Man bliver fyldt med højpandede tanker og psykedeliske tåger i frihedssøgende animationsserie om en lyserød teenagedreng, der tager på trips via en bio-organisk computer.
Titel: The Midnight Gospel. Skabere: Pendleton Ward & Duncan Trussell. Varighed: 8 afsnit mellem 20 og 35 minutter. Streaming: Netflix
Teenagedrengen Clancy bor isoleret i et lille hus placeret ovenpå en campingvogn med en supercomputer, der sender ham på rejser langt ud i den kosmiske rundkørsel, helt derud hvor hjulene bare drejer rundt, mand, og hvor hver en filosofisk tanke bliver vendt. Med naivistisk 70’er-flippet grafik i masser af farver møder han fremmede væsner i skæve universer.
I galakserne interviewer Clancy om livets store spørgsmål til sin Spacecast. Samtidig udspiller sig et plot. Den historie afspejler selvfølgelig samtalen. Filosofi bliver dermed blandet med velkendt amerikansk underholdning: Splat og mord i en pærevælling af gakket humor.
I afsnit 6 ud af 8 lander Clancy midt i et fængsel, højt og gråt som et middelaldertårn. Han møder et grønt væsen i en af cellerne, Bob, der har mistet sin tunge. Det fortæller Bobs sjæledyr, som er en fugl der indleder en samtale om buddhisme og reinkarnation. Den siger, at livet fundament er tomhed. At den tibetanske buddhisme er ikke-eksistentialisme. Der bliver lavet en analogi til ‘World of Warcraft’: Vi bruger flid og kræfter på en karakter, der ikke eksisterer. Livet er en byrde, fordi livet er forgængeligt. Vi ser en hvalp miste sin mor. Døden er en orgasme.
Samtidig udspiller en visuel historie sig, hvor Bob konstant bliver dræbt af fængselsvagter med pistoler, og så at sige bliver født på ny. Men for hvert liv kommer Bob et trin op i fængslet som i Platons hulelignelse.
Der er både komplekst hjernespind, masser af slapstick-humor og en dragende udvikling i ‘The Midnight Gospel’. Serien er lavet i et klogt, kunstnerisk samarbejde:
Adventure Time-tegneren Pendleton Ward står for den detaljerede grafik, mens samtalerne i serien er taget fra uddrag af interview med farverige, offbeat forfattere, tænkere og akademikere, som komikeren Duncan Trussel har interviewet til sin podcast, kaldet ‘The Duncan Trussell Family Hour’: en ugentlig lyttesalon med samtaler om psychedelia, konspirationer, kulte, det okkulte, porno, UFO’er, spiritualitet og alt andet fra overdrevet. Således er sjælefuglen forfatteren Jason Louv, der har skrevet en bog om Elizabeth 1.’s rådgiver John Dee og hans forhold til engle!
Seriens akilleshæl er imidlertid tempoet, for når den bestemt ikke lefler for vanlig amerikansk konservativ værdipolitik, lefler den for tidens trang til travlhed.
Det går stærkt, der er flere små sidehistorier, der sker noget for hvert klip og altid to ting på samme tid, noget fortalt i ord, andet i billeder, og det er muligvis en ironisk pointe, men det bliver af og til lidt anstrengende med fart over feltet i en dyb samtale om meditation, og som der så alligevel ikke bliver så rødvinsdyb endda.
Man skal i hvert fald holde tungen og lyttebøfferne lige. Eller se afsnittene to eller tre gange. Og så er det bare om at nyde begyndelsen fra første afsnit, hvor Clancy, forvandlet til lyserød kæmpe i Gandalf-hat, interviewer en præsident. Præsidenten elsker pot, vil legalisere det. Og skyder samtidig zombier i et storcenter, der selvfølgelig er en reference til ‘Dawn of the Dead’. Og det er langt fra det værste!
Korte filmnyheder
Tina Turner-doku går i detaljer med rædslerne
“Han fandt et eller andet, en bøjle for eksempel, og gennempryglede mig. Så kneppede han mig”. Sådan siger Tina Turner, ifølge pol.dk, i ny dokumentar ‘Tina’, der netop har haft premiere på Berlinalen. Doku’en fortæller hele historien. Ike Turner døde i 2007 af en kokain-overdosis, indrømmede at have banket hende, men nedtonede volden.
Fast & Furious-serien og Parasite fortsætter
De testosteronramte F&F film fortsætter, selv om de i en #MeToo-tid stinker langt væk af stenalder. En niende film får premiere til sommer, og der er spinoffs på vej. En af dem er en fortsættelse til den første spinoff-film ‘Hobbs & Shaw’, skriver Kino.dk. Også den sydkoreanske kunstfilmsucces ‘Parasite’ får to efterfølgere, afslørede instruktør Bong Joon-Ho i podcasten “The Director’s Cut”, skriver Filmz.dk.
Nomadland vinder Golden Globe
Chloe Zhaos ‘Nomadland’ med Frances McDormand i hovedrollen vandt årets Golden Globe. Det øger dermed dens Oscar-chancer, historisk set. Bedste ikke-engelsksprogede film gik til det koreansk-amerikanske drama ‘Minari’.