Til sidst strikkes tyve centimeters sindsro

Intet er så afstressende som en kreativ hobby. Forudsat at man vælger den rigtige

Af Louise Raaschou

Vi ved det jo godt. Sundhed er andet og mere end blot den fysiske krop, for tingene hænger sammen, og derfor skal man heller ikke kimse af sit mentale helbred. Tværtimod bør man pleje sin psyke på lige fod med korpus og dermed yderligere formindske risikoen for at blive ramt af folkesygdomme som stress, nedtur, udslæt (stress-relateret) eller kedsomhed i ægteskabet. Den gode nyhed er, at man hverken behøver mindfulle den eller tage i latterklub for at udøve mentalhygiejne – faktisk er én aktivitet helt særlig effektiv: En hobby!
    
En kreativ hobby er noget nær en nødvendighed, ifølge diverse undersøgelser, hvis man skal gå gennem livet som et velafbalanceret menneske. Og da jeg til stadighed stræber efter at nå denne den ypperste tilstand, har jeg kastet mig over diverse kreative projekter. For længst, faktisk. Nu, når jeg tænker over det, så burde der efterhånden være kommet nogle indbetalinger ind på min zen-konto, for jeg synes ikke, jeg har været nærig med kreativiteten.
For eksempel har jeg strikket. En hel del. Netop strik er på top 10 listen over afstressende, kreative fritidsinteresser, så jeg forstår ikke helt, hvor min balance bliver af. Men måske er det fordi, jeg ikke gør det rigtigt, for jeg forstår ofte heller ikke ret meget af strikkeopskrifterne.
   ’…Strikkes magen til det venstre blot spejlvendt og efter ribben fordeles m således: 16 m fra pil b til den yderste pil i venstre side, derefter de 28 m fra den yderste højre pil fra pil a og en km….’
   
Hvad f…..? Er ofte min umiddelbare tanke, når jeg forsøger at dechifrere koden for noget, der vistnok skal blive til en ”skøn vams,” selv om det er svært at se for sig, så længe et halvt garnnøgle har viklet sig forkert rundt om mine albuer, og jeg ikke fatter, hvordan man skal kunne lave det meget detaljerede vinterlandskabsmønster af resten.
Men fordi strik jo heldigvis er så utroligt afslappende, finder jeg som regel en stoisk løsning: I stedet for at kyle garn og pinde og hele lortet ned på gulvet, ignorerer jeg blot de mange ’lmsk, 1 r m, snoet, gentag baglæns de næste 86 pinde..’ Og strikker ligeud i stedet. Sådan. Resultatet bliver aldrig som på billedet, til gengæld får jeg altid nogle helt særlige, aparte designs, som jeg nødigt viser mig i uden for matriklen. Kun herhjemme ifører jeg mig mit strik. Sammen med min ro.
   
Men hvorfor begrænse sig til garn? Man kan jo også male på glas! Hvis man totalt overvurderer egne evner, så kan man især male på glas. Skulle nogle have undret sig over, hvorfor deres ungers malede glas-kreationer fra fritten ser så ubehjælpsomme ud, så kommer forklaringen her: Det er absurd svært at male på glas. Selv hvis man efter de første forsøg sænker sine ambitioner, (okay, ikke et paisley mønster i violette nuancer alligevel; bare en sol), er det stadig absurd svært at male på glas. Og samtidig lidt af en udfordring at opnå indre harmoni, når den mest fremherskende følelse er skrige-vrede over, at man ikke engang kan male en sol, som ligner en sol, for filan, altså, hvorfor vil den åndssvage maling ikke dække ordentligt?
Lige dén hobby blev ganske kortvarig. Den gjorde overhovedet ikke noget godt for hverken min sindstilstand eller min selvtillid, og ingen steder herhjemme står der eksempler fremme på min glaskunst. Jeg har desuden fortrængt den mindre formue, jeg i sin tid lagde i Panduro, mens jeg stadig troede, at jeg var glasmalernes Michelangelo.
   
Næh, så var der straks mere boost til egoet, da jeg i en periode slog mig på Mandalategning; de smukke, avancerede mønstre og billeder, man blot skal farvelægge. Så sad jeg der med yngste podes farveblyanter og farvede og gjorde ved, og det blev rigtig fint, for er man bare i stand til at tegne inden for stregerne, kan det ikke gå galt. Mandala bliver omtalt som tegneterapi, intet mindre, og det var da også en meget fredelig oplevelse. Det var virkelig meget, meget…stille. Virkeligt stille. Og meget. Meget. Kedeligt. Efter det første landskab-med-blomsterranker-og-en-masse-små-fugle-og-også-nogle-feer, pakkede jeg farveterapien sammen. Jeg har aldrig set mig tilbage.
   
Men når det nu er så godt for sjælen med noget krea i fritiden, priser jeg mig lykkelig over, at jeg i det mindste ikke har valgt nogle af de helt dyre hobbies. For nok kunne man have købt et par ret lækre sko for det beløb udstyret til at skabe den pinagtige glas-sol kostede, men det kunne have været værre. Jeg kunne for eksempel have sat mig i hovedet, at min mentale sundhed skulle tilvejebringes som amatørfotograf.
Og da jeg generelt ikke har en særlig velfungerende stopklods, ville jeg sikkert også gå lidt for langt i den nye hobby. Jeg ville sandsynligvis først investere i kamera og linser og zoom og kamerastativ og fototaske (og en fotografvest), før jeg overhovedet tog det første billede – mens jeg glemte alt om, hvor udfordrende det er at holde styr på et garnnøgle.
Jeg kan se det for mig: Hvordan kamerastativ ville vælte, linser knække, kamera sidde fast i fotografvest-lomme og mig arrigt tap-svedende, lysår fra harmoni og velvære.
   
Så jeg tror bare, at jeg holder mig til noget, jeg kan. Jeg har jo også lige købt garn til den skønneste uldfrakke med hætte, hjertemønster og frynser – det skulle nok afføde timevis af indre ro og balance.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 45 år gammel, har to sønner på 14 og 8 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.