De radikale og Socialdemokratiet har lavet et fælles valgudspil, hvor de to partier vil nedlægge By & Havn, og oprette et nyt selskab hvor politikerne har mere kontrol. Venstre er med på idéen. “Vi sætter os gerne til forhandlingsbordet,” siger spidkandidat for Venstre, Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken.
“Grundidéen er god, nemlig at vi skal have mere politisk kontrol med byudviklingen. Vi skal sikre, at et nyt selskab ikke bliver en tumleplads for alle mulige idéer. Men i Venstre ser vi gerne, at man for eksempel kan bestemme, at der bliver bygget flere ejerboliger i København”, siger han til Nordhavn Avis.
Hvis politikerne i København skal kunne bestemme, hvem der skal have lov til at købe byggegrunde, og for eksempel kræve ejerboliger på grunden, skal der gøres op med den formålsparagraf for By & Havn, som bestemmer at selskabet skal sælge sine byggegrunde til højst mulig pris. Og det vil kræve en lovændring i Folketinget.
“Det er klart, at det hele står og falder med, om der er flertal i Folketinget for at nedlægge loven om By & Havn,” siger Jens-Kristian Lütken.
Selv om Venstre støtter idéen om et nyt selskab med mere politisk kontrol, er partiet langt fra enig i alt med Socialdemokratiets spidskandidat Pernille Rosenkrantz-Theil, som har fremsat indtil flere nye krav til byudviklingen, blandt andet omkring boligernes arkitektur, valg af materialer, bygningshøjder samt prisniveauet.
“Man skal ikke lave et nyt selskab hvis man tror, at man med et trylleslag kan skabe en masse billigere boliger. Det er ikke muligt i det nuværende boligmarked i København. Vi kan ikke sætte os op imod markedskræfterne på den måde, det ville i hvert fald koste kommunen milliarder af kroner,” siger han.
Derfor skal der fortsat bygges flere boliger, især ejerboliger, for det er den eneste måde at holde boligpriserne lidt nede.
“Og der er stadig områder, hvor vi kan bygge nyt. For eksempel i Ydre Nordhavn og på Lynetteholm. De projekter skal fortsætte. Og så skal vi ikke bruge et nyt selskab til at indføre alle mulige krav til hvor høje husene skal være og hvordan de skal se ud, sådan som Pernille Rosenkrantz-Theil har været ude og foreslå”.
Endelig enighed om parkeringspriser
Jens-Kristian Lütken er også helt med på forslaget fra R og S, om at parkering skal koste det samme for bilister i nye og gamle dele af København. Det skal være slut med de høje priser for parkeringslicenser i Ørestad og Nordhavn. Og dermed skal det være slut med By & Havns monopol på parkeringsvirksomhed i byudviklingsområderne.
“Det har vi faktisk allerede foreslået sammen med socialdemokraterne for nogle uger siden. Og i denne sag er Socialdemokraterne jo helt afgørende. De har modsat sig at ændre på beboerlicenserne i Ørestad og Nordhavn i de 14 år, hvor jeg har forsøgt at råbe dem op. Så det er glædeligt at de nu vil være med til at lave en retfærdig ordning”.
“Hvis der også er flertal for det efter valget, så kan der godt ligge en aftale om nye p-priser næste år. Selvfølgelig afhængigt af en forhandling på rådhuset,” siger Jens-Kristian Lütken.
Enhedslisten vil også nedlægge eller omlægge selskabet
I forslaget fra De Radikale og Socialdemokratiet skal et byudviklingsselskab overtage By & Havns nuværende gæld på cirka 20 milliarder kroner, der i de kommende år forventes at vokse med endnu flere milliarder. De to partier kalder det nye selskab Københavnernes Bolig- og Havneselskab eller KBH.
Også Enhedslisten vil nedlægge eller omlægge By & Havn.
“Det har længe været partiets politik. Vil vil oprette et nyt selskab, der reelt udvikler København til gavn for københavnerne,« oplyser partiet til Berlingske.
Indtil videre er De Konservative og SF imod ideen. Ifølge den konservative børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager, kræver det en ændring af loven om By & Havn, og den kan kun ændres i Folketinget.
“Loven definerer, hvad By & Havn må og ikke må. Vi kan ikke lave loven om, og vi kan ikke lave formålet om,” udtaler han.
Interessentskabet skal drives på et forretningsmæssigt grundlag med størst mulig værdiskabelse og skal arbejde for at afvikle den gæld, som interessentskabet etableres med og for på sigt at kunne skabe grundlag for overskud til ejerne, som skal deles i overensstemmelse med ejerandelene i interessentskabet. (Vedtægt for By & Havn, 2017)






