Af Louise Raaschou
Min intention om venlig imødekommenhed er slået komplet fejl. Håndværkere og installatører flygter fra matriklen
Jeg har lagt mærke til, at de er begyndt at takke nej til kaffe. Eller også har de ikke brug for mere end ”en halv kop, bare bitte lille. Faktisk kun en bundskjuler . . .”
Det er diverse håndværkere og installatører, jeg mener. For eksempel de, der kommer med opvaskemaskine eller komfur. Som både skal installere det nye og tage det gamle med, og som derfor skal opholde sig på matriklen et stykke tid. Rigelig tid til en kop mokka i hvert fald. Eller et glas vand, måske? Men jeg har, som sagt, bidt mærke i, at mit tilbud oftere og oftere bliver afslået. Høfligt, naturligvis: De har liiiiiige indtaget en hel masse i bilen. Det er for tidligt/for sent på dagen til kaffe. Og vand, puha, det går slet ikke, de mangler stadig tre leverancer. Det er jo også tirsdag eftermiddag, så ellers mange tak (???)
De må have deres eget, interne branche-intranet. Et site, hvor de deler erfaringer og advarer hinanden om problemer. Inklusiv en særlig liste over pain in the ass kunder: Ham, der har en udadreagerende pitbull, som er ekstra mistroisk overfor håndværkere. Familien, der altid lyver om antallet af trapper, lortet skal slæbes op ad. Den gamle dame, som forventer, at ethvert hårde hvidevare produkt snildt kan listes forbi de mandshøje søjler af gamle aviser, og som derfor ikke flytter så meget som en søndagssektion. Og så er der hende, som aldrig har afmonteret, slukket for el og gjort klar i forvejen – som der ellers ty-de-ligt står i leveringsbetingelserne. Som snakke-snakke-snakker og ikke er til at arbejde i fred for. Og som i øvrigt også har en af de der røvirriterende små tæppetisser-hunde, der japper konstant og hele tiden er i vejen. Det kunne godt være mig.
Af en eller anden grund er jeg nemlig så ivrig efter at gøre et godt indtryk, at jeg går helt i selvsving. Også sidst med det nye komfur. Som vanligt stod jeg klar, allerede ude ved havelågen, med imødekommende velkomsthilsner, som jeg råbte for at overdøve hysteriske chihuahua. (Sommetider lykkes det mig også at vinke, men ikke altid, fordi jeg samtidig skal fiksere åndssvage hund, der går i besærker angrebsmode, fra det øjeblik en varevogn parkerer ude på vejen.) På vej hen til hoveddør var det åbenbart også meget vigtigt for mig at indvie Flemming og Niels fra Elgiganten om de medfødte – og umulige at overhøre – karakteristika for min hunds race. Og samtidig forsikre dem om, at de tomme pantflasker, man kan se liggende hulter til bulter under terrassen, altså kun havde ligget der siden i lørdags, selv om det var så meget løgn, og de har ligget der siden foråret. Men man vil jo så nødig ligne en sjuske. Eller en egoist, for den sags skyld; sådan en, der er ligeglad med andres job, når de nu kommer slæber for en. Så mens den automatiske sækkevogn trin for trin hev mit nye komfur op ad trappen, huskede jeg også lige at spørge interesseret til mekanismen.
Da både komfur og mænd var kommet ind i køkken, var Flemming og Niels allerede begyndt at se lidt trætte ud. Også selv om jeg på den meget korte strækning mellem entré og køkken havde galopperet rundt og fjernet alle forhindringer som en anden førstefejer på curlinglandsholdet. Ingen af de to blev synligt opfriskede ved synet af mit gamle komfur, der stod der, hvor det altid har stået, komplet med alle ovnplader og sluttet til elektriciteten. Det skulle jo ligesom være ordnet, inden de kom, fik jeg at vide. Eller noget i den retning, jeg kunne ikke høre, præcis hvad der blev sagt over hunds skingre tilstedeværelse, men det var i hvert fald tydeligt, at jeg på en eller anden måde ikke havde opfyldt min del. Jeg forsøgte at blafre med øjenvipperne, (ikke særligt vellykket, de er meget lyse. Og korte), mens jeg forklarede, at jeg ”bor helt alene, og jeg ved slet ikke, hvordan man gør sådan noget. . .”, hvilket var mere vellykket, og således formildede påtog Flemming og Niels sig min opgave. De satte endda lidt ekstra tid af, så jeg kunne fjerne det værste snavs, der havde hobet sig op bag komfur. Der var ret meget, og det var ret ulækkert, og det dulmede overhovedet ikke min i forvejen opkørte sindstilstand: Nu fik de to montører måske alligevel ikke et positivt indtryk? Det skulle da kun være, fordi chihuahua holdt kæft i de syv minutter, det tog den at æde stegefedt, madrester og snaskenullermænd med et ukendt antal år på bagen.
Mens nye komfur blev sluttet til, kom Flemming (eller Niels) til at nikke hen mod fugleburet og mumle noget høfligt. Lynhurtigt greb jeg chancen: Begge fik hele den fantastiske historie om, hvordan vi selv har avlet den ene undulat, det eneste æg ud af syv, der klækkede. Og hvordan jeg SÅ det ske. Jeg har senere flyttet fotos og film fra mobil til computer, men det var også den eneste grund til, at både Flemming og Niels måtte gå glip af det uredigerede klip med fuglefødslen live. I stedet tilbød jeg dem en kop kaffe. Som de takkede nej til. Det gamle komfur blev kastet op på sækkevognen, hvorefter de to mænd løftede både vogn og komfur mellem sig og nærmest småløb ud gennem havelågen. Jeps. Jeg er på listen.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 48 år gammel, har to sønner på 18 og 12 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.