Man labber billeder og scener i sig. Desværre kommer det lidt for selvhøjtidelige science fiction-eventyr ikke helt i mål med sin lidt for karikerede historie.
Titel: Dune. Instruktør: Denis Villeneuve. Medvirkende: Timothée Chalamet, Rebecca Ferguson, Oscar Isaac, Josh Brolin. Premiere: 16. september
Men er den ikke lavet over en bog? tænker man måske. For det er jo sandt. Science Fiction-forfatteren Frank Herbert skrev Dune i 1965, og bogen blev hurtigt en kultklassiker, med fem efterfølgere.
Dune er et komplekst, litterært værk, der dykker ned i politiske og kulturelle forhold mellem civilizationer som en slags analogi over verdens forskellige kulturer. Bare tag filmen, hvor ørkenfolket kaldet Fremen, en karikatur af det blå folk, tuaregerne, bliver fordrevet og holdt i ave af en ond, fascistisk diktator. Deres flere meter høje skallede leder kunne minde om italienske Mussolini, på jagt efter et stof, der giver adgang til at rejse over store afstande og læse folks tanker.
Med andre ord have magt i universet. Og den har kejseren. Han må have læst på divide-and-conquer-algoritmen, for filmen begynder for alvor, da han afsætter det tydeligt onde regime på planeten og indsætter Atreides-familien til at overtage krydderi-produktionen for at splitte modstanderne ad og selv bevare magten.
Altrides-familien, ikke ulig en græsk-mytologiske kongeslægt, er vores helte. Den unge Paul er ‘The Chosen One’, udset til at gifte sig med en ung ørkengodte fra Fremen-folket, hans smukke mor er en del af en kvindelige nonne-agtig kult, og faderen den klassiske, handlekraftige kriger og leder.
LÆS OGSÅ: Stjernekrigen rammer igen stjernerne efter fejlskud
Snart er der krig på planeten, og soldater skøjter rundt mellem hinanden og abnormt store, alt for seje sandorme, mens de bakser sværd, mind-tricks og rumskibe. Det er mere fantasy end sci-fi. Detaljerne står knivskarpt som i en spaghetti-western, kameraet dvæler ved alle lækkerierne, og historien går faktisk dejligt langsomt.
Desværre er den ikke nuanceret eller syret nok. Personerne er éndimensionelle som i en fantasy-tv-serie, og civilationernes kompleksitet er reduceret til god mod ond. Vi vil gerne have noget mere at vide om det omtalte krydderi, der lyder ret spaced-out, og vi vil gerne have flere syrede scener a la den ørkenmus, vi ser bevæge sig rundt i filmens sidste tredjedel.
Man kunne forestille sig lejrbål-scener med ørkenfolket, der deler urter og har lange skæve samtaler.
En Dune-inspireret saga som Star Wars af vanvittige påfund med dukker og dyr, og den slags er dog udelukket i det næsten for selvhøjtidelige og seriøse univers, som ‘Dune’ er.
Det her er det helt store epos med skæbnefald og armbevægelser, med drab og forræderi, der strækker sig langt ud i universet, som instruktør Denis Villeneuve har for vane.
Som i fantastiske ‘Arrival’ med Amy Adams, som skal være tolk for de rumvæsner, som lander på jorden. eller som i den også visuelt overdådige ‘Blade Runner 2049’, med Ryan Gosling, der skal finde ud af, om han er replikant eller ikke. En version som holdt en cool minimalisme, men også var alt for alvorlig og havde et gennemsnitligt plot
I ‘Dune’ er der heldigvis nok til, at vi gider at dykke længere ned i ørkensandet. Kult-instruktørerne David Lynch og Alejandro Jodorowsky har begge forsøgt med bogforlægget, men fejlet. Det gør Villeneuve heldigvis ikke, men der er plads til at grave endnu dybere nede i ørkensandet.
MERE OM DETTE EMNE:
