GRATIS: Fredag aften var EU’s udenrigsministre inviteret til middag på Restaurant Silo i Nordhavn. De mange ministre ankom med båd til Fortkaj og gik gennem kvarteret.
Ministrene er samlet i Forum i København denne weekend til et såkaldt uformelt ministerrådsmøde. Fredag aften blev de inviteret på middag af den danske Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Deltagerne mødtes ved Kalvebod Brygge og sejlede i to havnerundfartsbåde til gennem havnen til Fortkaj i Nordhavn. Her stod de af og gik igennem Århusgadekvarteret til Restaurant Silo, hvor der var middag 70 meter oppe.
Det var et såkaldt “Sikkerheds-niveau 5 arrangement”, hvor hele Nordhavn var vidne til et kæmpe opbud af politi og sikkerhedsvagter. Gæsterne blev kørt hjem i busser ved 21.30-tiden.
Som en del af det danske EU-formandskab er Danmark i denne weekend vært for to såkaldt uformelle møder i Forum i København, ét mellem alle udenrigsministrene og ét mellem forsvarsministrene. Disse uformelle møder finder sted en gang hvert halve år. Det uformelle format skal skaber mulighed for mere åben diskussion og refleksion over strategiske spørgsmål relateret til EU’s rolle og position på den globale scene. Forsvarsministrenes møde foregik torsdag og fredag, imens udenrigsministrene mødes fredag og lørdag.
Fotos: Flickr. Udenrigsministeriet/European External Action Service.













