Når der 5. september er bydelsvejfest i Nordhavn, er det takket være en flok entusiastiske kvinder, som ikke lader sig stoppe af corona og smalle gader.
Det var egentligt Sussi Anderberg, der drømte om at lave silent disco i Nordhavn. Hun er nemlig grebet af den festform, hvor hver deltager med et par høretelefoner på hovedet danser med sig selv og hverandre på et bestemt sted i et bestemt tidsrum.
Jeg kontaktede Annette, fordi hun er sådan en, der laver en masse, siger Sussi og kigger over på Anette Friis Jakobsen.
I Nordhavn-kredse er hun ganske rigtigt kendt for at sætte gang i alt fra fællesspisning til vinterbadning, og hun var den helt rigtige at kontakte. Hun havde nemlig længe drømt om at lave en vejfest i Nordhavn.
Vi forestillede os hele Århusgade ved langborde og med silent disco bagefter, siger Sussi Anderberg.
Gruppen, som også består af Janet Gervas og et par andre Nordhavn-beboere, gik i gang med at søge tilladelse til at holde fest og søge penge hos lokaludvalget og Grundejerforeningen. Det fik de.
Men covid-19 var lidt af en hurdle, for hvad kunne vi forvente af den? Desuden var det vores debut, og vi anede ikke, om folk ville komme, siger Anette Friis Jacobsen.
Folks eget ansvar
Det ville folk gerne. I skrivende stund er der 149 der har meldt deres deltagelse på Facebook-begivenheden Bydelsvejfest Fællesspisning /Nordhavn Street Dinner.
Der behøver heller ikke være ret mange flere, der melder sig, for arrangørerne har lavet en grænse for antal deltagere på 180 personer, så Nordhavn ikke bliver smittehotspot på en aften.
Jeg synes, det er svært at have ansvaret for så mange mennesker, siger Anette.
Men det er jo folks eget ansvar i sidste ende, indskyder Sussi.
Politiet siger OK
Men det er ikke let at arrangere en fest flere måneder ud i fremtiden, når man ikke aner hvor mange, man må lukke ind.
At have telt til aftenen var også lidt af et problem, for brandmyndighederne tillader ikke at Århusgade afspærres. Desuden må telte ikke stå alt for tæt på beboelsesejendomme, og der skal være plads til at man passerer teltet udenfor på gaden.
Heldigvis fik Janet fat i et teltudlejningsfirma, som er vant til at arbejde i Københavns smalle gader og har styr på godkendelser og forsikring etc., siger Sussi.
Desuden har politiet godkendt eventen, og der er lejet toiletter til dem, der bor for langt væk til lige at kunne nå hjem et par gange i løbet af aftenen.
Selve aftenen forløber sådan, at man får en drink og snacks, men festdeltagerne har selv tallerkner, service og mad med til festen. Arrangørerne har sørget for borde og stole, og teltet kan stå i Bilbaogade uden at komme i karambolage med brandmyndighederne.
Øvelse gør mester, og komiteen er i topform igen næste år, når næste bydelsvejfest skal arrangeres. På spørgsmålet om de tre er med i komiteen, er svaret da også et rungende:
– Ja!
Billetterne til festen koster 50 kroner og kan købes vi Madbillet.dk. Børn er gratis men skal tilmeldes. Festen varer fra kl. 17 til 23.