Andre familier holder sikkert rolige, pastelfarvede sammenkomster. En variant, jeg selv kun har oplevet i reklamer.
Jeg har altid gerne villet holde familietræf i IKEA.
Altså, ikke i de konkrete rammer, men i en af reklamerne: I de der hjemlige omgivelser med interiør i afdæmpede farver, hvor det eneste, der stikker ud, er de helt utroligt grønne blade på krydderurterne.
Hvor alle smiler, mens en fødselar, for eksempel, puster lys ud, og alle i øvrigt er nonchalant iklædt løse gevandter. Og stemningen er pastelfarvet og præget af ro, og ingen taler i munden på hinanden, og der er plads til det hele, både til festdage med den store familie og til livet som sådan. Og det er virkelig latterligt, men jeg har stadig sådan et billede på nethinden, hver gang en af poderne fylder år.
Et kort øjeblik holder fantasien, indtil den nærmeste familie er troppet op, og vi har samlet os. For der er intet – absolut intet – afdæmpet over disse festlige familietræf, og hvis stemninger rent faktisk havde farver, ville en regnbue af neon hvirvle hektisk rundt og vælte lamperne.
”Det er jo et galehus.”
Alle sad bænket om spisebordet for at fejre yngste podes indtog i teenagealderen, da min ene søster ytrede sig, og jeg opfangede udelukkende bemærkningen, fordi jeg sad tæt på hende.
Hun havde nemlig ikke hævet stemmen til det sædvanlige niveau, som ellers er nødvendigt for at blive hørt, når familien, plus det løse, er sammen her på matriklen. Jeg overvejede kortvarigt, om jeg skulle blive lidt stødt, bare sådan for forms skyld, men på den anden side har jeg stor respekt for min søsters meninger.
Desuden havde hun ret: Ud af de ti mennesker om bordet, var de seks ved at fortælle noget. Samtidig.
Nogle af fortællingerne var foranlediget af spørgsmål, som spørgeren så havde glemt og i stedet også selv var gået i gang med at tale. Noget var gentagelser af en netop fortalt historie, fordi ingen i familien kan bære at gå glip af det mindste ord, og derfor gerne råber ”hva’??” i den retning, historien oprindelig kom fra.
Og noget handlede om nogle fotos på en mobil, som gik på omgang, hvilket foranledigede erindringer om andre, mere kiksede barnefotos af nogle af de tilstedeværende, jeg skal ikke nævne navne, (min ene søster og min anden søster), som så også skulle findes frem.
I det mindste var det så tidligt på året, at spørgsmålet om antallet af juleænder ikke blev bragt på bane. Først hen over sommeren plejer emnet at komme på bordet.
Vi er en seriøst, andeelskende familie, og det eneste værre end at gå glip af noget, nogen lige har sagt, ville være, hvis der ikke var ænder nok til julemiddagen.
Det er yngste podes held, at han ikke blev født i august, for så ville Det Store Andespørgsmål helt sikkert have pisket stemningen yderligere op. Men selv uden det livsvigtige emne, blev familiehyggen på et tidspunkt alt rigeligt for søn, som rejste sig og garderede sig med en skærm.
Da ældste aflægger også undskyldte sig, blev der automatisk mere plads mellem resten af os, men det er nu ikke noget, der generelt får os til at rykke nærmere på hinanden. Vi råber bare lidt højere. Ikke mindst fordi min mormor, som er i start halvfemserne, er lidt udfordret på hørelsen; desuden sætter hun sig altid, af uransagelige årsager, på pladsen nærmest undulaternes bur.
Hvor man virkelig får noget for pengene i form af skrig og højlydt flaksen fra hysteriske fjerbolde, og, hvis man er rigtig heldig, tilllige lidt dun strøet ud på tallerkenen.
Og ja, det på trods af at åndssvage fugle er dækket til, narret til at tro at det er nat, og at de derfor burde lukke næbbene og klemme fjerene sammen.
Men fugle kan trods alt ikke overdøve chihuahua, der tager sin tjans som alarmhund yderst seriøst, og som derfor gør af fuld hals af hvert eneste familiemedlem, som kommer ind ad døren. Og i omkring et kvarters tid efter det også. Først når alle sidder, lukker kræ kæften, indtil mad kommer på bordet, hvorefter han straks genoptager sin skingre glammen, nu for at få del i måltidet. (Den eneste, der kan høre forskel på de to kommunikationsformer, er hund selv.)
Til gengæld siger dyr ingenting, hvis man spilder kaffe på ham. Det sker faktisk oftere, end man skulle tro, fordi over halvdelen af familien ryger, og alle altid skal ryge samtidig. Udenfor, forstås. Og der er virkelig ikke meget plads ude på trappen, hvis man både skal ryge, holder kaffekop, stå i læ for regnen samt undgå at træde på chihuahua, som i fuld alarmposition er galopperet med ud det øjeblik, hoveddøren blev åbnet.
Farvelscenerne er et kapitel for sig selv. Matriklens entré er lille og smal, men det afholder ingen fra at myldre derud, finde overtøj, kramme farvel og råbe ”hva’??” til hinanden, alle på samme tid. Og poser skal skifte hænder, fordi nogen har taget noget med til andre, mens nogle brokker sig, fordi atter andre igen har glemt noget, de skulle huske at tage med.
Stor ståhej, hvilket naturligvis endnu engang sender tåbelige hund i alarmbered-skab, så den næsten overdøver familien. Men også kun næsten.
Så ja, jeg drømmer.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 49 år gammel, har to sønner på 18 og 13 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
