• Så hvad er det egentlig med ham manden på tændstikæskerne? Han ligner en rigtig soldat, men jeg kan faktisk ikke huske noget fra min historieundervisning, der gør mig klogere på, hvad han har at gøre med tændstikker…
Tordenskjold og Kold. Instruktion: Henrik Ruben Genz. Medvirkende: Jakob Oftebro, Martin Buch, Natalie Madueño, David Dencik, Kenneth M. Christensen m.fl. Varighed: 97 min. Premiere: 26. januar.
Tordenskjold & Kold handler ikke meget om tændstikker, men vi lærer en hel del om viceadmiralen Peter ”Tordenskjold” Wessel (Jakob Oftebro) gennem historier fortalt af hans trolydige kammertjener Christian Kold (Martin Buch).
Efter Den Nordiske Krig står Tordenskjold tilbage som det danske kongeriges store krigshelt, der ved det berømte slag i 1716 ud for Dynekilden sank 30 svenske skibe med kun 7 af sine egne.
Nu fire år efter er der ro på alle fronter i det norsk-danske tvillingerige, og Tordenskjold er ængstelig ved tanken om at være bundet til landjorden uden regel og retning.
For at få Tordenskjold til at slappe af og slå sig ned overbeviser Kold ham om at tage til Hannover for at møde datteren af den engelske Kong Georg. I landsbyerne på vejen fortæller Tordenskjold om sine bedrifter ved Dynekilden, og tager for sig af livets fristelser, i et forsøg på at fylde den indre tomhed han føler.
Lige lidt hjælper det, og frustrationerne går ud over venskabet mellem Tordenskjold og Kold, der snart finder ud af, at fremmede kræfter vil dem ondt.
Historien om Tordenskjold er spændende, og det er skønt at se en dansk film takle fortiden, med alt hvad der følger af uduelige adelige, pompøse parykker og fabelagtige kostumer.
Den danske socialrealisme tager måske lidt for ofte udgangspunkt i myten om den gæve arbejders trange kår – en vigtig historie at fortælle, men der er sjældent plads til farver og fantasi, som vi kender det fra historiebøgernes store slag og ægteskabelige affærer. Dog er det åbenbart stadig for svært for danske kinematografer at træde udenfor den mørkeblå, brune og grå farveskala.
Tordenskjold & Kold går virkelig i kødet på historiebøgerne, og presser dem for hver en saftig detalje. Det går flere gange ud over den historiske nøjagtighed, hvilket ses tydeligst i karakterernes brug af engelske eder. Det her er ikke en præcis udlægning af Tordenskjolds sidste dage, men en spekulativ historisk tolkning af en sagnomspunden mand, der i årene efter hans død har inspireret utallige konspirationsteorier. Der er plads til at digte lidt.
Blandingen af samtidens barokmusik og nutidig røvballerock fremstiller Tordenskjold som en superstjerne, med groupies i hver by han besøger.
Den overgearede blanding af fortid og nutid giver filmen et præg af Sofia Coppolas Marie Antoinette. Det er i hvert fald tydeligt det, instruktør Henrik Ruben Genz går efter, men det lykkedes ikke.
Udover at filmen tonser afsted uden mål og retning, så er den også gennemhullet med dårlig humor. Med perfid drengerøvshumor trasker vi igennem kedelige stereotyper omkring ”fisse,” ”sorte kvinder,” og alt muligt andet, der bare skal ”kneppes.” Udover den skræmmende objektiviseringen og eksotiseringen af kvinder er filmens humor også bare malplaceret og alt for ”let” sammenlignet med intstruktørens til tider høje ambitionsniveau. Det kan sagtens være at Tordenskjold var en usympatisk drengerøv, men så må filmen tage et ansvar, og vise hvad det gjorde ved folks opfattelse af ham, i stedet for at bruge det som comic relief.
Det virker som om Henrik Ruben Genz har haft store ambitioner med Tordenskjold & Kold, men at han er snublet over, og har ladet sig drage af det sensationelle og publikumspleasende. Historien om Tordenskjold og kammertjeneren Kold er god. Jeg ville bare ønske, at filmen også var det.
