Sandra, den lokale ejendomsmægler, ønsker at tage publikum med på en guidet tur i Nordhavn, for at vise dens unikke havnefront med arkitektur, fantastiske udsigt og luksuriøse faciliteter. Men Sandras historie er ikke den eneste – der er mange andre, der venter på at blive fortalt. Turen bliver afbrudt af forskellige lokale karakterer, der afslører deres ufortalte historier om havnen.
Alle nævner “Ariene” – en fantasifigur som de skal sige farvel til samme aften. Hvad vil der ske, når hun forlader havnen? Hvem skal de lokale beboere i havnen orientere sig imod? Og når hun er væk, hvad vil havnen så blive til? – Om et år? – Eller om hundrede år?
Det er oplægget til ‘OUT OF THE BLUE’ – En teatralsk vandretur i Nordhavn som finder sted tre aftener i august i Århusgadekvarteret. Forestillingerne er den del af programmet for Arkitekturåret 2023, hvor København er valgt som Arkitekturhovedstad af UNESCO i 2023.
‘Out of The Blue’ kombinerer interaktion, intime fortællinger og unikke lokationer for at skabe uforglemmelige minder fra havnen. Karaktererne, forholdene, tankerne og følelserne omkring havnelivet er inspireret af virkelige oplevelser fra ikke-skuespillere, der har deltaget i workshops og samtaler med teatertruppen Assemble Theatre Collective siden 2021.
Cirka 50 frivillige beboere har været med til at skabe forestillingen. Nogle af deltagerne er vokset op ved Nordhavn, andre er flyttet ind for nylig. Nogle af dem bor på vandet, andre har vandet og havnen som deres daglige arbejdsplads.
Ud fra deres historier har instruktør Carol Hayes og dramatiker Katinka Hurvig Møller skrevet et manuskript, som tager udgangspunkt i – og er en hyldest til – de forskellige menneskers oplevelser med havnen i centrum.
Publikum går langs vandet, fra Århusgadekvarteret og mod nord i retning af Skudehavnen. Mens publikum bevæger sig rundt mellem scenerne, vil de opleve mystiske og teatralske øjeblikke, som har en legende relation til vandet og som måske, måske ikke, eksisterer i virkeligheden. Fra talende måger til solbadende havfruer.
’Out of The Blue’ er instrueret af Carol Hayes, og stykket er skrevet af den danske dramatiker Katinka Hurvig Møller, som har stor erfaring med at arbejde med interviewformater og “real-life” stemmer. Skuespillerne er uddannet i Danmark, Finland, USA og Storbritannien. Forestillingerne foregår på ikke-avanceret engelsk, og to af forestillingerne bliver tolket for døve.
OUT OF THE BLUE
Spilledage:
11. august, 18. august, 19. august kl. 18.30
13. og 27. august kl. 15.00
9. september kl. 18.30
(27. August og 9. September bliver forestillingerne døvetolket)
Spillested: Aarhusgadekvarteret, Nordhavn – mødested vil blive sendt ud via e-mail til publikummet.
Varighed: Ca. 2 timer. Forestillingen foregår udendørs og publikummet går fra sted til sted. Samlet gåtid ca. 45 minutter med 10-15 minutters pauser mellem scenerne.
Sprog: Engelsk
Billetter: 150 – 200 kroner. Billeter kan købes på placetobook: tinyurl.com/assembletc og via https://arkitekturhovedstad.kk.dk/en/out-of-the-blue
Instruktør: Carol Hayes
Samarbejdspartnere: Ellen Paulig, Miriam Röstlinger Goldkuhl
Choreography: Alice Presencer
Dramatiker: Katinka Hurvig Møller
Sign Language Interpreters: Bo Hårdell og Ida Lund
Lyd: Sound By The Sound
Backstage: Sarah Faber, Caroline Oldham, Birgitte Brogaard
Producent/Arrangør: Assemble Theatre Collective er et kollektiv af danske og internationale kunstnere, etableret i 2019 af Carol Hayes.
Støtte: Projektet er støttet af Østerbro Lokaludvalget, Arkitekturhovedstad, Bevica Fonden og Kulturdistriktet