Teknik- og Miljøforvaltningen erkender, at kommunen skal opføre og drive et offentligt toilet i Nordhavn. Men toilettet kommer ikke i år. I stedet laver kommunen en midlertidig løsning på Göteborg Plads.
Grundejerforeningen Århusgadekvarteret holdt 15. maj et møde med Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning om manglende offentlige toiletter. Et problem som kun bliver større når badesæsonen ved Sandkaj starter for alvor.
Forvaltningen havde godt nyt. Efter flere måneders sagsbehandling er der lavet en midlertidig løsning for sommeren 2023, som indebærer at der fra 22. maj og frem til 31. august opstilles en toiletvogn på Göteborg Plads.
Toiletterne vil blive rengjort tre gange pr. dag og tømt én gang ugentligt – med mulighed for akut-tømning hvis det konstateres nødvendigt af rengøringen.
“Det er vi tilfredse med. Men en enlig svale gør jo ingen sommer, og derfor er der fortsat brug for en permanent løsning. Vi er orienteret om , at der nu seriøst kigges ind i en permanent løsning, som kunne være på Hamborg Plads, som ejes af Københavns Kommune, men det kan ikke bekræftes endeligt. Der er også økonomiske barrierer, der skal overvindes. Vores lille toiletsag skal derfor på budgettet 2024 og vedtages her for at kunne realiseres,” fortæller Bente Hyldahl Fogh, formand for Grundejerforeningen Århusgadekvarteret.
I flere måneder har grundejerforeningen efterlyst handling fra kommunens side. På Skt. Petersborg Plads har By & Havn lavet installationer til et offentligt toilet ved legeparken (foto herover), men kommunen vil ikke opføre det, fordi det så vil ligge på en grund ejet af grundejerforeningen. Et nyt regelsæt betyder nemlig, at kommunen kun vil opføre og drive toiletter, hvis de ligger på kommunal grund.
“Grundejerforeningen fortsætter dialogen med Teknik- og Miljøforvaltningen og presser på hvor vi kan, for at finde en permanent løsning,” siger Bente Hyldahl Fogh.
Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve