Med danske Claes Bang i hovedrollen udstiller Cannes-vinderen velfærdsstatens hykleriske elite, som frygter underklassen, svensk censur og dyriske aber
The Square. Instruktør: Ruben Östlund. Medvirkende: Claes Bang, Elisabeth Moss, Dominic West, Terry Notary. Varighed: 142 minutter. Premiere: 23. november
• Der bliver taget dybt pis på den kulturelle elite og de politisk korrekte i 2017’s Cannes-vinder.
Danske Christian er kurator på et kunstmuseum i Stockholm, hvor filmens kaos udspiller sig. Professionelt er alt perfekt. Blazeren, den åbne skjorte, det trimmede skæg og de rigtige holdninger. Men set fra skærmen er hans verden et dyrisk kaos af komedie.
Først skal dekadencen udstilles. Kunstmuseets nye udstilling gør op med den klassiske kunst. En statue af en konge på hest falder til jorden. Den erstattes af en tegnet firkant i asfalten. En firkant, hvor alle kort sagt skal være gode ved hinanden, når de træder ind. Give me a break!, tænker man som seer, og det samme gør de lidt for smarte sociale-medie-assistenter på museet.
“Hvis det skal i medierne, skal det have kant,” siger de til Christian, mens en baby absurd skriger i baggrunden under mødet.
En del af det kaos, som på manisk vis råder filmen igennem, der med sin titel ‘The Square’, eller firkanten, vil fortælle, hvordan vi forsøger at ramme verden ind i korrekt orden. Om det er med tal eller med moral. Uanset at anarkiet har overtaget.
Christian er overbevist om sine korrekte holdninger, da han ved et tricktyveri bliver berøvet på gaden. Absurd nok kan han følge sin telefon via computeren hele vejen til et ghettoområde i syd, hvor indvandrerne bor.
Kuratorens moral kommer på prøve, da en kollega overbeviser ham om at smide trusselsbreve til hver og en i højhuset. Han er jo trods alt ikke politisk korrekt svensker, lyder et af argumenterne.
“Aflever min pung og telefon på 7-Eleven, eller jeg kommer efter dig”, står der på sedlen, da vi ser Christian løbe fra etage til etage med trusselsbreve ned gennem husets gelændere, der set fra oven danner symbolske firkanter. Udenfor står en indvandrerbande på lur, mens en kollega venter i den eldrevne luksus-Tesla.
Scenen er lang, og filmen er fuld af den slags overraskende originalitet, med på en gang skrækindjagende og stærkt humoristiske scener.
I en PR-youtube video går en lille pige med en kattekilling ind i firkanten og sprænger i atomer. Skal seeren grine eller græde? Denne anmelder skreg provokerende af grin, mens publikum tog det tungt. Hvor går grænsen mellem alvor og humor? Hvad vil Ruben Östlund sige om ytringsfrihed?
En anden inciterende scene, som måske er filmen eller ligefrem årets vigtigste, skal stuntskuespiller Terry Notary fra blandt andet ‘Abernes planet’ optræde som vilddyr i en fisefornem middagsforsamling på kunstmuseet. Han hopper rundt på alle fire truende mellem bordene og vinglassene. Det bliver for os seere en festforestilling med det dannede over for det dyriske.
Filmens svenske instruktør, Ruben Östlund, er kendt for at revse samfundet i sine film. Særligt instruktørens seneste mesterværk ‘Force Majeure’ om urmandens selvudslettende rolle i samfundet, gik lige ind.
Denne gang står mandens maskuline klæder også for fald, da en lille indvandrerdreng møder op i Christians opgang med trusselsbrevet og sætter ham på plads. Eller da Elisabeth Moss på feministisk facon kræver kondomet med sæd efter sex. Jo, han er en elendig elsker, der kommer for tidligt, og han vil heller ikke aflevere sit kondom!
Lyder filmens handling ikke voldsomt spændende? Måske ikke. Men hver og en scene insisterer på blive set igen. For både hovedet og humoren.
3 svenske klassikere:
Force Majeure (Ruben Östlund, 2014)
I Ruben Östlunds seneste film er manden også et pjok. Da han, konen og børnene er på skiferie, styrter et snebjerg sammen fra skihotellets terrase. Moderen tager børnene til sig og beskytter dem med kroppen, mens manden flygter. Snefaldet viser sig at være en gimmick.
Filmen igennem anklager hun ham for at være en fej kryster, og langsomt nedbrydes manden under ferien. Og først til sidst kommer det feministiske hykleri til syne. Filmen er en klar henvisning til samfundet om den bløde mand, hvis dyriske sider er tvunget i skjul af tidens stærke kvinder.
Det syvende sejl (Ingmar Bergman, 1957)
En besunget klassiker i filmens verdenshistorie. En tempelridder, Max von Sydow, og hans væbner vender tilbage fra korstogene til et pestramt Sverige. Her møder Max von Sydow døden. Klædt i sort kappe og hvid ansigtsmaske. Tempelridderen overtaler Døden til at spille skak om hans skæbne. På den måde kan han i det mindste udsætte sin skæbne.
Filmen er som en road movie. Gennem Sverige møder makkerparret skæbner som puritanske troende, der pisker sig selv og livsbekræftende gøjlere. På sin rejse fortsætter skakspillet over en eksistentiel snak om livet og døden. Heldigvis er filmen trods tunge, filosofiske temaer fuld af humor og glæde. Som vi kender Sveriges numero uno, Ingmar Bergman.
Fucking Åmål (Lukas Moodysson, 1998)
To skolepiger forelsker sig i hinanden. Av for den. Første gang jeg så filmen var som 13-14-årig i min fritidsklub i slutningen af 90erne, og jeg var dybt betaget. Den ene er populær og udadvendt. Den anden er indadvendt og står over for mobning. Særligt da hendes forelskelse bliver opdaget.
Som i den franske nyklassiker, Adèles liv, viser filmen homoseksuelles stadige udfodringer i en moderne verden. Selvom filmen er tyve år gammel, er den stadig relevant, og kan med sit gribende skuespil og dejligt enkle fortælling både ses af unge og voksne.
MERE OM DETTE EMNE:
