Grundejerforeningen i Århusgadekvarteret har bedt Østerbro Lokaludvalg om hjælp: Skriv til politikerne, så vi kan få et offentligt toilet på Hamborg Plads!
På lokaludvalgsmødet onsdag aften 24. januar drøftede Østerbro Lokaludvalg en henvendelse fra Grundejerforeninen Århusgades formand Bente Hyldahl Fogh, hvor foreningen beder lokaludvalget om at støtte etableringen af et offentligt toilet på Hamborg Plads. Foreningen ønsker at lokaludvalget anbefaler projektet overfor Teknik- og Miljøudvalget.
I brevet påpeger grundejerforeningen at der er stort behov for det offentlige toilet, da der i sommerhalvåret er mange besøgende omkring badezonen. Beboerne i området oplever store gener ved de manglende toiletter, da de besøgende ser sig nødsaget til at finde andre løsninger, med lugtgener til følge.
Toilet placeret forkert sted
Københavns Kommune har tidligere afsat midler til et et offentligt toilet ved Skt. Petersborg Plads, og By & Havn havde også etableret vand og afløb til toilettet. Men det viste sig, at Københavns Kommune ikke har lovhjemmel til at opføre og drifte et offentligt toilet på privat grund, og Skt. Petersborg Plads er overtaget af grundejerforeningen.
Igennem længere tid har Grundejerforeningen haft møder og brevveksling kommunen, som til sidst foreslog at opføre et offentligt toilet på Hamborg Plads i stedet for. Den løsning er der bare ikke afsat penge til. Toilettet vil koste mellem 700.000 og 1.000.000 kroner at opføre.
Det er ikke rimeligt
“Lokaludvalget finder det problematisk, at driften af fællesarealer pålægges lokale grundejerforeninger – særligt når der er tale om byområder med en høj andel af besøgende udefra. Det er ikke rimeligt, at beboere i området skal betale for renovation og drift af toiletter, som primært skyldes et stort antal besøgende der kommer fra hele hovedstadsregionen”, skiver lokaludvalgets formand, Allan Marouf, nu i brevet til kommunen.
Henvendelsen bliver afsendt hurtigst muligt, da Borgerrepræsentationen i februar måned skal fordele overskydende midler fra sidste års kommunale budget – den såkaldte overførselssag. Og her skal forslaget tages med til forhandlingsbordet, mener lokaludvalget.