Fra 105 til 44 kvadratmeter: Tina og Vera er lykkelige for deres nye ‘Simple Living’ Style på Sundkaj. Du får energi og ro ved at skille dig af med alle de ting, du alligevel aldrig bruger.
Tina Pårup og og hendes datter Vera flyttede i marts 2020 ind i deres nye bolig på Sundkaj. Tina havde allerede købt den lille stuelejlighed som projektbolig et år tidligere og forberedt sig grundigt på at flytte fra en lejlighed på 105 kvm. på Østerbro til de 44 kvm. som der var at gøre godt med på Sundkaj.
“Jeg havde længe været optaget af begrebet Simple Living, ligesom der findes et stort community på nettet omkring ‘tiny homes’. Jeg fik lyst til at prøve de tanker af i virkeligheden. Jeg var selvfølgelig noget bekymret for, om det virkelig kunne lade sig gøre at leve med så få ting og så lidt plads – men det er lykkedes vildt godt,” siger Tina.
Sengeskab og vægpejs
Det ene af de to rum i boligen er om dagen spisestue med plads til seks og har udgang til den store terrasse. Langs den ene væg står sengeskabet – et møbel som indeholder en god seng til Vera og en lang hylde, hvor hun kan have sine ting. Det tager få sekunder at indrette hendes værelse. Bordet skal lige rykkes lidt til side, så kan sengen vippes ned.
Det andet rum i boligen er kombineret køkken, dagligstue og soveværelse for Tina. Den enkle og brede sofa kan trækkes ud og blive til en seng. Ved siden af er der plads til en lille lænestol. På væggen sidder en rund vægpejs hvor flammerne giver en hyggelig stemning. Langs den anden væg finder man et fuldt køkken.
“Vi har alt have vi har brug for her. Vi skal bare huske oprydning. Tingene kan ikke ligge og hobe sig op. Vi har lært at lave en aktivitet ad gangen, og så sætte tingene på plads, før vi går igang med noget andet. Det er en god øvelse. Det giver ro i sindet,” siger Tina.
Alt det som er ‘på vej ud’
Tina havde alt for mange ting, da hun skulle flytte.
“Jeg måtte skille mig af med meget tøj – det gik meget godt da jeg først sagde til mig selv “sig farvel til alt det, som du alligevel aldrig bruger”.
Den samme regel kom til at gælde for bøger, billeder, lamper osv.
“Jeg måtte prioritere benhårdt. Men når man har mere plads, har man faktisk mange ting, som ‘er på vej ud’. Du ved at du ikke har brug for dem længere, men de får lov til at stå og samle støv i nogle år, før de kommer på genbrugspladsen”.
Det giver frihed
Indretningen er inspireret af ‘Feng Shui’ som er en kinesisk filosofi om at boligen er med til at harmonisere mennesket.
Tina har aldrig været storshopper, men sætter pris på at have pæne ting omkring sig. Simple Living betyder for hende, at hun får mulighed for at købe pæne ting, som har bedre kvalitet, som holder længere, og som måske kan sælges videre. De skal ikke gemmes væk.
“Hvis jeg får noget nyt ind, må jeg sige farvel til noget andet, som skal ud.”
Hun er vokset op på en landejendom med masser af plads og hun fik mange af de ting, hun ønskede sig.
Nu prøver jeg at lære Vera, at man slet ikke behøver så mange ting. Men at man kan få stor glæde ud af færre, men smukke og betydningsfulde ting. Vi sparer penge ved ikke at købe så meget hele tiden. Det giver frihed.”
Grønt område og kanal på vej
Tina bor ikke ud til kajen, men ud til Klubiensvej. Det gør ikke noget. Snart laves den grønne kile mellem boligerne og pakhusene, og vejen udenfor hendes terrasse bliver nedlagt. Lidt længere henne om hjørnet bygges der også en kanal på tværs af Sundmolen, så vandet kommer endnu tættere på.
Hun fortryder ikke at hun tog springet til de 44 kvadratmeter i Nordhavn.
“Jeg elsker at bo her! Der var også fredeligt på Østerbro, hvor jeg har boet i 10 år, men her i Nordhavn er der endnu mere ro, og så er der et stærkt community og fællesskab – masser af ressourcestærke mennesker, som starter aktiviteter – og tæt på vandet. Jeg er vild med det.”