Karantæne eller ej: En samler løber aldrig tør for numsepapir.
Jeg er SÅ klar. Til karantænen, mener jeg, og den generelle undtagelsestilstand i det hele taget. Og pludselig slår det mig, at der er en årsag til et helt specifikt, helt vildt generende, vilkår i mit liv: Endelig – endelig – giver min samlersyge mening!
Nu viser det sig jo, at der tilsyneladende hele tiden har været et højere mål med min hoarding og mine bunker. I den almindelige hverdag er min tendens til at samle – samt ekstreme uvilje til at skille mig af med ting – enormt besværlig; anti-feng shui er faktisk virkelig, virkelig stressende at leve med, skulle jeg hilse at sige.
Men i undtagelsestilstande? Her viser det samme karaktertræk sig at være en uovertruffen styrke, en proaktiv adfærd på et avanceret, og hidtil uset, højt niveau. Og jeg er ikke et sekund i tvivl: Jeg blev født til det her.
Det gør ligesom et eller andet ved selvbilledet, når både samfund og tanker sådan bliver vendt på hovedet. De uåbnede tandpastatuber, shampooflasker og dåser med hårgelé og ditto kure, der nu vælter ud, når mine skabe bliver åbnet, er overhovedet ikke tegn på det sygeste samlersind.
For kan man, hånden på hjertet, ligge inde med for mange hårprodukter i øjeblikket? Eller nogensinde?
For slet ikke at nævne dåsemad. Som vi aldrig nogensinde spiser her på matriklen, lige bortset fra de flåede tomater til kødsovsen, men som vi alligevel har en hel hyldefuld af. Torskerogn, for eksempel. Den klamme, firkantede slags, hvor ingredienserne er præcis de samme som i halvfjerdserne, da den stegt på panden udgjorde et sundt og solidt aftensmåltid. Muligvis er dåserne også fra den tid, men never mind, de er der, og det er det vigtigste.
Desuden har matriklen grødris, glasurfarve, kartofler på glas, tørrede svedsker, flormelis og budding i pulverform i rigelige mængder, og jeg behøver derfor ikke deltage i kapløbet om det sidste brev med Dr. Oetkers karamelrand.
Eller de fysiske taklinger af medborgere, som sikkert finder sted over det, når butikkerne har meldt citronfromagen som udsolgt, hvilket kan ske, hvornår det skal være.
Nu vil jeg nødig prale mere end højst nødvendigt, men okay: Vi løber heller aldrig tør for numsepapir herhjemme. Jeg tror nemlig jævnligt, at vi mangler, hvorfor jeg køber en pakke, som jeg glemmer, jeg har købt, og derfor tror, at vi mangler, hvorfor jeg køber en pakke . . .
Og det er bestemt ikke, fordi jeg vil skilte med mit fire-lags Lambi lager, blot vil jeg sige, at det hurtigt løber op, og den dag vi går over til toiletruller som eneste, gyldige betalingsmiddel, vil jeg ikke udelukke, at jeg trækker mig tilbage.
Hvis det kan trøste, så har jeg til gengæld ikke noget gær. Har heller ikke købt noget. Man skal kende sine begrænsninger, også i undtagelsestilstande, og tanken om, at jeg skulle holde familien brødfødet med hjemmebag, er alligevel lidt for sci-fi. Desuden er fryseren også fyldt af diverse frosne fødevarer. At jeg ikke er mere specifik, skyldes udelukkende, at jeg har glemt, hvad jeg har pakket i poserne, men jeg ved med sikkerhed, at det i hvert fald er noget, der kan spises.
Men det er egentlig heller ikke så vigtigt med fryserens indhold.
Det kan lyde nonchalant, men der er andre muligheder, skulle det komme så vidt. Selvforsynende kan man vist godt kalde os på matriklen; ja, det er jeg faktisk ikke bleg for at gøre. Her er masser af vildtvoksende planter, græsset står højt, og om kort tid vælter mælkebøtterne op af jorden. Desuden har jeg et kæmpelager af mejsekugler.
Som fuglene flokkes om. Så sidder de der, fjerkræene, i busken lige foran mit stuevindue. Jeg har også et luftgevær. (Hvorfor i alverden det, tænker nogle måske, og indtil fornylig ville jeg ikke kunne svare andet, end at det har jeg bare. Nu er alt jo anderledes krystalklart.) Under alle omstændigheder er det sådan et, som kun skyder med nogle bitte, små hagl, og som altså er ganske ufarligt.
Medmindre man er en fugl, som sidder i busken lige foran mit stuevindue. Og jeg tænker, at man skal være mere end ualmindeligt hårdt udfordret på sit syn for at undgå at få en solsort eller to i skabet, så jeg ser ingen grund til at bekymre mig om at sulte.
Opvarmning skulle heller ikke blive et problem, idet bunkerne af ikke-afleveret storskrald, (pap, papir, træpaller), som pt. blokerer totalt for kældertrappe og dør, nok kan varme hytten nogle måneder. Får vi brug for mere, er der gamle, ubrugelige møbler i sommerhus. Hvor jeg i øvrigt også har adgang til rent drikkevand takket være den praktiske kombination af lille hul i tag og bygen, der har varet siden september.
Så ja, jeg er noget så karantæne-klar; faktisk har jeg været det i årevis. Som kun den cooleste wir-schaffen-das person kan være.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 49 år gammel, har to sønner på 18 og 13 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.
