Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

We are your Friends: Intet spændende ved kiksede blærerøve

weareyourfriends• Der er penge i musik, og der er penge i film. Derfor ser vi rigtig mange film om musikere, genrer og historiske vendepunkter i musikhistorien. Ofte kan disse film give et indblik i en subkultur eller en spændende vinkel på en afdød musikers liv. I ’We are your Friends’ er musikken indenfor genren, der ofte får den brede definition EDM (Electronic Dance Music)

0 stjerner ud af seks mulige:
We are your friends.  Instruktion: John Francis Daley, Jonathan M. Goldstein. Medvirkende: Ed Helms, Christina Applegate m.fl. Varighed: 98 min.

Vi følger Cole (Zac Efron) og hans slæng af venner desperate efter rigdom og berømmelse i Los Angeles’ nedslidte forstæder. Gennem stoffer, slesk diskoteksarbejde og DJing forsøger vennerne at jage kvinder og hurtige penge.

Med hver deres passion har Cole kun en drøm; at stå på scenen foran tusinder af mennesker og gennem sin musik få dem til at bevæge sig i takt med bassens pumpende rytme. Problemet er bare, at Cole spiller kun opvarmning på en fedtet klub, der betaler ham i drinksbilletter. Da den ældre verdensturnerende DJ, James (Wes Bentley), tager ham under sin vinge, ser Cole en chance for endelig at vise sit værd på EDM-scenen. Den nyfundne succes skaber splid i vennegruppen, og da Cole begynder at falde for James’ kæreste/personlige assistent, begynder hans drømme pludselig at blive skrøbelige.

’We are your Friends’ tager sin titel fra den franske duo Justices hit-remix af elektrorockbandet Simians ’Never be Alone’. I 2006 bragede nummeret igennem klubber over hele Europa, og markerede den spæde start på en række lignende remixes, og en stil der satte tonen for den europæiske elektroniske musikscene i årene efter. Det er ikke den historie, vi her får serveret. Det er ikke en skabelsesberetning, men en fortælling om en gennemsnitlig DJ, der hjælpes på vej af en middelmådig mentor. Der har længe eksisteret et had til de stadion-DJs som James repræsenterer. Dyre superstjerne-DJs som David Guetta, Fedde le Grand og Armand van Helden står for det modsatte af 90’ernes anarkistiske ravekultur, hvor undergrundsfester eksisterede som et alternativ til den kontrollerede mainstream. Den musik der før havde nerve, og var fuld af eksperimenter, er nu blevet til kodificerede top40-hits for den gængse forbruger.
Det vil sige, at ’We are your Friends’ handler om, hvordan en smart drengerøv forsøger at kopiere en generation af DJs, hvis ypperste mål er at blive radiofonisk metervare.

Dertil  kommer at filmens kinematografi skamløst kopierer den forfærdelige farvemættede æstetik af alverdens musikvideoer fra de sidste fem år. Hele filmen lugter lidt af at den kunne have været ovre på tre et halvt minut – en gennemsnitlig popsang. Visuelt ledes tankerne hen på Sofia Coppolas Marie Antoinette eller The Bling Ring. Men det er nok lige strengt nok imod Coppolas musiksmag og evne til at portrættere unge mennesker – to ting ’We are your Friends’ ikke formår. De karikerede karakterer er næsten så cliché-fyldte, at filmen til tider lugter af komedie. Der er intet interessant ved disse kiksede blærerøve, der kun er desperate efter anderkendelse. Realismen og selvindsigten er skiftet ud med de værste eksempler af de sociale mediers mig-generation. Jeg vil lade det være op til læseren selv at finde en bedre film at tilbringe deres aften med – det skulle ikke være en svær opgave.

Close