Man betaler åbenbart for tidligere livs synder. Karma er en bitch
• Nå, men så har jeg kigget lidt på det med reinkarnation og karma: Troen på at sjælen genfødes, og at det er ens opsparede karma, altså de handlinger og gerninger man har bedrevet, som bestemmer sjælens nye boligforhold. Umiddelbart en ret spændende tanke for med et uendeligt antal omgange rundt på brættet, er der vel ingen grænser for, hvad man kan opnå. Kiksede det med karrieren i dette liv? Giv da lige pyt-knappen et ordentligt båt, for du passerer snart start igen. Men genfødsel er alligevel ikke en god ting, kan jeg forstå. Faktisk er målet ikke at blive genfødt, for det bliver man kun, hvis ens karma er helt ad helvede til. Dén lille detalje var lidt af øjenåbner her på matriklen, en åbenbaring, om man vil: I tidligere liv har jeg været en røv, og nu bliver jeg straffet.
Jeg kan simpelthen ikke forklare det på andre måder, og det er ikke kun, fordi jeg er paranoid. Andre lægger også mærke til det.
”Ret ironisk at du har sådan nogle larmende dyr. Når du nu selv er så lydsensitiv…”
Råbte en ven engang. Belært af erfaring afleverede han ikke sin pointe med normal stemmeføring, som er fuldstændig omsonst her i huset, hvis man vil høres over non-stop gøende chihuahua og absurd skinger-skræppende undulater. Og ja, det er ret ironisk. Set udefra virker det sikkert også ret sjovt, og de må have hulket af grin på Kontoret for Karma & Konsekvenser, da de lavede dét match.
”Okay, her har vi én, der helt sikkert skal igennem møllen igen, en skotsk fyr, der i årevis terroriserede en hel landsby med sit sækkepibespil. Vi er vel enige om en hardcore videresendelse?”
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er nogenlunde sådan, det er foregået, og at det er årsagen til, at jeg lever, som jeg gør: Med en ekstrem skarp og sart hørelse omgivet af et helt utroligt højrystet dyreliv, der sommetider ikke engang forstummer i nattetimerne.
På samme måde tror jeg også, at jeg får sjæle-spanking på grund af andre fadæser i andre, tidligere liv. Det ville ikke overraske mig, for eksempel, hvis jeg engang var en tyrannisk lærer, som nød at hamre linealen ned over hænderne på de elever, som ikke skrev pænt. Hvorfor skulle jeg ellers i dag have så vanskeligt ved at fungere uden pen og papir, spørger jeg bare. Som en digitalt multihandicappet render jeg rundt og kan intet huske, hvis jeg ikke har skrevet det ned i hånden. Alverdens apps med kalendere, indkøbslister og planlægningsværktøjer er spildt på mig; pen i hånd ellers eksisterer det ikke, og det er da bare alletiders, Karma, jeg siger tak, skulle jeg ikke også gøres ordblind, nu du var i gang? At denne tekst overhovedet er blevet formidlet, skyldes udelukkende rummeligheden hos min redaktør, som netop kun forlanger et stykke tekst. Var det et krav, at jeg skulle ’skrive til web’ og have erfaring med texteditor plus, HTML, scripts, open source programmer og tree-style XML, så var jeg virkelig ude på Lars Tyndskids marker. (Kender ikke funktion af førnævnte eksempler. Ved ikke, om de overhovedet har en funktion.)
Men nu da jeg har forstået tingenes rette sammenhæng, må jeg vel til gengæld kunne bestræbe mig på at opnå Nirvana – budismens navn for den lyksalige tilstand, hvor sjælen er frigjort fra genfødslernes kredsløb. Altså: Undgå alt for mange ufede adfærdsmønstre. Ikke mindst fordi der tilsyneladende er en tommelfingerregel om, at jo tungere rygsækken med laster er, des værre liv vil man blive genfødt ind i. Så målet må være en pivskarp, snehvid ren karma, og her er det så, at filmen knækker for mig. Vejen til denne den ypperste tilstand kan nemlig kun nås ved en helt særlig adfærd. Man skal, blandt andet, være tålmodig og overbærende, som ingen nogensinde har kaldt mig, og derudover er der den praktiske udførelse: Meditation. Stilhed med andre ord. Og Karma-kontoret, som må være befolket med universets mest anale kontrolfreaks, har virkelig planlagt det godt i denne omgang. Det vil nemlig være lettere at nå månen på kængurustylte end Nirvana i dette liv, hvor jeg dagen igennem bliver overfaldet af en kakafoni af dyrelyde og jævnligt må tjekke, at jeg ikke bløder ud af øregangene. Muligvis er der andre muligheder, men jeg kan ikke huske hvilke, for chihuahua åd det stykke papir, jeg havde skrevet det ned på. Til gengæld var der en velsignet stilhed i de to minutter, den tyggede af munden.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.