Marinarkæologer har fundet to bevaringsværdige skibsvrag i sejlrenden Svælget syd for Prøvestenen. Det ene vrag er dateret tilbage til 1329. Det andet, som havde lasten fuld af mursten, vurderes at være fra slut 1700-tallet eller start 1800-tallet.
De to fund er gjort i forbindelse med, at marinarkæologer fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde, siden 2021 har foretaget arkæologiske undersøgelser på havbunden omkring Lynetteholm, for at sikre historiske fund.
Arkæologerne har opsamlet havbundsprøver fra i alt 2.144 positioner. Samtidig har man undersøgt havbunden syd for Prøvestenen, hvor en sejlrende kaldet ‘Svælget’ skal uddybes i forbindelse med, at Lynetteholm anlægges.
Der var her at de to fund blev gjort. Og i dag blev de første dele af skibsvraget fra 1800-tallet fragtet til konservering på Vikingeskibsmuseet. Det sker kun en eller to gange hvert 20. år, at skibsvrag udgraves i dansk farvand.
“Det har været vigtigt for os at sikre os, at anlægget af Lynetteholm selvfølgelig tager højde for, at der kan ligge kulturarv eller vigtige historiske artefakter i området. Selve skibet, som vi i dag er begyndt at tage op ligger et godt stykke fra Lynetteholms kommende perimeter og får derfor ikke indflydelse på anlægsarbejdet ved Lynetteholm,” udtaler Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.
Vragene ligger 12 meter under havets overflade. De er blevet dokumenteret og opmålt, og derefter skilt ad i mindre dele, som er bragt op til vandoverfladen. Her pakkes de ind i plastik og fragtes til museet i Roskilde. På museet placeres vragdelene i specialbyggede kar fyldt med vand, så vragstykkerne bevares indtil der er tid til at undersøge dem nærmere.
Det ventes at tage lidt over fire måneder at flytte de to skibsvrag fra havbunden.