Selvbetjening for abonnenter

[maxbutton id="1"] I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.
louise raaschou 2020

”Vi har vist ikke mødt hinanden før…?”

Klumme af Louise Raaschou

Årsagen til de meget få invitationer er uklar, men ansigtsblindhed er sandsynligvis en af dem

Jeg tænker, at de har moret sig, Guderne, da de kiggede på mig og besluttede sig for de særlige evner, jeg skulle gå gennem livet med. De åbnede skuffen med Sociale Færdigheder, fjernede nogle essentielle komponenter og behøvede så blot at læne sig tilbage og se på. Hele banden har hulket af grin, hver gang en af dem har sagt ”ansigtsgenkendelse”.
    
Dét var nemlig en af de færdigheder, som røg ud af skuffen. Og det var ikke så lidt, for evnen til at genkende hinanden er altafgørende for hele sammenhængskraften i ethvert samfund. Ansigtsblindhed derimod . . . lad mig bare fastslå, at det ikke ligefrem skaber sympati, når man møder en person for tredje gang og – igen – reagerer som fisken Dori fra Find Nemo:
   ”And you are…?”
   
Det hedder også prosopagnosi. Man mener, at to procent af befolkningen, også i den danske, lider af det, og det ved jeg kun, fordi det for nylig gik op for mig, at jeg bærer en rem af huden. Heldigvis ikke i den helt grelle form, (tak for ingenting, åndssvage guder), hvor man ikke engang kan genkende sig selv i spejlet.
Bevares, man har da haft aftener og nætter, som har affødt en refleksion af Tollundmanden med forkert pandehår i spejlet næste morgen, men den forskrækkelse har været kort og midlertidig. Det er effekten af manglende ansigtsgenkendelse i sociale situationer derimod ikke: Enten er folk overbeviste om, at man er højrøvet, eller også tror de, at man er på nogle virkelig farlige stoffer. Ingen af delene er særlig befordrende for invitationer.
   
Erkendelsen kom som sagt for nylig, da jeg var forbi den restaurant, hvor min søster arbejder. Her smilede en af kollegerne jovialt til mig, da han hilste, ja, han kendte oven i købet mit navn. Meget venligt, syntes jeg, men også super forvirrende, idet jeg overhovedet ikke kunne placere manden. Min søster brugte lang tid på at overbevise mig om, at jeg havde mødt ham før, faktisk var dette tredje gang: Få måneder forinden havde jeg sludret med ham til en konfirmation, og jeg havde desuden mødt ham til hendes eget bryllup, fastslog min søster, inden hun smed trumfen:
”Han var din bordherre.”
    
Ved samme bryllup havde jeg i øvrigt også snakket i lang tid med en af parrets nære venner. Altså, flere timers samtale. Faktisk missede vi både bryllupsvalsen og det meste af festen, og man skulle mene, at man så har en vis idé om den anden persons udseende. Et stykke tid senere kom min søster og svoger forbi en aften med en gruppe af deres venner. Jeg stak hånden frem, præsenterede mig og hilste på alle i følget med nogle gængse, ’vi har vist ikke mødt hinanden før’ fraser. Og alle hilste pænt igen, undtagen én fyr, som kiggede mærkeligt på mig, før han svarede:
”Jo, det tror jeg vist nok, at vi har.”
Jeg anede ikke, hvad manden snakkede om, og først et par timer senere gik det op for mig, at det var min samtalepartner fra brylluppet.

Der var naturligvis også studenterjubilæet sidste år, hvor jeg på den mest ubehøvlede facon bad en mand om at forlade lokalet. Det var jo en lukket fest, så hans exit kunne kun gå for langsomt, mente jeg, og det tog flere minutter for min gode veninde at overbevise mig om, at manden altså godt måtte være der. Det var jo Asger fra parallelklassen!
   
Jeg har naturligvis bøjet mig for kendsgerningerne. Når alle fortæller mig, at jeg udmærket kender den og den person, må jeg vel gå udfra, at det er rigtigt. Men jeg kan simpelthen ikke få det på plads i mit hoved, for de mennesker ser anderledes ud. Hver gang. Ikke at jeg kan sætte fingeren præcis på forandringerne, og det ville jo være en del nemmere, hvis de var tydelige. Så ville det være helt åbenlyst for alle, og det ville være helt okay, hvis jeg ikke lige kunne genkende bordherren ved siden af mig
”Gud, jeg kunne slet ikke se, at det var dig! Du var jo en kinesisk kvinde, sidst vi sås”, kunne man så pointere, helt i overensstemmelse med fakta, og resten af selskabet ville også falde ind i samtalen med lykønskninger over den vellykkede operation.
Men det er straks mere vanskeligt, når der ikke skal andet til end en ny kontekst – eller bare en anden farve skjorte – før jeg helt blankt præsenterer mig for en, jeg har mødt adskillige gange tidligere.
   
Måske skulle jeg simpelthen føre en social dagbog. Jeg kunne for eksempel starte enhver samtale med at spørge til særlige kendetegn – modermærker eller manglende fingerled – bare et eller andet, som jeg vil kunne genkende, uanset sted og påklædning, og som jeg ville notere med det samme. For at være på den helt sikre side, kunne jeg også lige snuppe en selfie, sammen med vedkommende og sørge for, at vigtige fakta, såsom anledning, navn og tilknytning, (skolejubilæum, Jesper, bedste ven gennem hele skoletiden), blev noteret sammen med billedet.
Derefter vil vejen for afslappet og hyggelig samtale bestemt være banet. Jeg er sikker på, at det vil føre mit sociale liv op på et helt nyt niveau, invitationerne vil vælte ind, og Guderne må fand’me finde en anden at lege med.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 45 år gammel, har to sønner på 14 og 9 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel



Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve

Close

Translate »