Spirituelle kræfter har en plan med vores liv. Måske. Tolkningen af signaler er uklar.
• Jeg har overgivet mig til kræfter, der er større end mig selv: I stedet for eget forsøg på at få hverdag og eksistens til at hænge sammen, vil jeg fremover sætte min lid til universets kompetente energi og kærlighed. Stole på de spirituelle kræfter omkring mig. Universet har nemlig en plan for mig, og intet sker uden årsag. Desuden kan det universelle/spirituelle styresystem, alt andet lige, umuligt fungere dårligere end mit eget.
Lyder det som om, jeg har haft en stor eksistentiel oplevelse? Det har jeg ikke. Jeg har bare haft en uge med så meget lavpraktisk koks, at jeg har følt mig forfulgt. Vi kunne kalde den ”Store Alt-Brænder-Sammen Uge”, eller ”Elgigantens Våde Drøm”. Begge versioner er fuldt ud dækkende.
Det var nemlig ugen, hvor matriklens computer døde. Det samme gjorde printeren. Og støvsugeren. Hver især kortsluttede med få dages mellemrum, fra det ene øjeblik til det andet, og uden det mindste forvarsel. Kraftpetervæltemig for meget, altså.
Da jeg således, for tredje gang på seks dage, igen stod i Elgiganten for – igen – at indkøbe en erstatning, var jeg derfor ekstremt pirrelig. Og temmelig stresset. Ja, faktisk følte jeg mig lidt som et offer. Ikke for traumatiske hændelser, naturligvis; bare sådan lidt udsat i forbindelse med uundværlige, (men til gengæld også udgiftstunge), hverdagsting. Og jeg synes, det er helt på sin plads at undre sig, når adskillige, essentielle dele af hjemmets maskinpark simultant nedsmelter. Måske endda google: Hvorfor lige mig?
Så det gjorde jeg, og svarene er talrige. Et af dem er, at det kan være et signal fra højere magter. Hvis man ofte er ude for, at ens ting går i stykker, (jeps), eller bliver væk, (også jeps), eller man genfinder forlagte ting, (ikke altid), så kan der være en dybere mening med det.
Det samme gælder, hvis man relativt tit spilder fra sin kop eller knalder tåen ind i et stoleben: Hændelser, som muligvis er tegn fra universet om noget, man skal være opmærksom på. Ikke noget åbenlyst, (for meget kaffe i koppen), og altså heller ikke det næstmest oplagte, nemlig at man er lidt ukoordineret. Sitet meldte intet om, hvordan man så skal fortolke den slags kommunikation, men under alle omstændigheder vil jeg også forbeholde mig retten til at være åben: Måske brændte computer & Co sammen, fordi jeg fortjener noget bedre? Og den virkelige årsag til, at jeg kom til at flænse bilens ene forskærm for et stykke tid siden var måske også en intervention fra højere magter: Slet ikke et uheld, men derimod et tegn fra spirituelle kræfter om en snarlig forandring. Det ville jeg faktisk også have det bedre med. Tanken om, at der er en dybere mening med at overse et skilt i knæhøjde i øde sommerhuskvarter, er så meget bedre for selvværdet, end at man er bare er mageløst dårlig til at køre i bakgear. Desuden giver det lidt mere cred til den sølvfarvede gaffatape, som pt holder sammen på ret store karosseriskade.
Som jeg forstår det, så handler det om at give slip og lade universets omnipotente kræfter styre showet. Man skal simpelthen droppe ideen om, at man kan kontrollere og strukturere alt i sit liv. I forvejen ikke den mest fremherskende livserkendelse her på matriklen, men sikkert nyttig for andre – de, som aldrig har oplevet, at deres computer eksploderede for eksempel.
Og så skal man i øvrigt huske at være taknemmelig for de gode omstændigheder i ens liv. Hver dag. Det, du giver, er nemlig det, universet sender tilbage, lidt på samme måde som at gaven fra julemanden er proportional med opførsel. Så det er klart, at gode vibes og taknemmelige tanker er mere fordelagtige end det modsatte. Ifald universet læser med her, vil jeg skynde mig at takke for mine to poder, der ikke altid driver mig til vanvid, heller ikke selv om ældste pode nærmer sig ved konsekvent at glemme at låse hovedøren efter sig, når han går.
Sommetider glemmer han også at lukke den. (Ville også nævne knap-så-idealvægtige-nu-aldrende chihuahua, hvis den ikke lige i øjeblikket havde tynd mave samtidig med et ekstremt behov for fysisk kontakt.)
Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvorvidt taknemmelighed kun tæller på det helt store, følelsesmæssige plan, eller om mindre også har værdi. Det er også et spørgsmål om, hvorvidt man vælger at fokusere på det negative eller det positive. Så bare for at være sikker på at jeg udelukkende sender positivitet ud i den spirituelle sfære, vil jeg ikke fokusere på min frustration over ugen, der gik.
I stedet vil jeg være taknemmelig for de penge, jeg sparede, fordi varehus ikke havde helt særlige, ågerprissatte blækpatroner på lager, og ekspedient derfor ikke kunne sælge dem med nye printer. Og sikke et held at nye computer har en metallic pink farve, som er så meget federe end forgængers kedelige grå. Endelig stortakker jeg universet, og andre relevante magter, for de forsikringsløse tyverier, der ikke blev begået på matriklen, når dør har stået ulåst og pivåben. Alt i alt sender jeg kærlighed og positive vibes herfra i rigelige mængder, så send bare ditto tilbage.
Meget gerne med længere levetid til computer, printer & støvsuger inkluderet. Hører I, Magter?
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 49 år gammel, har to sønner på 17 og 12 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
