Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal 15. juni tage stilling til en plan for trafikal fredeliggørelse og begrønning af Trianglen.
Planen er at lukke vejstrækningen syd for Trianglen for biltrafik, hvilket muliggør den største pladsdannelse og bedste mulighed for begrønning, samtidig med at trafikken kan afvikles hensigtsmæssigt.
Trianglen er i dag præget af at være opdelt af veje på alle sider, hvilket efterlader en ”ø” i midten. Selve pladsen indbyder ikke til ophold, da den er omringet af trafikerede veje, og benyttes primært til gennemgang og busstoppesteder.
“Trianglen fremstår i dag nedslidt, og pladsen er i høj grad præget af teknisk udstyr, gadelamper og nuværende og tidligere infrastruktur, blandt andet busstoppested og busbaner, der ikke længere benyttes. Der er generel mangel på opholdssteder ved Trianglen,” fremgår det af en indstilling til Klima, Teknik og Miljøudvalget.
Forvaltningen har lavet to forskellige løsningsforslag, der begge skaber et grønnere og mere attraktivt byrum ved Trianglen, samtidig med at der opretholdes en hensigtsmæssig trafikafvikling. I det ene forslag inddrages vejstykket syd for Trianglen til pladsdannelse, og i det andet inddrages vejstykket nord for. Forvaltningen anbefaler løsning 1. Derved dannes et ca. 2.700 m² sammenhængende byrum med plads til træer, bede og bedre opholdsmuligheder med eftermiddags- og aftensol. Den fredede bygning midt på pladsen bevares som en del af det nye byrum.
Der indføres flere forskellige svingforbud i begge scenarier for at reducere trafikken omkring Trianglen. Trafikken forventes at blive flyttet til ringvejen O2, Nørre Allé og Jagtvej. Det vurderes ud fra modelberegninger, at det overordnede vejnet i store træk kan håndtere flytningen af trafikken, men der kan opstå lokale udfordringer på fire strækninger, der allerede er belastede af trafik i dag.
Lokaludvalget har foreslået at inddrage Østerbrogade øst for Trianglen og lukke Odensegade for trafik. Denne løsning er undersøgt med analysen, men fravalgt af hensyn til bl.a. trafikafviklingen på Østerbrogade, som er en hovedtrafikåre.
Prisen på det indstillede forslag er 40 mio. kr.








