Bare man tiltrak hunde i stedet for at have dårlig-håndværker tække
Der findes folk med en ganske særlig tiltrækningskraft; et tække, som gør dem uimodståelige for en specifik gruppe. De fleste kender sikkert én: Det er personen, som hunde bare lægger sig ned foran. Eller som babyer altid smiler henrykt til. Eller som straks bliver spottet af den selvfede bartender, mens alle de andre, der også venter, tilsyneladende er usynlige. Det er ren magnetisme, simpelthen, og den kan man komme langt med. Hvis den altså tiltrækker de rigtige. Det gør den så ikke hos alle, magnetiske individer. Tværtimod, faktisk. Bartender-tække? Jeg ville give min højre arm . . .
Jeg er nemlig forbandet med en håndværker magnet. Ikke på den frække måde, (tø-hø), men på den helt konkrete jeg-skal-have-noget-fikset-og-hyrer-en-fagmand måden. Med det vitale element, at det altid går galt. Altid. Hvis der findes en liste med udygtige, upålidelige, uærlige eller slet og ret bindegale håndværkere, så har jeg på et eller andet tidspunkt været en kunde. Det er hundrede. Faktisk er jeg først for ganske nylig nået frem til den erkendelse, men jeg burde nok have opdaget det noget før.
Der var, for eksempel, mureren, som engang skulle lægge nogle fliser på en terrasse. Han var fra et stort, velrenommeret firma, vil jeg godt lige tilføje, så jeg forventede et vist niveau af kompetence. Eller bare kompetence. Jeg forventede i hvert fald ikke, at man bagefter kunne løfte fliserne op fra underlaget med fingrene. Og jeg var slet ikke forberedt på murers småfornærmede overraskelse, da jeg spurgte, om det mon egentlig var meningen. Jeg måtte forstå, at jeg bare ikke havde formuleret opgaven klart nok. Jeg skulle tilsyneladende have italesat, at fliserne også skulle sidde fast, og kostede det ekstra?
LÆS OGSÅ: Akut studenterhue
Det ville have været en underholdende anekdote, havde dumme murer bare været en enlig svale. Men jeg kan jo se et mønster nu: Som Misse Møghe måtte bære sit kors, således må jeg også slæbe mit: De drages. Om det så er en håndværker, andre siger god for, så slår det ikke fejl. Jeg har jo stadig rester af maling på mine ruder fra en maler, som ikke skulle male selve glasset, men huset udenom. De er umulige at fjerne. (Har prøvet, opnåede kun at ridse rude så den ser matteret ud enkelte steder. Orkede ikke at mattere alle ruder ens, opgav.) Jeg har også engang måttet få en hovedtrappe lavet to gange, fordi den første murer, (ikke engang den samme som terrasse-murer), havde støbt trappe af et eller andet superporøst, skrøbeligt og helt igennem tåbeligt materiale, som ikke kunne tåle vand. Arj, men altså, come on!
Der var entreprenøren, som skulle isolere sommerhus i foråret, og som virkelig, virkelig gerne ville begynde på opgaven, hvis bare han ikke var så uheldig hele tiden og havde ansatte med corona eller ansatte på ferie eller ansatte midt i virkelig hårde skilsmisser, hvor det hele var konens skyld. Og som i tre måneder stadig virkelig, virkelig gerne ville begynde på opgaven virkelig snart. (Og som virkelig, virkelig gerne vil tilbagebetale depositum virkelig snart.)
Og det er altså ikke mange dage siden, jeg sidst måtte indse, at mit tække endnu engang havde slået håret ud og fanget en af de helt store i sit net. Denne gang en havemand. Som skulle fjerne en gigantisk efeu, der de sidste tredive års tid havde gennemgået sin egen evolution i baghaven og var vokset til et kæmpe buske-træ-morads med lårtykke stammer. Lidt i overkanten for mig og min sløve havesaks. Så havemand blev tilkaldt, og han var vældig entusiastisk omkring opgaven.
Han var også nogle andre ting, som jeg ikke lige kender definitionen på. Snaksaglig ville være som at sige, at havet er vådt, og der var ingen ende på mandens historier. Som alle var en anelse, hvad skal man kalde det . . . vidtløftige. Muligvis havde han også en lille skid på. Men jeg slog det hen. Jeg mener, der må da være en grænse, om ikke andet så rent tidsmæssigt. Jeg havde jo netop lige afsluttet absurde forløb med uheldige entreprenør, så det kunne simpelthen ikke passe, at jeg bare få uger senere nu igen skulle stå i samme situation. Med én af dem.
Først da havemand begyndte at fortælle om sin nye pistol, og at han havde syvogtredive CK’s (Certified Kills, fik jeg forklaret) i sit bælte for efterretningstjenesten, blev mit imødekommende smil lidt anstrengt. Min ufejlbarlige evne til at vælge den forkerte håndværker havde måske slået til igen, kunne det se ud til, men man skal jo lade tvivlen komme folk til gode. Og efeus kæmpe rødder var jo stadig heller ikke fjernet. Et par dage senere dukkede havemand op med en ret synlig, ret stor skid på og kastede sig ud i historien om hans eneste ansatte, der havde plyndret firmaets konto. Dagen før. Mens han selv havde været væk på en sniper opgave i Bulgarien.
Jeg har i øvrigt stadig en kæmpe efeu-trærod i baghaven, så hvis nogen kender én . . .