Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Ulovlige kaffevogne truer erhvervsdrivende

Det er en tilbagevendende begivenhed, at små kaffe- og madvogne gør deres indtog i Nordhavn sammen med det gode vejr. Men de holder ulovligt ved vandet, fastslår By & Havn.

Du kan få din kaffe, som du vil have den, og du kan endda også få den ulovligt, når solen skinner over Nordhavn. Hver sommer indtager de små kaffe- og isvogne Nordhavn i takt med, at de mange udefrakommende gæster kommer til bydelen. Men det går ud over det i forvejen hårdt trængte handelsliv i bydelen.

“De tager alt mit salg, og jeg kan ikke gøre noget ved det”, siger en ærgerlig Julie Lund, som er indehaver af Ocean Coffee på Sandkaj.

På de vejrmæssigt bedste dage oplever hun, at der står en kaffevogn i hver ende af Sandkaj, mens hendes forretning ligger midtpå.

“Hvis jeg skal smide dem væk, er jeg nødt til at lukke min egen butik og gå hen til dem, men ofte lytter de slet ikke til mig”, fortæller hun.

10 kaffeudsalg
Heldigvis har hun stor opbakning fra mange af de lokale beboere i 2150.

“De siger tit noget til kaffevognene, når de ser dem. Men hvis man gerne vil have et lokalt butiksliv, så er man også nødt til at støtte os”, siger Julie, som også skal have udefrakommende kunder om sommeren, hvis forretningen skal løbe rundt.

“Lige nu er vi omkring 10 steder, der sælger kaffe fra forretninger i Nordhavn. Og jeg kan tydeligt mærke på mit salg, når der er kaffevogne. De kan jo nærmest sælge kaffen til halv pris, fordi de ikke betaler elektricitet og husleje. Jeg skal jo tjene mine penge på solskinsdagene”, tilføjer hun.

Håber på skilte
Forrige weekend var politiet på patrulje på Sandkaj, men de gør ikke noget ved kaffevognene, da det ikke er en opgave for dem. Det er nemlig kommunen, der udsteder tilladelser til at sælge fra kaffevogne, men kommunen ejer kun Aarhusgade og Helsinkigade i Nordhavn. Resten er Grundejerforeningens. Og Grundejerforeningen udsteder ikke nogen tilladelser til kaffevogne, da de netop skader butikslivet, oplyser By & Havn til Nordhavn Avis.

Derfor er det også Grundejerforeningen, som også ejer træbroen ved vandet, hvor kaffesælgerne står, der skal smide dem væk.

“Jeg betaler dyrt til grundejerforeningen, så jeg håber, de vil løse problemet ved at sætte nogle skilte op om, at kaffesælgerne ikke må være her”, siger Julie Lund.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close

Translate »