Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

The Revenant: DiCaprio i lidt for pæn Oscar-ansøger

revenant• Oscar-sæsonen er over os! Pludselig er de fleste af biografernes amerikanske film faktisk seværdige. Man kan næsten ikke bestille et sæde i biografen uden at støde ind i en halvt år gammel film, som pludselig er blevet udsat for fornyet interesse

2stjernerThe Revenant.  Instruktion: Alejandro González Iñárritu. Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Tom Hardy, Will Poulter m.fl.. Varighed: 156 min. Premiere: 21. januar.

Og lige nu er ’The Revenant’ den måske mest omtalte Oscar-nominering. Som det er med prisuddelinger handler det jo ikke kun om skuespillere, instruktører, komponister og effekt-designere, men også om en hel masse kendis-dyrkelse og politik. Med Leonardo DiCaprio i hovedrollen, er det ikke sært at mange har spekuleret på om ’The Revenant’ tager en statuette med hjem. Hvad der for mange er sært, er at DiCaprio endnu aldrig har vundet en Oscar for sit skuespil. Gennem mange nomineringer for flere storfilm, er han hver gang blevet overhalet indenom. Hvorvidt hans historiske andenplads betyder, at han fortjener prisen mere eller mindre, må være op til læseren og akademiets dommerkomité.

’The Revenant’ har i hvert fald mange af de kvaliteter en Oscar-film skal have; den foregår i Amerikas vilde vesten, har en nærmest usårlig og egenrådig helt, og er løst baseret på en sand historie. Vi følger pelsjægeren Hugh Glass (Leonardo DiCaprio), der er guide for et hold mænd igennem det snedækkede Nordamerika. Undervejs bliver gruppen delt op og tyndet ud af angribende Arikara-krigere. Under flugten fra de indfødte amerikanske krigere, bliver Glass angerebet af en gråbjørn, der flænser hans krop med tænder og klør. Hans søn Hawk (Forrest Goodluck) finder ham ved dødens rand, og laver en båre af grene og skind, så gruppen kan trække ham efter sig. Ude af stand til at bevæge sig ser Glass, hvordan den egoistiske John Fitzgerald (Tom Hardy) myrder hans søn, og forsøger at skjule det for de andre. Af frygt for Glass’ reaktion når han igen kommer til sine kræfter, forsøger Fitzgerald at efterlade Glass.

Dette er starten på et næsten to timers langt hævntogt for den efterladte, halvt begravede og ødelagte Glass. Resten af filmen er mere eller mindre én lang blanding af storladne naturbilleder og close ups af Leonardo DiCaprios stønnende kamp imod døden. Jeg vil ikke afsløre slutningen, men I kan nok regne ud hvad der sker.

Instruktøren Alejandro G. Iñárritu overtog ’The Revenant’ efter en række startvanskeligheder, men gør et fremragende arbejde langt hen ad vejen. Der er en intensitet i DiCaprios skuespil, der bærer filmen langt. Hans smerte virker ægte, selvom hans guddommelige overlevelsesevne måske ikke er det.

I et forsøg på at dvæle ved den rå natur, er filmen meget langsom. Hvis det ikke var fordi at Terrence Malicks ’Knight of Cups’ får premiere i marts, så kunne jeg let have troet, at han stod bag ’The Revenant’. De langsomme polerede kameraindstillinger og Iñárritus lid til vage visuelle symboler giver ikke plus-point i min bog. Historien kan ikke bære det, og man efterlades lidt med samme følelse som når man spiser en overdekoreret kage – den er flot at se på, men bare de dog havde brugt lidt mere tid på smagen. Hvis ’The Revenant’ går hen og vinder Oscaren for bedste film så er det fordi, den taler til noget helt centralt i den amerikanske selvforståelse – en oprindelseshistorie om en ægte hårdtarbejdende amerikaner, der med ren individualistisk råstyrke overvinder naturen, og de der foruretter ham.
Desværre kommenterer filmen ikke på de grusomme forurettelser af indfødte amerikanere eller den nordamerikanske bøffel, selvom det flere gange ligger lige til højrebenet. Det er måske nok for Oscar, men jeg ønsker mere af film end polerede billeder og overnaturlig overlevelsesevner.

Close

Translate »