Ingen taler om den, men forbandelsen findes. Kø-forbandelsen. Og den sluger år af ens liv
• Godt så. Hvis jeg har givet det indtryk, at alle livets faktorer er uforudsigelige, så må jeg lige komme med en lille rettelse. For det er ikke helt sandt. Der er faktisk en enkelt ting i dagligdagen, jeg helt sikkert kan regne med. Som aldrig kommer som en overraskelse, og som jeg derfor efterhånden har lært at tage højde for. Om jeg har et ganske særligt talent for udvælgelse, eller om det blot er min tilstedeværelse, der sætter en kædereaktion af hændelser i gang, skal jeg ikke kunne sige, og årsagen er vel egentlig også ligegyldig. Fakta er, at en kø går i stå, det øjeblik jeg stiller mig op i den. Enhver kø. Altid. Måske er det en af gudernes forbandelser, en practical joke, (endnu én, supertak), for hvad er noget af det værste, man kan udsætte et utålmodigt menneske for? En kø, selvfølgelig! Gerne en kø, som trodser alle logiske rimeligheder i forholdet ventetid/faktiske ærinde og allerhelst – ha ha ha – en kø, der simpelthen bare holder op med at bevæge sig.
Det er ikke noget, jeg finder på, ama’r, det sker hele tiden: Jeg havner, for eksempel, bagved en KSMO’er (Kræver Sygt Meget Opmærksomhed), som lige inden min tur går i gang med sit show. Det kan være på apoteket, hvor et simpelt indkøb af Panodil Zap, foranlediger KSMO’eren til at spørge til samtlige lignende, smertestillende produkter. Hun skal have dem alle sammen, uden undtagelse, lagt op på disken med udtømmende forklaring om virkning, konsistens og dosis. For der var nemlig engang, hvor hun fik nogle andre tabletter, og de virkede ikke så godt, så nu er hun naturligvis lidt bekymret for at få de forkerte igen. Og den tålmodige farmaceut forklarer og gør ved, som var det en bil, konen skulle træffe beslutning om, og mit hår er blevet en halv centimeter længere, før der endelig bliver investeret. I den oprindelige pakke Panodil.
Jeg kender virkelig ingen andre, der lider kø-skæbne med den slags mennesker så ofte, som jeg gør. Om jeg så bare skal hente allerede købte bif-billetter i den dertil indrettede billet-kaffe-slik-butik-café, så står der en KSMO’er og forlænger noget, der burde tage 30 sekunder til et kvarter. Sidst var det en ældre dame og hendes voksne datter, der først meget nøje skulle studere alle sædernes placering i forhold til både lærred og indgang, (med udførlig forklaring fra den unge fyr bag skranken), og da de endelig havde truffet det svære valg og også købt billetterne, kom damen i tanke om, at hun jo også skulle have ikke bare et, men to gavekort, og ja, de skulle udstedes lige nu. Til sidst skulle damerne have to lattés, men inden bestillingen kunne laves, skulle de lige høre, om der var soyamælk, og hvis ikke, hvilke mælketyper var der så?
På samme måde kan jeg også være sikker på, at hvis der i supermarkedet er flere køer at vælge imellem, så stiller jeg mig i den, hvor Teis har sin første dag bag kassen. Og mens Teis ringer efter assistance, hver gang han har slået tre ting ind, øver jeg mig på min vejrtrækning og smiler. Jeg kunne ikke drømme om at snerre af ham, bare fordi han konsekvent bytter om på tasterne til henholdsvis tomater og blommer, for det er jo ikke hans skyld, at jeg er havnet i øve-køen. Det er mig, der bærer forbandelsen, og havde jeg valgt en anden kø, ville kassen dér bryde sammen, eller nægte at læse stregkoder, eller et tilbud var ikke blevet registeret, hvorfor en kunde skulle have det hele slået retur, eller den lokale ludoman havde valgt lige dén kasse, lige i dag, til at få kørt sine treogfyrre lottokuponer igennem og veksle eventuelt overskud til nye.
Heldigvis har jeg, som sagt, efterhånden lært at indrette mig efter min særlige kø-forbandelse, og jeg sætter altid god tid af. Til alting. En utilsigtet ulempe ved den fremgangsmåde er selvfølgelig, at man ofte kommer alt for tidligt til alting, men det har jeg vænnet mig til. Det er straks sværere for poderne, som begge sukker dybt, (de himler også med øjnene, jeg har set det), når vi er ved et bestemmelsessted, og jeg siger det samme hver gang:
”Nå men, vi er altså lidt i god tid.”
Men mine drenge kender heller ikke hele sandheden, og jeg er vis på, at tanken om en forbandelse ville jage dem en skræk i livet. Så må de hellere tro, at mor er neurotisk. Muligvis ville de nå frem til samme konklusion, hvis jeg fortalte dem, hvordan tingene hænger sammen, og jeg ville såmænd nok selv tænke det samme, hvis jeg ikke vidste bedre. Hvis beviserne ikke var så overvældende.
Jeg kan, for eksempel, stå på et burgersted og vurdere tre forskellige køer og menneskerne i den: Ser hende ved kassen ny ud? Er bon-rullen lige blevet udskiftet? Virker damen i dén kø stedkendt, eller skal hun have menuen forklaret? Har manden foran mig to eller tre børn med, og snakker de om, at de ikke vil have pickles på deres burger? Skal pigen derovre have pomfritter og i så fald: Hvor mange? Mine observationer lægger jeg til min erfaring og stiller mig derefter op den udvalgte kø. Som øjeblikkeligt går i stå.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 46 år gammel, har to sønner på 15 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
