Uddybningsmaskinen – Havnens glemte helt

En historisk fortælling om graveskibenes historie i Københavns Havn. Kilde: Havnebygmesterens udstilling, Nordre Toldbod 3.

31. marts havde de graveskibe, der er tilknyttet Lynetteholms anlægsarbejde sidste arbejdsdag. I hvert fald for en tid. For den 1. oktober 2024 tager de hul på den sidste graveperiode, hvor de sørger for at fjerne det bløde havbundsmateriale i det spor, hvor Lynetteholms omkreds skal opføres.

Lynetteholms gravemaskiner til søs er sidste skud på stammen af en lang og stolt tradition. Siden midten af 1600-tallet har de flydende gravere hentet havbund op af Københavns Havn, og meget af det, som vi i dag betragter som ærkekøbenhavnsk hellig grund, er gravemaskinernes fortjeneste.

Skidt, skarn og vand

Skruer vi tiden fire århundreder tilbage, består havnen kun af Gammel Strand, Børsens oplagspladser, det nyanlagte Christianshavn og orlogshavnen omkring Bremerholm – det vi nu kalder Gammel Holm.

I modsætning til vor tids blå, rekreative park er 1600-tallets havn ikke nogen fornøjelse at opholde sig i.

Det er nemlig godt hushold at strø gulvene med fint sand, som både skurrer, suger og holder sammen på skidtet når kosten skal svinges. Havnen er dagligt bepakket med sandpramme, der sejler sandet ind til byens sandkister. Sandkisterne tiltrækker byens sandmænd, som fylder deres trækkærrer og falbyder sandet under salgsråbet ”gulvsand, gulvsand”. Deres skrål lokker byens koner frem af vinduer og døre med klirrende pengepung. Men hvor der handles, der spildes; Og der spildes på alle gader og stræder.

Når gulvene trænger nyt sand bliver møg og skarn fejet ud på gaden. Der ligger det sammen med halm fra byens stalde, husdyrenes efterladenskaber og andet smuds og venter på det næste regnskyl, som fører skidtet med sig ned i havnen. Det bliver ikke bedre af, at havnen ofte er endemål for byens rendestene og latriner, som udbreder en ond stank fra det grumsede vand.

I midten af 1600-tallet er kanalen ved Gammel Strand efterhånden så mudret til, at der snarere er tale om dynd. De tilsandede kanaler gør det umuligt for store skibe at komme frem og selv små fartøjer har besvær ved lavvande.

På trods af en lang række kongelige forbud, smider mange skibe deres ballast af sten og grus i havnen, så snart lejligheden byder sig. Sammen med byens affald og gulvsand forringer ballasten evindeligt havnens vanddybde. Foto: Københavns Stadsarkiv.

Hestekræfter og straffefanger

Men i 1654 kommer frelsen i form af en muddermaskine. Med forundring iagttager københavnerne den nye anordning. På en pram i havnen går en hest sin sagte rundgang om en aksel og driver et stort hjul på prammens side. På hjulet er der monteret otte skovle som graver mudderet op af kanalen. Der er også mudder nok at tage fat på, og en ren havn har fortsat lange udsigter.

Frederiksholms Kanal 1866. Til venstre ses kanalens sandkiste. På bolværket hænger fiskernes net til tørre og kanalen er fyldt med fiskerjoller. Foto: Københavns Museum.

I 1700-tallet summer Københavns Havn af liv. Handlen står i flor, og den danske orlogsflåde er ved at sprænge sine rammer på Bremerholm. Flådens pladsproblemer får menneskeskabte øer til at skyde op af bølgerne mellem København og Amager. Øerne kaldes under ét Holmen, og det københavnske havnemudder bliver deres dåbsgave. Mudderet er nemlig ideelt som opfyld. Men det er ikke en dans på roser at fravriste havet nyt land, og mange af Københavns straffefanger bliver – til deres store misfornøjelse -installeret i havnens nye trædemølledrevne muddermaskiner. 

Muddermaskine på Christianshavn i begyndelsen af 1800-tallet. Illustration: By & Havns Arkiv.

Dybt at grave, højt at landvinde

I 1800-tallet gør dampskibene deres indtog. Industritidens skibe har vokseværk og dybdegangen følger med. Det skaber store udfordringer i den mudrede lavvandede havn, som visse steder kun er tre meter dyb. Uden konstant vedligehold forsvinder vanddybden hurtigt, så i 1865 begynder Københavns Havnevæsen en storstilet uddybning og regulering af havnen.

Havnen skal rumme de nye tider, og til formålet anskaffer Københavns Havnevæsen de første egentlige uddybningsmaskiner – de såkaldte excavatormaskiner. Maskinerne står på store pramme af træ eller jern og drives af dampmaskiner. Ved hjælp af damp og tandhjul bliver et endeløst bånd af spande drevet ned mod havgrunden, mens prammen bevæger sig hen over bunden. Den kraft, som heste og straffefanger i fordums tid leverede, var ikke nok til at bryde gennem den hårde kalkstensbund. Men med dampmaskinen bliver det for første gang muligt at uddybe havnens vanddybde.

I modsætning til tidligere tiders muddermaskiner, var excavatormaskinerne i stand til at bryde gennem havnens hårde kalkstensbund og uddybe havnen. Foto: By & Havns Arkiv.

Det er ikke kun havnen, der reguleres i midten af 1800-tallet. Også københavnernes toiletforhold bliver rørlagt, og gulvsandet bliver fortrængt af fernis. Smuldrende bolværker er en saga blot, og der bliver ordnede forhold i havnen. En stor del af den havbund, der i årenes løb graves op, ender i stedet som landjord i københavnske opfyld som Kalveboderne og Frihavnen. I godt og vel et århundrede er uddybningsmaskinerne industrihavnens og landvindingens ubesungne helte.

Fortid og fremtid mødes ved Lynetteholm

Den tunge industri, der har præget Sydhavnen i årtier, dør en stille død i 1970’erne og 1980’erne. Containerskibsfarten bliver centreret i Nordhavn, københavnerne er blevet stuerene, og behovet for at uddybe havneløbet forsvinder. Industrihavnen har sunget sin svanesang, men gravemaskinerne graver endnu. I farvandet omkring Lynetteholm tager havnens arbejdsheste stadig deres tørn, og de er både et minde om fortiden og et glimt af fremtiden.

Besøg Havnebygmesterens udstilling og lær mere om den historiske havn. Gratis adgang alle hverdage fra 9.00-15.00. Nordre Toldbod 3