Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Survival of the fittest

louiseHeldigvis behøver nogle af os ikke at betale for en overlevelsestur. Vi får den helt gratis i fritidshuset

• Forleden kom jeg til at kigge på forskellige sites for overlevelsesture, hvor deltagerne, oftest personer med firmatitler, skal kæmpe for livet i den nådesløse, danske natur:
    
’I vil gennemgå en intens weekend…’ ’toiletforhold og overnatning kan foregå under primitive forhold…’ ’en væsentlig del af totaloplevelsen er de løbende overraskelsesmomenter…’ ’I vil få en meget spændende oplevelse med udfordringer, adrenalin-kick og sved på panden…’
    
Pffffft! Tænkte jeg. Som om man behøver et eventbureau til dét. Man kan da bare tage en weekend i sommerhus. For hvis der er noget, der hærder os – mig selv og poderne – så er det et par dage (og nætter) i vores knap hundrede år gamle fritidshus; et hurlumhejhus med mærkelige rum, hemmelige skabe, sære karnapper, træk-og-slip-toilet, et totalt egenrådigt el-system samt ingen hårde hvidevarer produceret efter 1980. Hele herligheden er bygget i træ, er komplet uden isolering og har desuden sit eget, indendørs dyreliv. Efter en dags tid deroppe lugter vi alle af jord, gnaver-bæ og fugtigt træværk, og når vi vender hjem igen, er det med hår på brystet. Det skorter nemlig ikke på udfordringer og løbende overraskelsesmomenter, og jeg gad nok se en HR-konsulent takle en vinterweekend med os.

Sidste år, for eksempel, hvor nogen havde glemt at holde øje med olietanken og derfor ikke havde opdaget, at der ikke var noget olie i, før vi stod i huset, og det var for sent at bestille mere. I stedet tændte jeg op i den åbne pejs, og vi klumpede os sammen på madrasser på gulvet foran den. Super hyggeligt og en oplagt løsning på varmeproblemet, hvis det ikke havde været for den tykke røg, der samtidig væltede ind i stuen, og som gjorde, at vi blev nødt til at åbne alle vinduer for at kunne trække vejret. Resten af aftenen og natten lå vi, iført alt hvad vi havde af fleecetrøjer, huer, handsker og sokker – selv overvægtige chihuahua med alt for meget pels pissefrøs. Det var overlevelse, der ville noget, og ældste pode var stærkt begejstret over situationen. Mens han lavede gnister med sin alt for seje Bear Grylls Ultimate Pro Survival Knife, sendte han, ’hvis du aldrig ser mig mere’ sms’er til sin bedste ven, og da det dagen efter lykkedes mig at få skaffet en levering olie, var ældste dreng da også den eneste i selskabet, som ytrede sin skuffelse. (Selv var jeg mundlam af kulde. Og chok over den eksorbitante overpris en akut levering brændstof kostede.)

Ældste podes opfattelse af situationen gav nu meget god mening, for faktisk er det ret nemt at bilde sig ind, at man er afskåret fra civilisationen. Hus ligger på en grusvej uden belysning omgivet af træer i et område uden særlig mange helårsbeboere. Så når det er mørkt, er der virkelig, virkelig mørkt. For et par år siden lagde jeg dog mærke til, at de andre sommerhuse har sådan nogle sensorlys monteret, og da jeg helst ikke vil stikke ud, mere end højest nødvendigt, i sommerhus-grundejer-fritidsbeboer-foreningen, fik jeg fluks en lokal elektriker til at installere noget lignende. Med en rigtig god sensor, som jeg understregede. Jeg ved nu, hvad det betyder i praksis, nemlig at sensor ikke kun reagerer på hjorte og større dyr. Jeg får skam også besked, hvis en bille bare løfter et ben for at klø sig i armhulen. Og jeg lejer gerne mit sovekammer ud, hvis nogen skulle få trang til at opleve en nat med uforudsigelighed: Få ting holder en på dupperne, som et 400 watt spotlys lige i synet på vilkårlige tidspunkter natten igennem. (I mit tilfælde også ledsaget af dræberhunds hysteriske glammen. Hver gang). Så finder man edderbroderemig ud af, hvad man er lavet af – på en helt anden og mere hardcore måde end det planlagte natteløb for CEO’ere.

Endelig er der dyrelivet. Det vilde, det utæmmede, det man kun finder i den af mennesker uberørte natur. Og så inde i vores sommerhus. Nu er det ikke et særsyn, at man lige krydser veje med en mus ude i køkkenet, og når det gælder edderkopper, bænkebidere, ørntvister, fluer og andre bevingede insekter, ja, så er huset bestemt leveringsdygtig i alskens natur-oplevelser. (I en sådan grad, at poderne generelt nægter at træde ind over dørtærsklen, før jeg har støvsuget alle vegne, hvilket også inkluderer vægge og lofter.) Men da jeg her fornylig var alene deroppe, var der en sjælden livlig aktivitet. Ikke synlig, for den foregik inde bag trævæggen i stuen, til gengæld var det auditive output meget, meget tydeligt.
Det lød, som om en gnaverfamilie var ved at flytte om på møblerne i deres tilsyneladende vældigt rummelige hjem, derinde bag væggen, lige ved siden af sofaen, som jeg sad i. Det lød faktisk som en meget stor familie, ikke i antal men i størrelse. Et øjeblik overvejede jeg at google ”dyrearter, du ikke troede, kunne bo inde i din væg”, men besluttede mig for at lade være. Jeg havde egentlig ikke lyst til at finde ud af, at jeg måske havde en pungrotteklan eller fyrre generationer husmår blot ti centimeter fra mig. Desuden var det aften. Og mørkt. Og jeg var, som sagt, alene. Så jeg gjorde, hvad ethvert fornuftigt menneske ville gøre: Jeg pakkede bilen og kørte hjem til matriklen, hvor fauna er selvvalgt og til at overskue. Selv en overlevelsestur har sine grænser.
  

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 46 år gammel, har to sønner på 14 og 9 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Close

Translate »