I Joker får både systemet og forældresvigt skylden for Jokerens ondskabsfulde mani. En mani spillet mesterligt af hovedrolleindehaver Joaquin Phoenix i en rystende, psykologisk thriller-noir.
Titel: Joker. Instruktør: Todd Phillips. Skuespillere: Joaquin Phoenix, Robert De Niro, Zazie Beetz, Frances Conroy. Varighed: 122 minutter. Premiere: 3. oktober.
På både værtshuse og i forskning er det til evig debat, hvad der skaber en voldspsykopat. Er vi determineret af vores gener, er det samfundets skyld, forældrenes svigt, eller har alle en fri vilje?
Superskurken Jokeren er kendt som Batmans fjende nummer 1. Han er en gangster i klovnekostume, der med galskab sætter ildebrand i storbyen, skaber folkeopstande i gaderne gennem populisme og massemedier, og som dræber for et godt, men altid tankevækkende ord.
Vi har før nydt stjernepsykopaten i form af Jack Nicholsens joker i Batman fra 1989 og Heath Ledgers joker i The Dark Knight fra 2008. Den ekspressive sindssyge og det skæve klovnesmil mestrede både Jack Nicholsen og Heath Ledger. Mange var derfor skeptiske, da de hørte, at Joaquin Phoenix skulle løfte den tunge arv. Men han gør det. I en grad så vi nok aldrig har haft en stærkere joker. Mimikken, dialogen og karakterudviklingen sidder i skabet i denne psykologiske thriller.
Man tror simpelthen på Joaquin Phoenix, ikke bare som en tegneseriefigur, men som en karakter fra et realistisk drama, da den unge Arthur Fleck udvikler sig fra at være en mentalforstyrret, ung mand, der stadig bor hos sin mor i en lejlighed engang i firserne, arbejder som hospitalsklovn og gadeklovn, som bliver mobbet og banket i gyder og højbaner, til han bliver til en ondskabsfuld psykopat, der nu ønsker hævn over alt og alle: Yuppierne, der bankede ham, arbejderkollegerne, der mobbede ham, systemet, der fjernede støtten til hans psykiatriske hjælp, og den flamboyante talkshowstjerne, spillet elegant og overlegent af Robert De Niro, og som Jokeren ser op til, men som han ender med at blive latterliggjort af.
I Gothams dunkle univers er de gode ikke nødvendigvis de bedste, og de onde ikke skurke af den simple grund, at det er de bare. Her skaber Gotham sine skurke. Arrogante rigmænd og offentlige nedskæringer gør folk sindssyge.
Arthur Fleck har en notesbog, han læser op af, han tror, det er hans jokes, men det er hans sindssyge tanker. Og i det hele taget leger filmen med virkeligheden. For hvad er sandt og falsk i en syg mands verden? Hvem ender med at dræbe Bruce Waynes forældre, så Bruce udviklinger sig til at blive Batman? Alt det får vi måske svar på.
Og imens kan vi nyde de klassiske, noir-billeder og mindes Martin Scorsese-film som Taxi Driver og The King of Comedy, begge med Robert De Niro. For det er tydeligt at se, hvor Joker-instruktør Todd Phillips har sit filmsprog fra. Karakterer, billeder og ikke mindst blues-rock som Cream, der lægger melodier til scenerne, er en direkte hilsen til den gamle mesterinstruktør. Og den hilsen er så langt fra de talrige action-superheltefilm, der bliver spyttet ud i disse år. Man kan kun håbe, at Joker sætter en ny, psykologisk scene for superhelteuniverserne.