Selvbetjening for abonnenter

[maxbutton id="1"] I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

‘Til alle de kvinder, du er’ – jeg er bare ikke nogen af dem

louiseMan kan godt prøve at lave om på sig selv. Succesraten er dog forsvindende lille

• ”Til alle de kvinder, du er”, står der på et af de magasiner, jeg kan se på bladhylden hver uge, og i lang tid forvirrede budskabet mig lidt. Jeg fik den tanke, at andre kvinder, hver især, har mange, mange forskellige – men alle lige fascinerende – typer indeni. Måske er de uhyre sammensatte individer med et væld af personligheder? Fitnesselsker den ene dag, festabe aftenen efter, tilbagelænet én uge og i pyntepude-mood den anden, har styr på tingene, når det kræves og er vidunderligt ligeglade, når der igen fordringer er.

Og da jeg, i modsætning til alle mine kønsfæller åbenbart, de sidste mange år kun har kunnet lokalisere én (1) personlighedstype inde i mig selv, har min selvtillid faktisk været en anelse drænet. Men så nærlæste jeg bladet, og lignende blade, og min første tanke var ’pyha!’ For ’alle’ de kvinder, er ikke forskellige typer kvinder. De er bare én type, som i bladene får tips til at indrette verden alt efter den type, de nu er – i et skræddersyet univers uden paradokser: Opskriften på ’rabarberkage med marengslåg’ efterfølges ikke af ’10 desserter du ikke behøver at lave selv’. Et tema om skønne havefester for vennerne vil aldrig indeholde tips til en ligeså skøn havefest med vennerne, blot uden at man først har banket en lounge-oase af puder op, mikset drinks af hjemmelavet hyldeblomst og hvidvin (meget lidt hvidvin) og råmarineret friske tunbøffer til grillen. (Ej heller førstehjælpsfif til grillristen, som ikke er blevet renset siden hotdogsne brændte på sidste år, kan man finde). I et autoritativt indlæg spørger en psykolog, om ”du har været nærværende med dit barn i dag?” Men ingen steder kan man læse: ”Råbte du af dit barn i dag? Det er sgu’ okay, det sker for os alle”. De ’fire yogaøvelser, der forbedrer dit sexliv’, kunne passende suppleres med ’drop øvelserne og brug energien på at knalde din mand i stedet’ bare til os, der aldrig hilser på solen, heller ikke med vores bækkenbund. Og endelig ville jeg helt personligt sætte pris på nogle gode råd om, hvad man stiller op, når man ved festlige lejligheder er kommet til at fortælle for mange private pinligheder til mennesker, man egentlig ikke kender. Kan det klares med en sms? Eller skal der en gavekurv til?

På den anden side er fraværet af lige den form for hjælp måske ikke så mærkeligt; årsagen er utvivlsomt, at opskriften på de hjemmelavede drinks kræver så lidt hvidvin. Men på trods af at den (eneste) kvindetype, jeg er, helt åbenlyst ikke er målgruppen, så var læsningen alligevel en positiv oplevelse, da det i det mindste ser ud til, at andre kvinder også kun har en personlighed. Og deres er nok også vanskelig at lave om på. Man når nemlig et punkt – det har uværgerligt forbindelse til ens alder – hvor det er for sent: Sandsynligheden for, at jeg pludselig springer ud som ikke-rygende, marathon-trænende, ypperligt-planlæggende forældrerådsrepræsentant er dermed lille. Meget. Meget. Lille. Alligevel forsøger mange af os at genopfinde os selv på den ene eller den anden måde. For eksempel får en god bekendt med jævne mellemrum den idé, at hun er typen, der går med store hatte om sommeren. Hvorfor hun med nogle års mellemrum skaffer sig flere af slagsen og hver gang må erkende, at hun overhovedet ikke er typen, der går med store hatte. (’sådan holder du en skøn havefest for vennerne, mens du er iført en stor hat’). Heller ikke om sommeren.

Selv mente jeg pludseligt, at jeg er forælder-typen, som tager med, da yngste pode for nylig skulle på et døgns lejrskole med hele sin 2. klasse. Sammen med treogtyve unger og nogle andre forældre, oksede jeg rundt på et vandrerhjem i Helsingør og forsøgte at mase min faktiske type ind i de forventede rammer for arrangementet. Og der var da nogle velfungerende overlapninger mellem mig og de andre forældre: En af fædrene hentede således vin fra bagsmækken relativt tidligt på eftermiddagen, hvilket jeg opfattede som et overordentligt sympatisk personlighedstræk. Han var så ikke typen, der sad med smøg og rødvinsglas samtidig med, at han holdt øje med ungerne – det var de andre voksne heller ikke. Da det på et tidspunkt i løbet af aftenen slet ikke var til at give børnene en besked, fordi de var overtrætte og lykkeligt oppe at køre, var det min personlighedsvariant, som højt råbte, at de skulle holde mund. Ikke at det hjalp; de eneste, som tav, var de andre forældre. Senere, da alle børn sov, og vi voksne snakkede, viste det sig derudover, at kun én bestemt forælder-type havde drukket lidt for meget vin og derfor mente, at kønsbehåring som samtaleemne var både oplagt og super passende. Det vil jeg gerne beklage. Virkelig. Det vil nok også være smart, hvis der går en jævn tid, før jeg igen forsøger at fremstille mig selv som typen, der tager med på lejrskoler – eller nogen som helst anden form for aktivitet, som kræver planlægning og pli, for den sags skyld.

Det er bare ikke en af de kvinder, jeg er.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 45 år gammel, har to sønner på 14 og 9 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Close

Translate »