Der er kommet vagtværn til Nordhavn denne sommer. Men hvem er han egentlig ham manden i spidsen, der er vokset op i Liberia og senere blev Metallicas ven?
Anders Larsens helt nye forretningside kom midt under lock-down perioden i marts. København var gabende tom, og de kunder, han plejer at servicere med sikkerhed, havde ikke så meget brug for ham nu.
“Jeg var rystet over situationen, men så tænkte jeg: Hvad kan jeg gøre i stedet for alt det, jeg ikke kan gøre? De unge skal jo stadig ud og feste, og jeg vidste fra bekendte i Nordhavn, at det var blevet værre og værre over de seneste år derude”, siger han.
Solskin over Nordhavn
Denne sommer kunne Anders Larsen så sætte sin underskrift på en kontrakt, han indgik med grundejerforeningen i Århusgadekvarteret.
Han er meget opmærksom på sin rolle, selv om forretningsområdet er helt nyt.
“Vi må endelig ikke blive sådan et vagtværn i en rigmandsghetto. Det er for negativt. Vi er erfarne vagter og ikke sådan nogle ‘Vagten har magten’-typer. Jeg har selv 30 års erfaring, og jeg ved fra dengang jeg var dørmand, at jeg er den første og sidste, som gæsten ser på en aften. Derfor skal jeg gøre et godt indtryk, og sådan er det også i Nordhavn”, siger han.
I dag har han 25 løst tilknyttede medarbejdere, og det er dem, han sender til Nordhavn, når solen skinner.
“I vores kontrakt hedder det, at vi arbejder, når solen skinner. Og det er fra klokken 19 til klokken et om natten. Vi sørger for, at tingene ikke løber løbsk. Hvis nogen spiller for højt, beder vi dem pænt slukke, for grundejerforeningen har bestemt, at der slet ikke må spilles musik i området. I starten sagde vi også til folk, der badede de forkerte steder, at de skulle bade i badezonen, men vi opdagede hurtigt, at beboerne på Sandkaj blev sure, hvis vi sagde noget til dem, når de badede uden for badezonen”, forklarer han med et skuldertræk.
For nyligt fandt vagterne en pige, der legede helt alene på stenene ved Sandkaj. De kunne ikke spotte hendes forældre.
“Der var et par stykker, der blev sure over, at vi blandede os, men jeg tror faktisk også, folk var blevet sure, hvis vi ikke havde gjort noget”, siger han.
Så nu siger vi kun noget til dem på Marmormolen, for det er også et farligere sted at bade.
Det er også på Marmormolen, Anders og hans folk siger noget til de unge, der indimellem ryger ulovlig tobak og måske endda sælger det. Det indberetter de til politiet.
“Vi er jo ikke politifolk, så vi kan ikke gøre andet end at tale til folks fornuft. Men det kan man faktisk også med 90%. Vi kan for eksempel altid prøve at sige noget i stil med: ’Hey, hvis det var din datter, der ikke kunne sove på grund af musikken, hvordan ville du så selv have det’,” forklarer Anders Larsen
Dengang i 90’erne
Hvis der er nogen, der ved noget om fest i København, er det Anders Larsen. Han startede som dørmand i 1990 på Café Victor og var omkring alle in-stederne som Konrad, Ketchup og Nasa.
“Jeg lærte alle de rigtige mennesker at kende, og jeg blev rigtig god til at screene, hvem der skulle lukkes ind og hvem der ikke skulle. Jeg kan huske en aften på Bar Rouge, hvor der var totalt proppet. Pludselig kommer en fyr hen til mig og siger, at han er den og den, og han skal lukkes ind. Jeg ved godt, det lyder smart, men jeg sagde direkte til ham, at hvis jeg ikke ved, hvem han er, så er han ikke nogen”, siger Anders Larsen med et smil.
Hans kontor bærer mindre præg af fest end af så meget andet. Bag ham hænger et sort relief af et verdenskort, for Anders arbejder i dag også i udlandet. I et hjørne summer et velpolstret køleskab med kølige drikkevarer, og et overvågningskamera blinker diskret i hjørnet, men det mest iøjnefaldende er de mange portrætter af store udenlandske stjerner med deres autografer på og ofte også en personlig hilsen til Anders.
En af hans primære forretningsområder, siden han blev selvstændig i 1999, er nemlig at stå for kendte menneskers sikkerhed.
“De store stjerner, der kommer til København, har ofte deres egne sikkerhedsfolk med, men de er jo ikke lokalkendte, så de hyrer også mig”, siger Anders Larsen. Og der er ikke nogen, der kender København ret meget bedre end ham.
Han bryder sig ikke om ordet bodyguard. Det har en forkert klang og passer bedre til den bevæbnede vagter, der for eksempel passer på statsledere, og i Danmark er det kun politi eller militær, der må være bevæbnet. Han er lige landet denne morgen fra et job i Paris, men han har ikke meget lyst til at sige, hvad han har lavet der.
“Det er et firma, vi arbejder med…. Vi sørger for direktørernes sikkerhed”, siger han tøvende.
“Den sektor er faktisk ret kedelig, for der er så meget ventetid. Jeg kan faktisk bedre lige underholdningsbranchen. Der er mere gang i den”, siger han og kigger rundt til Pelé, Metallica, Robbie Williams og Bruce Springsteen, som alle smiler til ham fra væggene.
Hvor’ du fra?
Liberia? Anders Larsen studser, da han hører navnet på det vestafrikanske land.
“Hvor ved du det fra?”, når han at spørge, inden det går op for ham, at den information er frit tilgængelig på hans Facebookprofil.
“Jo, vi boede faktisk først i Congo, og senere flyttede jeg med min familie til Liberia, hvor jeg voksede op. Til at starte med var der ingen ballade, og det var et ret sympatisk land, men senere kom der en rigtig borgerkrig”, husker han.
Han kan ikke forklare, om der er en sammenhæng mellem det noget specielle fædreland og det noget specielle erhverv.
“I mit job er det en fordel at kende til andre kulturer og kunne bevæge sig i forskellige sociale lag uden at stå ud. Jeg kan hyggesnakke med en hjemløs på bænken og stå i kjole og hvidt til en ambassadørmiddag om aftenen”, siger han.