To børn med to fædre bliver tilsyneladende stadig opfattet som anderledes. I samme grad som rumvæsener
• ”Ih, hvor har jeg tænkt meget på dig,” lød det fra en kvinde til den årlige vejfest. Jeg kunne ikke umiddelbart placere hende i min hukommelse, så hvorfor gik denne her kvinde rundt og tænkte på mig?
Men når hun var med til festen, måtte hun jo bo på vejen, og snart dæmrede det: Da jeg i sin tid flyttede ind, var hun kommet forbi med barnevognen, havde budt mig velkommen og sludret lidt. I løbet af det korte møde havde jeg åbenbart filterløst fortalt om min familiesituation; at jeg havde lavet en Lisbeth Dahl Light og havde to børn med to forskellige eks-mænd.
Dengang dannede kvinden selv par med faren til baby og havde et større barn med sin eks. Helt normalt, forstod jeg, og helt, helt anderledes end den konstellation, jeg selv netop var ved at rykke ind på nye matrikel.
Men i perioden mellem dengang og vejfesten for nylig var hun så blevet skilt igen, og dermed var der virkelig stof til et dybere venskab: For nu var hun jo – som hun betroede mig – ”ligesom dig!”
Nemlig. Vi er soulmates nu. To alen af samme stykke, hende og jeg. Normalt plejer folk at ønske venskab, (eller så meget ikke), på grund af min personlighed, men her var min civilstatus altså nok. Kan slet ikke italesætte hvor smigret, jeg følte mig.
Og samtidig blev jeg endnu engang mindet om folks generelle – og i virkeligheden dybt paradoksale – syn på familier: Jeg har læst om et mandligt, homoseksuelt par, der fik barn sammen med fælles veninde, som indgik i mor/far/far forældreskabet. De boede sammen, og alle bedyrede, at hvis de to fædre også kunne føde, så ville de hjertens gerne skiftes alle tre, og snart skulle de have nummer to, og . . . ingen løfter et øjenbryn.
Men prøv at være højgravid kvinde uden hverken mand eller partner, så skal I bare se løjer:
”Nå, det er vist lige op over, hva’?”
”Ja, jeg er sat til om tre uger.”
”Ih, hvor spændende! Og din mand, han glæder sig vel også. Ham har jeg vist ikke mødt endnu.”
”Det er nok fordi, han ikke er med til festen. Vi er nemlig skilt.”
”…. for Søren, da, man må hellere skynde sig, hvis man skal nå at få nogle af de lækre rejer fra buffetten…”
Jeps. Få ting stopper en samtale så hurtigt, som en livssituation, der er helt off, oplevede jeg, da jeg ventede ældste pode. Det er small-talk’ens myggespray, virkelig, virkelig effektiv, garanteret hundrede procent beskyttelse. Hvis man ikke orker deltagelse i sociale sammenhænge, er tip hermed givet videre. (Vil dog ikke beskyldes for at opfordre til yderligheder for at slippe for smalltalk; mindre end en alene graviditet kan nok også gøre det.)
På samme måde kan børn i stereo med ditto fædre, nu eks-mænd, også være en hurdle i lufthavne. Mest de engelske og amerikanske, hvor personalet er særligt mistænksomme, og som derfor ikke altid umiddelbart accepterer, at jeg skulle være mor til de to, medfølgende drenge. Lidt af en påstand når ingen af dem har samme efternavn som mig, eller hinanden for den sags skyld. Er vi overhovedet i familie? Helt galt går det, når mine to søstre rejser med, og vi dermed er en familie på fem personer – med hvert sit efternavn. Må sætte ekstra tid af til sikkerhedskontrollen.
Og så er der skole-hjem-samtalerne og møderne i skoleregi, hvor der er overlapninger mellem lærerne, som så mister grebet om hvilken far, der er far til hvilket barn. Og som derfor kræver en rettelse fra mig, á la ”nej, det er den anden far, han kommer senere til forældremødet i ældstes klasse, ham her er far til yngste,” hvilket igen giver mig følelsen af, at jeg burde tilhøre en eller anden forening for minoriteter, måske FAF. (Foreningen for Aparte Familieforhold.)
Endelig er der den praktiske planlægning – som i forvejen ikke er en spidskompetence, når man er udfordret på det skematiske område. At få sommerferien til at gå op er derfor et årligt, tilbagevendende mareridt. For datoer og uger skal koordineres med de to ekser. Og den ene eks’ anden eks. Og kæresten, (min altså), som også har børn med sin eks. Som derfor naturligvis også er en del af puslespillet. Når det hele så endelig er faldet på plads, skal jeg, overfor teen og yngste pode, simulere overblik og voksen, bevidst styring, så de ikke tror, at deres liv er i frit fald. Som denne sommer, hvor yngste pode landede fra Polen om aftenen, (med far, bonusmor og storesøster), og skulle afsted igen næste morgen med mig og storebror til USA. Uhyre vigtigt at dreng fik formidlet, at der var styr på tingene, og at det faktisk var en rigtig god planlægning.
Jeg tror dog ikke, at formidling var særlig vellykket, og sandt at sige blev jeg også selv ret stresset af det program. Og jeg kan ikke lade være med igen at tænke på den glade trio af mor/far/far, som netop boede sammen. Måske en samling af alle eks’er og eks’ers eks’er og endnu-ikke eks’er samt alle ungerne på samme adresse er vejen frem. Så ville vi udgøre en mere normfølgende familie, og det ville gøre tingene så meget lettere, tror jeg. Ikke mindst til festerne på vejen.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
