Syv kommende, nye veje på Svanemølleholm skal hedde: Ukrainegade, Kyivgade, Mariupolgade, Odesagade, Khersongade, Sevastopolgade og Mykolajivgade.
Det har Vejnavnenævnet i Københavns Kommune indstillet til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, som behandler sagen 2. februar.
Navngivningen kommer nu fordi den midterste og østlige del af Svanemølleholm skal omdannes til et moderne byområde med boliger, daginstitutioner og serviceerhverv.
Den gennemkørende vej på Svanemølleholm bliver Sundkrogsgade. Via Sundkrogsgade gives der adgang til Kyivgade. Herfra gives adgang til de øvrige nye veje, som alle ender blindt. Det er By & Havns forventning, at Kyivgade og Ukrainegade vil blive de mest trafik- og adressetunge veje.
Der har været to partshøringsrunder i forbindelse med navngivning af de nye veje. Ingen af høringer har givet anledning til ændringer. Dog besluttede Vejnavnenævnet på et møde 1. december 2025 at imødekomme forslag fra Østerbro Lokaludvalg, om at vælge Ukrainegade i stedet for Poltavagade. Da Poltava ikke er en havneby. I resten af Nordhavn har vejene også navn efter havnebyer.
OPDATERING 4. FEBRUAR:
De nye vejnavne er vedtaget i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget 2. februar. Indstillingen blev godkendt med 8 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.
Kun De Konservative var imod, og stillede ændringsforslag om at sagen blev sendt tilbage til Vejnavnenævet, så vejene kun navngives efter “internationalt kendte havnebyer”. De ønskede flg. protokolbemærkning taget til referat:
”Det Konservative Folkeparti kan ikke støtte valget af de ukrainske navne som vejnavne i Nordhavn. Den nye bydel, Nordhavn, er indtil videre givet vejnavne med udgangspunkt i europæiske havnebyer, som København har været forbundet med. Vi støtter valget af navnet Ukraine eller Kiev, som har været separat foreslået tidligere. Men valget af et helt område med Ukrainske navne er umiddelbar et brud med tidligere strategi for navngivning i Nordhavn. Dertil kommer, at mange af de foreslåede navne vil være enten svære at stave eller udtale for mange.”
Men de øvrige partier i udvalget fastholdt altså forslaget om de syv ukrainske vejnavne.








