En flytning er en helhedsoplevelse af ufedhed. Jeg gør det aldrig mere
Jeg havde boet præcis ni timer på nye matrikel, da jeg begyndte at tude. Det var den første morgen, og jeg havde forestillet mig, hvordan jeg – iført lækker, hvid badekåbe og afklaret smil – ville drysse roligt rundt og tage min hybel i besiddelse. Mens jeg med sikker feng shui hånd stillede en vase hér og rettede på et nips dér, ville solen kaste sit lys gennem de pletfri ruder, og jeg ville sagtens kunne nå at købe ind også, så der var tid til hygge med yngste pode, når han for første gang kom hjem til det nye hus. Virkeligheden var, naturligvis, en helt, helt anden.
Da jeg slog øjnene op den morgen, kunne jeg ligeså godt være strandet på verdens mindste ø i et oprørt hav uden land i sigte: Fra min seng, husets eneste mulige opholdssted, og så langt øjet rakte, så jeg kasser, tøjposer, stole, lamper, møbeldele, gulvtæpper, ledninger, reoler, billedrammer, kufferter og kaos. Jeg kunne hverken finde tandbørste eller rent tøj, og jeg måtte gennem et orienteringsløb for at nå frem til badeværelset og ind under bruseren, som viste sig at være tilkalket. Til gengæld dryppede den kun med koldt vand. Efter at have tørret mig med pudebetrækket, magtede jeg kun at klatre tilbage på min madras-ø; modløs og grådkvalt og ude af stand til at huske, hvorfor det lige var, jeg havde truffet den tåbelige beslutning om at flytte.
Nu, et par uger senere, har jeg heldigvis genfundet både glæde og rent undertøj. Jeg fatter dog stadig ikke, hvordan jeg havde kunnet forestille mig et andet scenarie end det, der udspillede sig. Jeg må virkelig se at få korrigeret min imaginære selvopfattelse, for havde den bare den mindste smule lighed med virkelighedens, kunne jeg have sagt mig selv, at jeg næppe ville vågne til velordnet flytterod og overskuelighed. (Aner ikke, hvad den hvide badekåbe handler om.)
For eksempel havde jeg desværre selv nået at pakke rigtig meget sammen i det gamle hus, inden venner og kæreste trådte til og fik struktureret processen. Deres kasser havde relateret indhold, det kunne være køkkenting, og på kassen havde de så skrevet ”køkkenting”. Anderledes så det ud med indholdet af kasser, jeg havde pakket; med hvilken som helst kasse, jeg havde pakket, faktisk: Nips fra stuen, syv bøger, indholdet fra den ene af entre-kommodens tre skuffer, en bordlampe, ældste podes vinterstøvler og hans deo, alle mine bh’er, en lille pose med de fire skruer, som reolen overhovedet ikke kan samles uden, fuglefrø og hirsekolber, samtlige glas med sukkerkrymmel til at pynte lagkager med, fotoalbummet fra min konfirmation og yngste podes sovedyr. Samt hans allergipiller. På den kasse havde jeg så skrevet ”kælder”. (”Måske stue” og ”ved ikke” -kasserne blev pakket om morgenen på flyttedagen).
Men jeg synes nu også, at der var alt rigeligt at få styr på og ikke udelukkende, fordi jeg er en manisk samler af nyttesløse ting, for de er dog lige til at smide i en kasse. Det er straks noget andet med levende væsener. Ældste podes akvariefisk, for eksempel, som oprindeligt udgjorde elleve, men som efterhånden var en livsglad gruppe på 367 ynglebegejstrede gubbier. De skulle ikke med, var vi enige om. Det tog mig adskillige timer at indfange hver eneste fisk og få dem ned i plastikposer med den rette mængde vand fra akvariet og ilt – eller hvad man nu skal kalde det fra teenagers lumre gemak – for derefter at aflevere dem i en dyrhandel. Hvor de sikkert er endt som foder til butikkens kæle-muræne, så måske skulle jeg alligevel bare have skyllet de skide fisk ud i toilettet, som nogle mere koldblodige mennesker havde foreslået.
Og undulaterne! De to forstyrrede fjerbolde, som ikke holder til i et lille, handy flyttebur, men derimod spreder glæde fra deres to meter høje, indendørs voliere. Til gengæld har det hjul, og jeg overvejede derfor, om man blot kunne rulle pipperne de små 800 meter hen til nye matrikel. Ret smart tænkt, syntes jeg som den eneste, og i dag er jeg taknemmelig for, at mine nærmeste fik mig snakket fra det. Ikke alene ville fugle have fået et livslangt traume af trafik, vejarbejde og bump i fortovet, burets hjul ville sandsynligvis også knække under strabadserne, og endelig kan man ikke udelukke, at man selv var havnet på et youtube klip i samlingen: ”The ten most ridiculous birdwomen ever”. (Med hjælp fra yngste søster, blev begge fugle indfanget i små, dertil indrettede fugle-flytteæsker, mens voliere blev smidt om bag i bilen.)
Heldigvis er selve flytning overstået, og nu nyder jeg mit nye hjem: Enkelte rum er næsten på plads, andre steder er der banet stier mellem kasserne, og resten kommer vel hen ad vejen, tænker jeg. Og jeg flytter aldrig, aldrig, aldrig igen. Om mange år, når poder for længst har skabt deres egne hjem, vil der være et familieplenum, hvor mine efterkommere vil diskutere, hvordan de skal få oldemor til at acceptere, at det er plejehjemstid. Men jeg rykker ikke igen, no way, José, ikke på vilkår! Til den tid vil jeg stadig bo i her, i mit hus, med undulater og dræberhund som nænsomt udstoppet selskab, og vi skal ingen steder. De kommer til at bære os ud.
