de er opstået, kredser om en variation af den samme idé: At vi alle er en del af noget større og at dette “større” er en form for grundlæggende, uendelig kærlighed, som mennesket kan forbinde sig til. Det er hvordan man praktiserer det, der gør forskellen,” fortæller hun.
Hendes interesse for religion har bragt hende vidt omkring i verden – til Peru, hvor hun blev uddannet som paqo, der på dansk kan oversættes til lysmester og til Skotland, hvor hun lærte om keltisk polyteisme.
Mellem rejserne er Nordhavn blevet hendes faste base, fortæller hun. Et sted, hvor hun kan lade op og integrere de indsigter, hun samler op rundt om i verden.
