En haves tilstand hænger nøje sammen med haveejerens. Min er den u-cooleste på vejen
• Så kom vejret endelig i tanke om årstiden og tog sig sammen, og nu er der pludselig blomster og græs og grønne blade overalt. Der går sjældent en time i løbet af dagen, hvor man ikke kan høre en græsslåmaskine eller hækkeklipper eller rystepudser, for nu rykker de, haveejerne, nu skal der klippes og trimmes og luges og slibes og males.
Her i nabolaget er adskillige terrasser allerede klargjorte med puder, plantekrukker og kuglegrill, og børn løber rundt på de nyslåede plæner eller hopper på den rengjorte trampolin. (Der også får nyt sikkerhedsnet hvert år på denne tid.) Flere har sågar luget ude foran deres hus, altså ude på fortovet, så det står lige så toptunet og sommerfriskt som haven inde bag det nymalede stakit.
For det er sommer! I nogle få måneder er haven hjemmets primære rum, og som sådan skal den naturligvis være lige så hyggelig, lækker og præsentabel, som de indendørs stuer er det resten af året. Det er lidt af et problem her på matriklen. Efterhånden kunne jeg faktisk fejre kobberbryllup som haveejer, men alligevel: Hele konceptet kommer stadig bag på mig hvert år.
I efteråret var jeg ellers top stolt af mig selv. Endelig havde jeg fået klippet hækken, som havde slet skjulte ambitioner i retning af den magiske bønnestage, og det krævede derfor en vildt høj stige og en stor, elektrisk et eller andet klipper at genvinde kontrollen over den vildtvoksende gevækst. (Måtte kun enkelt gang afbryde projektet for at drøne op i Røverkøb og købe ny forlængeledning, fordi jeg blev lidt ivrig med store elektriske havemaskine og kom til at kappe den, jeg havde.)
Manner, det var hårdt arbejde. Bagefter orkede jeg ikke også at afskaffe grene og blade, men samlede dem bare i nogle – ret store – bunker. Hvor hækkeaffald lå aldeles glimrende indtil for en uges tid siden, hvor det jo altså pludselig var slå-græs tid, så bunker måtte fjernes. Og okay, ja, jeg kan måske godt se, hvorfor så mange andre vælger at fjerne den slags med det samme, for nu har min have nogle – ret store – gule plamager, og det ser ikke ud til, at der nogensinde vil gro græs der igen.
På den anden side kan mindre græs også være en fordel: Min lille robot plæneklipper, (som kom med huset og derfor ikke er mulig at aldersbestemme), var allerede sidste år ganske udfordret, hvis den mødte for store forhindringer på sin vej. Nu skal der næsten intet til, faktisk ser det ud til, at græsstå muligvis også er blevet for stor en mundfuld for den. I hvert fald har den opgivet al forstillelse om at gøre en forskel, men aer blot mælkebøtter og andre ukrudtsblomster, og efter en rundtur er græs kun lavere, der hvor hjulene har trykket det ned.
Men intet er, som bekendt, så nyttesløst, at det ikke er godt for noget, ogs jeg er overbevist om, at i hvert fald pindsvinet er tilfreds med tandløse plæneklipper. Vi har nemlig pindsvin her på matriklen. De dukkede op sidste år og spredte stor glæde hos mig og også lidt hos poderne, som dog ikke var lige så hvinende begejstrede. Måske blev mine drenge bare trætte af larmen, som fulgte i kølvandet. De kunne nok høre det, når jeg om aftenen måtte løbe råbe-hviskende rundt om huset efter chihuahua, som gøede hysterisk non-stop, hver gang han fik færten af et af dyrene. Og det var ganske tit, for den udødelige efeu, som omkranser matriklen samt de større grupper af ikke-nærmere identificeret, tætvoksende planter, er et rent pindsvinemekka.
I vinter var de væk, pindsvinene, men til min store glæde er et af dem dukket op igen. Der gik noget tid, inden jeg rent faktisk så det, men da hysteriske chihuahua fornylig genoptog sin aggressive galop rundt i haven, vidste jeg jo godt, hvad det betød. Fluks satte jeg en skål med særligt pindsvinefoder ud, og næste dag var den tom. Yes! Pindsvinet var kommet for at blive, nu vidste det, at her var mad, tænkte jeg og kunne næsten ikke få armene ned.
Indtil jeg forleden tog fuskede chihuahua i at mæske sig fra skålen. Så tror da fanden, at hunden ikke har spist særlig meget af sin egen mad det sidste stykke tid, nu er vægt-vedligeholdelse sikkert helt ødelagt. Og jeg er brændt inde med en kæmpe pose med pindsvinefoder, som lugter vildt dårligt og får hele køkkenskabet til at lugte af uvasket numse.
Men i år har jeg, trods alt, afholdt mig fra absurde planteprojekter, som kun kan fungere i en af de andre, groomede haver. Selv om jeg skam har overvejet det, for jeg har fået en hel masse plads foræret: En kæmpestor blomsterbusk af en art har tilsyneladende opgivet ævred. Den havde det fint, da jeg flyttede hertil og blomstrede altså også på livet løs sidste sommer. Men to år under min kyndige pleje må have været for meget, for nu består den udelukkende af forvredne, tørre grene og kunne snildt være statist i den scene, hvor Snehvide rædselsslagent løber rundt i den uhyggelige skov.
Måske jeg bare skulle holde mig til mælkebøtter. De er vilde med mig og breder sig gerne her og der og alle vegne, også lige uden for matriklen. I stedet for at luge, tror jeg faktisk at jeg vil sætte et lille hegn op omkring dem ude på fortovet. Så kan de andre på vejen se, at jeg skam også tager mit ansvar som haveejer alvorligt.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
