Boligbladenes tjekkede familier må lide af rengøringsvanvid. Eller tvangsneuroser. De bliver nødt til at lide af noget. Ellers kan vi andre jo ikke holde det ud
Af Louise Raaschou, skribent
Jeg har et meget ambivalent forhold til boligmagasiner. På den ene side elsker jeg at se de fede ting og blive inspireret af andres ideer. På den anden side bliver jeg voldsomt provokeret. Og hvis vi skal grave lidt i dén følelse, kan vi nok også finde noget usikkerhed frem, samt en fornemmelse af ikke at slå til. For der er nemlig ingen sammenhæng mellem min verden og det, jeg ser på de glitrede sider:
’…Peter, der er grafisk designer med eget firma, (som går forrygende), og Mette, der har sin egen gesjæft på nettet, (som også går forrygende), hvor hun sælger hjemmehæklede tehætter af økologisk alpakka-uld, nyder her en hyggestund i hjemmets køkkenalrum. I det børnevenlige pudehjørne leger parrets to børn, Storm og Viola på henholdsvis to og fire år sammen med familiens sorte labrador Hemingway….’
Det kan simpelthen ikke være rigtigt! Hvor bor de her mennesker? Hvordan kan de have to unger, køre selvstændige firmaer og stadig bo så pænt? (Og hund også, altså helt ærligt!?) Jeg ser ingen nedtrådte rosiner eller modellervoks på gulvet, sofabordet har ingen hak i pladen, og hvor er de sorte fingre – eller poter – på væggene? At et ’yndigt lille stilleben af vaser i douce farver på et antikt sølvfad’ overhovedet kan stå oprejst med børn i dén aldersgruppe, er mig et komplet mysterium. Desuden er der hverken hundehår eller pletter på den (’eggshell’) hvide sofa. Og hvordan kan man i det hele taget have en familiekonstellation som Peter og Mette og en hvid sofa? Samtidig? Ganske vist har jeg ladet mig fortælle, at bladenes stylister ofte har en finger med, når sådan en reportage bliver lavet. Måske medbringer de en lille vase, der passer perfekt til et stuehjørne; eller et sidebord får en ny plads, midlertidigt. Den viden hjælper bare ikke særlig meget på min selvtillid, for jeg er fuldt ud klar over, at det ville kræve andet og mere – langt, langt mere – end lidt Kähler-keramik, før mit hjem var værdigt til fire sider i et boligmagasin.
Jeg tror dog ikke, at jeg er den eneste, som ikke kan identificere sig med Månedens Lækre Bolig. Sandsynligvis er jeg heller ikke den eneste kvinde, (ja, os), hvis indre kritiker stikker sit grimme hoved frem og hvisker nedsættende, når jeg kigger op fra den ’farvekoordinerede gar-derobe hos Mette og Peter’ og får øje på Ikea-posen med vasketøj. Som i min virkelighed har stået på sofaen i tre dage og ikke umiddelbart ser ud til at blive flyttet. Jeg har nemlig bidt mærke i det: Mange kvinders vane med at undskylde ”rodet” eller ”her er bare så støvet”, når man træder ind ad døren hos dem. Nogle går endda så vidt, at de beklager den tort, man skal udsættes for i deres møgbeskidte hjem, allerede inden man kommer. For eksempel fik jeg en forhåndsundskyldning på sms af en mor fra skolen, da jeg en dag skulle aflevere noget til hende. Jeg måtte endelig ikke lægge mærke til nullermændene, stod der. Nu er jeg ganske godt bekendt med nullemænd. Herhjemme generer de mig ikke synderligt, før de bliver så store, at man faktisk burde navngive dem, så det måtte virkelig være grelt derovre, tænkte jeg og forberedte mig på det værste. Jeg fik ikke øje på én eneste, lillebitte støvkugle, der kunne klassificeres som en nullermand. Over kaffen undskyldte hun desuden for det ”kaos”, som også herskede i huset og henviste til spisestuen, der i øjeblikket stod halvtom, fordi rummet lige var blevet malet.
Måske ville hun, og os andre, have et mindre forvrænget billede af, hvordan et hjem skal se ud, før det er godt nok, hvis man i magasinerne blev præsenteret for mere realistiske boliger af og til. Det kunne bare være et særnummer, én gang om året: Hjem Vi I Virkeligheden Bor I:
’Louise Raaschou ses her i sit køkkenalrum, hvor det ikke er meningen at man kan se alle rengøringsmidlerne under vasken, men skabs-lågen faldt af for nogle år siden. Til højre aner man den lækre stue, som kun er lækker, mens billederne bliver taget. Inden da har Louise mokket tøj, legetøj, papirbunker og bøger ind i et af husets mange, dejligt store skabe.
”Jeg elsker mine skabe”, udtaler Louise, der desuden er super glad for reposen på første sal, som hun også bruger som improviseret pulterkammer til alt sit lort, når der kommer gæster, fordi der ikke er plads i skabene. Husets parketgulv er smukt patineret og bærer præg af børn og af Louises manglende lyst til at løfte tunge ting, hvis hun skal flytte dem. Enkelte steder brydes det elegante sildebensmønster af skjolder fra kaffe og/eller rødvin samt fra familiens hund, som har sat sig i hovedet, at den indimellem godt må tisse indendørs. Fuglefrø og fjer fra undulater er støvsuget op til anledningen. Louise har for ganske nylig fået sømmet antenneledningen, som alle skvattede i, fast til gulvlisterne; læg mærke til det utroligt kreative brug af alt for store søm. Hjemmets hvide vægge er malet med helt almindelig maling i farven hvid, og de afskallede hakker på karmene, har Louise selv stået for, når hun har bugseret rundt med et møbel. Den smukke Kähler-vase er stylistens…..’
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 45 år gammel, har to sønner på 14 og 8 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve