Titel: Lille Sommerfugl. Instruktør: Søren Kragh-Jacobsen. Medvirkende: Jesper Christensen, Karen-Lise Mynster, Mia Lyhne, Peder Thomas Pedersen m.fl. Varighed: 1 time og 42 minutter. Premiere: 3. december.
Filminstruktør og musiker Søren Kragh Jacobsen har bidraget med perler til dansk kultur. Kender du det?, den med Mona, Mona, Mona, en nærmest en filmisk skrevet sang, man kan se for sig, blev et kæmpe 70’er-hit og tidsløs lejrbålsang, og få år efter blev ungdomsfilmen Vil du se min Smukke Navle? et hit på lærrederne. Så kom andre klassikere som Gummi-Tarzan, Isfugle, Drengene fra Sankt Petri og dogmefilmen Mifunes Sidste Sang, der hev priser hjem i Berlin.
Det kommer hans nye mismask af et Festen-agtigt drama med skeletter i skabene, tyk samfundskritik, karikaturer ala Badehotellet og folkekomik næppe til.
For hvad vil Søren Kragh Jakobsen egentlig med filmen om et guldbryllup i et forsamlingshus, hvor alt går rivende galt for de fleste, så man krummer tæer, men også tænker: det er lidt for plat, lidt for karikeret, og skal jeg grine eller græde?
Skuespillet holder. Jesper Christensen, trods vanlig københavnerdialekt, er fuld troværdig som konkursramt, indebrændt svinebonde, der holder økonomien skjult for sin overværende, trofaste kone, Karen-Lise Mynster, der også har en menneskelig skrøbelighed over sig.
Problemet er bare, at de arbejder med en karikeret historie med karikerede karakterer. Svinebonden er racistisk og har ingen forståelse for sin søn, der spiller i det corny festorkester Theis’ Tequila, der underholder til guldbrylluppet. Med retfærdigvis sjove sange om “at møde hinanden i biografen i Næstved”, og hvad dansktop nu kan fremmane af uskyldigheder. Men da sønnike præsenterer et orkester med sorte musikere som gave til sine forældre, er fanden løs i ladegade. Sønnike er nu heller ikke fejlfri: han er sine kone utro, konen spillet spritstivt af Mia Lyhne, med sin søns kærestes mor, der serverer til festen. Og det vil Mia Lyhne hævne.
Så er der svinebondens yuppienevø, der forsøger at udnytte konkursen til egen økonomisk viden. Og barnebarnet, der også ligger i konflikt med sin kæreste. Og sådan fortsætter intrigerne, som vi gennemgår den ene tale og festindslag efter den anden.
Vi ser også både grise og høner i bur, og man forstår, at filmen handler om er racistisk, dyremishandlende landbrugsDanmark, hvor intet er som det ser ud, men heller intet er til slut klart, for skal vi græde over usympatiske typer, eller skal vi grine af folkekomikken, når bandets forsanger får en på tuden af to ordenshåndhævende landsbytosser på toilettet, fordi han boller med “kusinen med de store patter”, og grine når den lille pige finder en BH på selvsamme toilet og siger udover festsalen, at “der er en, som har glemt sin gave”. I det hele taget er der mange små historier, klicheer, tragedier, komediescener, hvor vi skal grine af os selv som folkefærd, og til sidst handler filmen også om flygtninge. Noget fungerer, men i det samlede billede, er det bare lidt for meget af det gode og lidt for lidt med kvaliteten, og det er ellers et kendetegn for Søren Kragh Jacobsen, der skuffer i denne omgang.
MERE OM DETTE EMNE:
