Der er dømt legestue i ny Netflix-western, når Coen-brødrene med både galgenhumor og tragedier rejser hele prærien rundt. Med saloons, guldgravere og drabelige skuddueller
• Hele seks film i en. Det er, hvad du får i Coen-brødrenes nye film, der er finansieret af og kan ses på Netflix.
Egentlig skulle ‘The Ballad of Buster Scruggs’ have været en serie, men i sidste ende har vi altså fået en film med vidt forskellige noveller, der bevæger sig ind og ud af det vilde vestens mange scener og seancer, hvor mordere bliver hyldet på nonchalant vis.
Vi får det hele med. Saloons fuld af whisky, skydeglade cowboys, krigeriske indianere, galger med forbrydere, karavaner, guldgravere og gøglere. Det eneste, der binder de seks fortællinger sammen, er billedet af en bog, der bliver bladret i mellem hvert afsnit. Som i et rigtigt eventyr.
Under første film griner man højt, for den er mordfyldt, rapkæftet og dybt umoralsk. Buster Scruggs er en skydegal, opblæst, syngende cowboy ulasteligt klædt i hvidt på sin hest. Hurtigere end Lucky Luke og ondere end The Daltons.
Omend lettere nedtonet fortsætter den overdrevne humor i andet kapitel med James Franco som uduelig bankrøver i en lille by langt ude på prærien. Snart befinder han sig på en hest med en galge om halsen foran en gruppe forbrydere. Hvad kan redde ham? Overraskelserne og plotdrejningerne står på spring, men i sidste ende må mange betale prisen.
De senere film tager en alvorligere drejning, selvom underholdningen og humoren fortsætter, omend på en mere tragikomisk facon. Alle film har overraskende facetter. Der er den om jomfruen i nød, der tager på en karavane for at møde en kommende gom, men finder kærligheden på rejsen. Indtil de bliver angrebet af indianere.
I et andet alvorligt drama spiller Liam Neeson rejsende gøgler, der optræder med sin kompagnon, eller skulle vi sige slave, der hverken har arme eller ben. Her er det ren tragedie, og når den melankolske historie er den svageste, skyldes det, at Coen-brødrene ikke som vanligt får nok ud af karaktererne.
Så er det godt, at selveste Tom Waits er inviteret ombord. Han blev i 70’erne kendt som det syngende askebæger med sin hæse whiskystemme, der forførte lytterne med blues, jazz og absurde, satiriske værtshusviser. I nærværende film spiller han en gammel, småtosset guldgraver gemt bag et langt, gråt skæg. I et paradisisk landskab med hjorte og ugler leder han ene mand efter en kæmpe guldåre. En sød, idealistisk film om karma, og at man ikke skal tage mere fra naturen, end man skal bruge. Da han kravler op i et træ og stjæler fire æg fra en ugles rede, får han dårlig samvittighed og giver tre tilbage. “Fugle kan jo alligevel ikke tælle,” siger han og steger sit ene æg på panden.
Således er der galgenhumor til trods også værdiladede budskaber hos Coen-brødrene i de intelligent fortalte historier, der ellers trækker på spaghettiwesterns ironi og tegneseriernes karikerede typer fra pelsjægeren til pokerspilleren.
Tre af de bedste westerns:
Butch Cassidy and the Sundance Kid (George Roy Hill, 1969)
Robert Redford og Paul Newman spiller to lovløse cowboys, der er på flugt ned gennem USA efter at have røvet lidt for mange tog. Med lovens magt i hælene tager de on the road mod Bolivia, hvor også kæresten til Sundance, Etta, spillet af smukke Katharine Ross, rejser med mod fattigdommens endestation. Det er særligt de brogede karakterer i bedste Bonnie og Clyde-stil, der gør filmen til noget særligt og til præriens svar på den klassiske, amerikanske road movie, vi også kender fra David Lynchs Wild at heart.
Den gode, den onde og den grusomme (Sergio Leone, 1966)
Denne spaghettiwestern er anarkistisk, scenografisk, musikalsk og eventyrlig. Ikke for ingenting er den stadig populær blandt unge, der finder den frem på filmaftener. Måske fordi den klassiske westernhelt – altid med moralen på sin side – er afløst af flossede karakterer. Den godes moral, spillet af Clint Eastwood, er kun et sokkehul bedre end den grusommes, der gerne lade sig ydmyge for at få en del af kagen. Efter den gode som hævn har tortureret den grusomme på slæb gennem ørkenen, slår de sig sammen mod den onde for at få fingre i skatten. På deres vej møder de et USA i borgerkrig og moralsk forfald.
Tombstone (George P. Cosmatos, 1993)
En af mine favoritter fra jeg var teenagedreng. Ikke mindst på grund af Doc Holiday, spillet af Val Kilmer, en whiskydrikkende, pokerspillende cowboy, der gerne gør grin af sine modstandere med et skæv smil. Han er ven til Wyatt Earp, spillet af Kurt Russell, der har taget rollen som sherif for at skaffe sig af med en berygtet bande, der hærger byen. Det bliver blodigt. Filmen er bygget på en virkelig historie fra Det Vilde Vesten.
MERE OM DETTE EMNE:
