Levantkaj skal både have kulturhus, havnebad, et halkompleks med svømmehal, foruden skole, kirke og boldbane.Nu sætter politikerne ambitionsniveauet for de mange nye faciliteter.
Forleden udnævnte BBC Nordhavn som den førende “5-minute city” i verden, fordi der angiveligt kun er fem minutters gang eller cykeltur til alt, hvad man som beboer har brug for.
Kender man Nordhavn, ved man at der stadig mangler et par faciliteter før ‘alt’ er i nærheden. Blandt andet en folkeskole, en kirke, en boldbane, et rigtigt havnebad, en svømmehal, en idrætshal og et kulturhus.
Alt dette vil Københavns Kommune gerne have plads til på det nye byudviklingsområde Levantkaj. For idræt og kultur er vigtigt, når man planlægger at bygge en helt ny bydel. Det ved kommunen af bitter erfaring fra byudviklingen i Ørestad og Sydhavn, hvor forenings- og kulturfacilliteter først nu er på vej.
Derfor har Kultur og Fritidsforvaltningen allerede nu lagt billet ind på at bygge i alt 4600 kvm. kulturfaciliteter på Levantkaj. Planerne omfatter et kulturhus, et havnebad, et halkompleks med svømmehal, en boldbane og et såkaldt kultur- og Læringscenter.
Ud til vandet på Levantkaj er det idéen at opføre et ”Havkulturhus”, med fokus på livet i, på og ved Øresund. I sammenhæng med kulturhuset skal der være havnebad. Kultur- og Fritidsforvaltningen skriver i en indstilling til politikerne, at sådan et “temakulturhus i særklasse med havet som omdrejningspunkt” bl.a. kan være kendetegnet ved:
- en stærk profil og unik arkitektur, der forbinder aktiviteter til lands og til vands.
- formidling af naturen i Øresund med akvarier inde og ude, et flydende stenrev mv.
- en tydelig forbindelse til vandet i kraft af et havnebad
- fokus på børn og unge (daginstitutioner og skolebørn) i hverdage og dagtimer.
- udflugtsmål for beboerne i Nordhavn og København generelt.
- forventes at kunne tiltrække turister primært i weekender og ferier som destination med aktiviteter i Levantparken
Det forventes, at et havkulturhus på Levantkaj kan blive en markant destination, og vil kunne tiltrække fondsfinansiering. Afhængig af ambitionsniveau og størrelse vil faciliteten koste 250-350 mio. kroner. Hertil kommer et havnebad, som vil koste 30-50 mio. kroner.
Halkompleks
Men her stopper planerne ikke. Levantkaj skal også have et ‘halkompleks’ med idrætshal, specialanlæg (idræt), svømmehal, foreningskvadratmeter og café. Placeringen bliver længere inde i den nye bydel i nærhed til metroen.
Det overvejes også at tilføje nogle ekstra ‘breddekulturhus’-funktioner i sammenhæng med halbyggeriet. Det kan være med tilbud som f.eks. bibliotek, kreative værksteder, lokaleudlejning, Borgerservice og café.
Dermed får Levantkaj på en måde to kulturhuse. Dette forslag fra forvaltningen skyldes, at der ikke kan bygges et fuldt Breddekulturhus i Levantparken ud til vandet. Der vil ikke være plads til det. Så nogle af faciliteterne skal indtænkes i halbyggeriet. Det vil være den billigste måde at skaffe plads til funktionerne, hvis de indgår i et andet byggeri, mener forvaltningen.
Politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget har 5. december nikket til planerne fra forvaltningen, som nu vil arbejde videre med et havkulturhus, indlede afsøgning af fondsmuligheder og justere på størrelse og ambitionsniveau i forhold til udgiftsniveauer og prissætning.
Lokalplanen for kulturtilbudene på Levantkaj forventes forelagt Borgerrepræsentationen i november 2025 og endeligt vedtaget maj 2026.