Venstre i Region Hovedstaden har i forbindelse med årsskiftet valgt at ønske borgerne “Godt nytår” i store dagbladsannoncer. Forfriskende og sympatisk. Det sker under parolen, at “Venstres politikere i Region Hovedstaden arbejder for dig”. Der nævnes “mere nærhed i sundhedsvæsenet, mere sammenhæng for den enkelte patient og mere fokus på kortere ventetider”
Helt fint. Skulle nogen af de som læser annoncen, fortsat være i tvivl, om Venstre virkelig “arbejder for dig”, så har Venstre for en sikkerheds skyld tilføjet “Vi kæmper for Hovedstaden”.
Desværre har Venstre “glemt” at fortælle, hvad de mener om, regionens varmeste emne: Sundhedsplatformen. Så det vil jeg gerne hjælpe Venstre med. Sagen er den, at til trods for de utallige og fortsatte fejl samt skandaler med brug af Sundhedsplatformen, så har Venstre sammen med Alternativet, SF, Enhedslisten og Socialdemokraterne indgået skriftlig aftale om, at den nuværende katastrofale Sundhedsplatform skal fortsætte.
Venstre og deres nye venner fra Alternativet, SF, EL og S, er ligeledes blevet enige om, at man ikke offentligt må kritisere Sundhedsplatformen. Altså mundkurv. Og Venstre har ligeledes været med til at nedsætte et såkaldt uvildigt IT-udvalg, som skal kulegrave de mange fejl. Men, Venstre har godkendt at der ikke skal sidde kritiske IT-eksperter af Sundhedsplatformen i det nye udvalg. Og Venstre har ligeledes godkendt, at det arbejde som udvalget skal udføre, udelukkende er baseret på, at den nuværende Sundhedsplatform skal fortsætte.
Måske bør det også nævnes, at Venstre på det seneste regionsrådsmøde i december 2018, alligevel mente, at alt var gået rigtigt til. Kun Liberal Alliance, Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har kraftigt protesteret over, hvad der foregår i Region Hovedstaden omkring Sundhedsplatformen.
Værst er det dog for de mange patienter, som det går ud over. Det bliver desværre ikke diskuteret ret meget. Med denne tilføjelse til Venstres “kamp i Region Hovedstaden”, vil jeg ønske Venstres kandidater samt deres politiske venner på Regionsgården i Hillerød et rigtig godt nytår. Og det sker selvfølgelig i håb om, at når Venstre næste gang indrykker en annonce, at de får læst grundig korrektur på hvad de skriver – og også husker at fortælle, hvad de har stemt i forbindelse med Venstres nu evige troskab og kærlighedserklæring til Sundhedsplatformen. Mon Venstre i regionsrådet har stemt tingene af med Venstres Sundhedsminister ? Meget tyder på, at det har de også glemt.